Vore bedste kokke er blandt verdens ypperste, almindelige danskere er begyndt at interessere sig for andet end at fylde maven til færrest mulig penge og selv om finanskrisen det seneste år har gjort kål på nogle af toprestauranterne, så har den usædvanligt brede talentmasse stadig masser af muligheder for at udfolde og udvikle deres kokketalenter. Kun på ét punkt står vi stadig i provinsiel stampe: i dagene omkring jul og nytår er det stort set umuligt at opdrive en åben restaurant!

Selv på de store hoteller lukkes der ned til højtiderne (en rundringning foretaget af denne anmelder viser, at mange steder er der nytårslukket helt frem til tirsdag den 5. januar!), så de få turister, der i disse dage af vanvare finder vej op til det kolde nord, skal virkelig lede længe for at finde et vandhul, der ikke er frosset til. En af de få undtagelser er L’education Nationale midt i Pisserenden, der såmænd både har åbent selve nytårsaften, og – efter blot en enkelt dag til at pleje les tømmermænds – allerede igen fra 2. januar.

Den uhøjtidelige bistro med klassiske retter til menneskepriser har været det seneste års altdominerende trend på restaurantfronten. Men da L’education Nationale for snart atten år siden for første gang slog døren op til sine frankofile fornøjelser, var det en ægte sensation. Pludselig lå den dér ved siden af de sortklædtes Cafe Floss, og ikke bare lignede – men vár – en autentisk parisisk bistro, komplet med blå Gauloises, en hyggende patron og udelukkende franske råvarer på det lille menukort. Dengang med abe- og hundevennen Bernard Chesneau som overlærer; siden 2003 har det været danske Nanna og bretonske Eric, der har stået for at uddanne danskerne i frankofili. Og de har – gudskelov - med vanlig gallisk arrogance holdt fast i den kompromisløse stil. I dag er her ganske vist røgfrit og de nikotinpatinerede vægge har fået en overhaling, men ellers er der ikke meget nyt over eller under de små rød- og hvidternede cafeborde, hvor man sidder endog meget tæt.

Dog ikke mere tæt end at der var plads til en boblende aperitif, et glas let mineralsk brut rosé champagne fra Nicolas Feuillatte til 105 kr., der hurtigt blev fulgt op af en kurv hjemmebagt brød med smør (fransk, selvfølgelig!) Menukortet er stadig ultra-bistrosk med moules mariniéres (ellers ville stamgæsterne formentlig prompte forlange guillotinen genindført!), men med ankomsten af en ny fransk køkkenchef her i efteråret er der også dukket nogle af de ikke helt så gennemtærskede retter op på kortet og hurra for det! F.eks. min rygende varme forret, hvor sprød bund af butterdej var belagt med afsindigt velsmagende og saftige kammuslinger, der ikke alene var marineret, men også krydret og bagt til perfektion.

På toppen – i den olivenolie de var friteret i – lå små porrestrimler og en enkelt cherrytomat. En noget nær perfekt servering, der trods sin enkelhed alligevel nåede rundt om de fleste teksturer og grundsmage! Lidt mere klassisk var det på den anden side af bordet, hvor en fint afbalanceret (ikke for fed) foie gras terrine serveret med et sødligt honningbrød var lige ved at blive løbet over ende af en meget voldsom figenchutney.

Min medspisers hovedret hører også til blandt klassikerne: en mør og velsmagende kalvefilet garneret med en varm og præcis kartoffelgratin. Til gengæld savnede østershattesaucen svampesmag og den ledsagende kugle stuvet savojkål virkede en anelse malplaceret – som om der partout skulle være noget grønt til. Selv var jeg sprunget på den indbagte due, en ret – og i det hele taget en råvare – man møder alt for sjældent herhjemme. Her var duebrystet indbagt i en sprød butterdejsfrakke, der på eleganteste vis havde bevaret duebrystet saftigt og mørt, mens duelåret var confiteret i eget fedt.

Garnituren var hele det franske udtræk med bl.a. kastanjer og tranebærsauce, samt en gulerodspurée rørt op med god stærk dijonsennep. Helt igennem magnifique – havde det ikke været for nogle helt uforståeligt udkogte courgetter, pastinak og babygulerødder, der nær havde fået retten til at styrte! En superærgerlig plet på en ellers lydefri servering, hvis vinøse ledsager heller ikke sad lige i skabet – en rød burgunder fra Chateau de Meursault (1er cru les Greves til hele 595 kr.) er en sædvanligvis sikker metervare, men denne 2004’er havde slet ikke fylde eller kraft nok til at klare maden.

Om så desserterne var ankommet til bordet svøbt i tricolorens farver, kunne de ikke have været mere ærkefranske. Creme brûléen var lige efter bogen, mens mine crêpes suzettes skuffede en anelse. Det er anden gang på få uger, at jeg får denne klassiker, og i begge tilfælde er der sløset med flamberingen, så Grand Marnierens alkohol bliver alt for fremtrædende, og så spændende er kolde pandekager i appelsinsauce altså heller ikke!

Over et afsluttende glas vin eller to kunne vi konstatere, at tingene er ved deres gamle franske selv her på »kulturinstituttet«. Den galliske hane galer stadig stolt, og L’education Nationale er fremdeles et særdeles pålideligt bud på et godt og uprætentiøst måltid i den fornuftige ende af prislejet. Men der er efterhånden kommet mange andre seriøse bistroalternativer rundt om i byen, og skal holdet fra Larsbjørnsstræde holde sig inde i kampen om den gule førertrøje, så skal der andet end slatne grønsager på bordet.

Hvad: L’education Nationale
Hvor: Larsbjørnsstræde 12, Kbh. K, tlf. 33 91 53 60
Hvor meget: vin fra 195 kr., hovedretter fra 199 kr.

Det spiste vi...
Foie gras terrine 89 kr.
Butterdejstærte m. kammusling 89 kr.
Indbagt due m. gulerodspurée 199 kr.
Kalvefilet m. østershattesauce 199 kr.
Creme brûlée 79 kr.
Crêpes suzettes 79 kr.
Samlet pris for to ekskl. drikkevarer: 734 kroner

Se hvilke restauranter der fik flest og færrest stjerner i 2009