Sandet knaser stadig på bræddegulvet hos Schønnemann på Hauser Plads, et af byens ældste og mest traditionsrige frokoststeder. På overfladen ser alt ud til at være ved det gamle, men realiteterne er, at stedet gennem de senere år har været igennem flere ejerskifte. Den nuværende ejer, Hanne Bro, som sammen med sin mand også har en restaurant i Gilleleje, har således tegnet biksen det sidste års tid.

Kortet er stadig traditionelt, men ikke videre stort, besat med diverse udødelige smørrebrødsklassikere. Da vi til lejligheden havde fået forstærkning af Ølentusiasten og således var tre mand høj, var det ikke noget problem at afspise det meste af udvalget.

Jeg valgte fiskefilet (63 kr.), som ofte er en meget god indikator på en frokostrestaurants formåen, for dels siger selve fisken noget om den generelle råvarestandard, dels viser remouladen, om kokken orker at gøre tingene selv. Oksebryst er et andet af mine favoritnumre, men efter min smag skal det blot være kogt, så da jeg på fik at vide, at der var tale om sprængt bryst, sadlede jeg om til en gang hønsesalat (58 kr.).

En smule salt skræmmer imidlertid ikke en ægte ølentusiast, så han tog sig i stedet af oksebrystet (58 kr.) og en gang kryddersild til at lægge ud med (45 kr.). Førstemedspiseren valgte husets sild (45 kr.) og, ganske som han plejer, en gang tatar som hovednummer (75 kr.).

Hvad angår udvalget af de våde varer, var der ikke noget, som kunne imponere Ølentusiasten: Hof og Carls på fad og Hof, Sort Guld og Elephant på flaske. Hørte man nogen sige eksklusivaftale eller hvad? Vi valgte alle en stor Carls fra fad (46 kr.), jeg dog med ønsket om at starte med et glas postevand: »Kan ikke lade sig gøre,« lød svaret, »vi har kun kildevand.« Til en pris på 16 kroner er det jo også en måde at tjene penge på.

Kedelig øl

Rødspætten viste sig at være af fin kvalitet: Der var to fileter let vendt i mel og stegt på panden i smør - sådan skal det være. Remouladen, der var annonceret på kortet som hjemmelavet, var jeg derimod ikke imponeret af, den smagte rent ud sagt som »remo« fra spand, der var peppet op med lidt revet gulerod. Brødet var udmærket, af acceptabel kvalitet, og så var der selvfølgelig det obligatoriske pligttilbehør bestående af salatblad og tomatfilet.

Medspiserens hussild lå ganske tæt på Ølentusiatens krydder-ditto. Med lidt god vilje kan man sige, at hussilden måske var lidt mere eksotisk i krydringen - jeg tror, jeg smagte kanel, stjerneanis og måske lidt portvin - mens kryddersilden blevet serveret med en cremefraiche-dressing. Men der var bestemt tale om udmærkede sild.

I pausen, der fulgte inden næste ombæring, forekom det oplagt at spørge Ølentusiaten, hvad han syntes om det serverede bryg: »Det er en kedelig øl,« faldt svaret prompte. »På trods af, at farven er mørk, smager den stort set ikke af noget,« sagde entusiasten, som dog trods alt måtte medgive, at han foretrækker Carls fremfor en almindelig Hof.

Købesalat

Så kom anden ombæring, hvilket for mit vedkommende var en regulær skuffelse: Min hønsesalat, som var serveret med et par stykker afbleget skum-toast i supermarkedsklassen, lignende grangiveligt en K-Salat, eller noget tilsvarende, som kunne være kommet ud af en plastikbøtte: Selve dressingen var kridhvid, hønsekødet var små skarpskårne, nøjagtig ens terninger, champignonerne så ud som om, de var skåret på pålægsmaskine, og de små hvide, vandede aspargesstumper smagte nøjagtig, som de gør, når de er hældt ud af et glas. Jeg tvivler på, at nogen kok kan være så god til at ramme smagen af købesalat.

Medspiseren var knapt så uheldig, hans tatarkød var udmærket, men til gengæld var tilbehøret et stykke fra at være i top: Peberroden var tydeligvis af den slags, som kommer fra bøtte og pickles'en har næppe heller været gjort ude i baglokalet.

Samme tilbehør gik igen på ølentusiastens oksebryst, som ganske rigtig var rødt og sprængt, men ikke for salt, viste den lille bid jeg fik, som var ganske mildt smagende.

Herefter var der dårligt plads til ost, så vi bestilte i stedet en omgang kaffe, som her på stedet står i hele 40 kr. per næse, fordi petis fours er inkluderet i prisen. Petis fours er nu så meget sagt, for udvalget på den tallerken, som kom ind, var domineret af Quality Street, Merci og andet chokolade, der kan fås i ethvert discountsupermarked. Selve kaffen var et anonymt bryg af den slags, som plejer at gå under betegnelsen »almindelig dansk«.

En lettere blandet landhandel måtte vi konkludere om måltidet, da vi igen var oppe i lyset på fortorvet: Efter et udmærket anslag, ikke mindst hvad min rødspættefilet angår, var der for meget præfabrikata over feltet resten af måltidet igennem til mere end to og en halv stjerne.