Michelin-stjerneregn
De københavnske gourmetrestauranter befinder sig i dag i en gastronomiens guldalder med 11 bestjernede restauranter i den prestigefyldte, franske michelinguide. Det nye, nordiske køkken er den stærkeste tendens i europæisk gastronomi.
Når verdens skarpeste kokke mødes til gastronomiske topmøde i Madrid, er det danske kokke som René Redzepi fra den tostjernede restaurant Noma, der står på podiet med headset på og fortæller om Scandinavian Nouvelle Cuisine, mens udenlandske kolleger fra trestjernede restauranter på storskærm følger hans demonstration af teknikker og retter fra det nyskabende køkken i det gamle pakhus på Christianshavn.
Bedre end tre stjerner
»På nogle københavnske restauranter spiser vi i dag bedre end på visse tre-stjernede michelinrestauranter i Frankrig. Og vi har ikke nået toppen endnu,« siger Bent Christensen.
Bent Christensen ved, hvad han taler om.
Ikke blot har han siden 1978 udgivet en guide til danske spisesteder, han har også sammen med køkkenchef Thomas Rode Andersen fra Kong Hans’ Kælder besøgt samtlige restauranter med tre stjerner i Michelins guide og skrevet en bog om deres gastronomiske odyssé.
Har udgivet bog om vejen til stjernerne
Vejen fra Korsbæk Jernbanehotel til den gastronomiske michelinstjernehimmel har Bent Christensen beskrevet i sin nye bog Gastronomien i Danmark.
Selv om Bent Christensen har passeret pensionsalderen, er han en travl mand. Denne dag gælder det en bog om en dag på Era Ora. Sammen med fotografen Claes Bech-Poulsen har han tidligere har lavet bøgerne »One Day at ElBulli« og »One Day at Mugaritz« (en tostjernet michelinrestaurant ved San Sebastian).
AOK møder Bent Christensen til frokost på guldbelagte tallerkener med gastronomi arrangeret som kunstværker i urbant afmålte portioner. Bent Christensen sætter den store, hvide damaskserviet fast i kraven i bedste Godfather-stil, så han ikke får pletter på slipset. Han har lovet at fortælle, hvordan de københavnske restauranter kom fraWivex og wienerschnitzel til ny, nordisk gastronomi i verdensklasse.