Da Det Kongelige Biblioteks nye tilbygning første gang spejlede sine 2.500 kvm funklende sort granit i havnen, var meningerne om nyskabelsen delte. I dag er de fleste enige om, at Den Sorte Diamant er et af øjets få hvilestunder på en ellers gyseligt grim havnefront. Sådan kan smag og behag skifte.

På samme måde indenfor i Den Sorte Diamants restaurant, søren k, hvor såvel den fikse idé med at skrive navnet med lille, de finurlige »bog«-lignende menukort og den prunkløse, men velfungerende indretning ganske vist er den samme som ved starten – men i køkkenet er der sket revolutioner!

Da søren k lagde ud, var det med et regulært dogme om det fond-, fløde- og smørfrie køkken. Om det var fordi man troede nærheden til de mange bøger udelukkende ville tiltrække blodfattige bibliofile og fedtforskrækkede kostforagtere, skal jeg ikke kunne sige. Men efter syv magre år har søren ks nye køkkenchefer i hvert fald gjort op med dogmetænkningen og byder nu de fede tider velkommen med smør, fløde og suppe på ben. Til frokost er det med sild, laks, steak tatar og andre klassikere, men om aftenen bliver søren k gourmetrestaurant, hvor fortrinsvis skandinaviske råvarer og retter fortolkes på fransk brasseriemaner.

Jeg valgte femrettersmenuen til 490 kr., der er stykket sammen af retter fra a la carte-kortet, mens min svagtspisende ledsager gik a la carte med bare tre retter. Første ret var ren i sin nordiske tone; to stykker velrøget og ikke for fed ål blev serveret med kartoffelpastinakpurée og en syrlig-pikant æble-peberrodscreme til at lette på det fede og søde.

Enkelt og godt, og vinmenuens (også 490 kr.) ikke alt for unge sauvignon blanc fra Loire (Damien Laureau 2004) var et rigtig godt valg til. I det hele taget er søren k’s vinkort mundvandsdrivende læsning – vi nævner i flæng Fritz Haag, Ravenau og Leflaive blandt de hvide og Prieuré-Roch, Lafon, Leroy og Pingus hos de røde – og er forsynet med et saftigt-poetisk forord af førstebibliotekar Stig T. Rasmussen, der i hvert fald på vinområdet afliver myten om blodfattige bibliofile.

Endnu var vi ikke stødt på hverken fedt eller fløde i store mængder. Det kom heller ikke i anden ombæring, der ganske vist bestod af hummerfond kogt op med lidt smør. Den meget intenst smagende bisque var hældt over en præcist kogt raviolo med fyld af svampe – igen forbløffende enkelt og smagfuldt.

En ung (2007) og frisk hvid Borgeot-bourgogne gav fint modspil til den intense hummersmag. Tredje ret gearede lidt ned i forhold til de foregåendes progressionsskala. En grov paté af limousinekalv blev serveret med friseesalat, pickles og ristet »farfar«-brød – sådan hed det søde kavringbrød i hvert fald i gamle dage i Irma. I og for sig en udmærket servering, men om det var pateens kolde temperatur eller om der simpelthen manglede smagsfylde, så lagde retten en dæmper på selskabets begejstring, trods det at vi havde opgraderet menuens røde Pacalet-bourgogne med en ligeledes rød Morey St.Denis fra Cecile Tremblay. En rigtig dejlig 06’er i moderne saftig stil, men den kunne ikke skjule skuffelsen over pateen, som simpelthen ikke formåede at leve op til resten af menuen.

Men som manden, der har lagt navn til søren k, engang sagde: »de fleste Mennesker haste saa stærkt efter Nydelsen, at de haste den forbi« – så måske var pateens kolde dukkert simpelthen et bevidst forsøg på at øge vores forventninger til hovedretterne?

I så fald blev vi ikke skuffede. Hverken med den meget præcist tilberedte pighvar, garneret med skorzonerrødder og belæsset med kantareller i en bordelaise-rødvinssauce! 235 kr. for en fisk er ganske vist mange penge, men når den serveres så skarpt og i så fremragende selskab, så er pengene givet godt ud. Det samme gjaldt menuens meget velsmagende perlehønebryst – igen superpræcist stegt, så kødets saftighed var bevaret – garneret af confiterede kalvebrisler, rødløg, syltede rødbeder og en morkelsauce lavet på skroget med masser af saft og kraft. Så meget, at den sagtens kunne klare vinmenuens kraftkarl af en 2004-barbaresco (Gallina fra Parroco di Neive), der vidnede om, hvorfor barbaresco og morkler er et godt match!

Det enkle, men velgennemtænkte gik igen i desserterne – både den gammeldags æblekage overhældt af vanillecreme og i de bagte blommer med fåremælksyoghurt – smukt akkompagneret af en sød chenin blanc-dessertvin fra Loire (Bablut), der især ramte tonerne i æblekagen rent. Kaffe og petit fours sluttede denne aften, hvor udsigten over havnen ikke var det eneste, der glimrede.

Maden er i al sin brasserieagtige enkelhed snorlige og uhyre velsmagende. Der ruttes ikke med smagsindtryk og –elementer, og tingene gøres ikke sværere, end de er. Til gengæld er kvaliteten af råvarerne meget høj, og dét, der ender på tallerkenen, står mejslet knivskarpt i smagsbilledet. Samtidig er betjeningen i top – der var ingen palaver, da min barbaresco efter et par minutter i glasset udviklede prop.

Glasset blev udskiftet, det samme gjorde min medspisers glas, der havde en del bundfald, og som kompensation var kaffen gratis. Kalvepateen kom til at svæve lidt i limbo, men retten i sig selv fejlede intet, så det skal ikke lægges de nye folk i søren k’s køkken til last. Jens Søndergaard hedder den ny køkkenchef i øvrigt. Han kommer med en fortid fra bl.a. Kommandanten, Aqvavit i New York og TyvenKokken…; sidstnævnte sted mødte han sommelieren Gustav Vilholm, og det er tydeligt, at det genfundne makkerpar har pustet nyt liv i søren k – og selvom det denne aften var så som så med fedtprocentens faderopgør, så står søren k med fem stjerner godt rustet til sine næste syv (fede) år.