Præciser din søgning i menuen
Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 01/12/10

Fiskekrogen i tegnedrengen

  • BM AOK Krogs Fiskerestaurant Gammel Strand 38 til madanmeldelse. Chefkok Boris Buono anretter dansk hummer med hummer hollandaise. Foto: Søren SallingBM AOK Krogs Fiskerestaurant Gammel Strand 38 til madanmeldelse. Chefkok Boris Buono anretter dansk hummer med hummer hollandaise. Foto: Søren Salling
Krogs Fiskerestaurant er stadigvæk byens bedste til fisk, men de mangler finjustering i smag og pris.

Siden 1910 har Krogs Fiskerestaurant ligget på Gammel Strand, indtil 1958 med udsigt til det daværende fisketorv lige udenfor på kajen.

I dag er hele pladsen ét stort byggekaos, hvor man stirrer lukt ned i gabet på en kommende metrostation, og det er som om noget af sammenstødet mellem fortid og nutid er sluppet indenfor. For Krogs fik for et lille års tid siden nye ejere, der har renoveret lokalet fuldstændig.

Væk er de københavnergrønne vægge med guldaldermalerier og spejlene i forgyldte rammer – i stedet er lokalet lysnet med hvide vægge og Cobra-inspirerede malerier af den farveglade Søren Parmo.

Også menukortet er moderniseret med masser af sjove nynordiske grøntsager og kompositioner, der nok ville have fået gamle fru Jutta Krogs stivede skørter til at blafre en anelse: havtasken serveres med solbær og bakskuld, og der er fuglegræs og ræddiker med kammuslingen.

Man skal passe på med at rykke ved 100 års traditioner. På AOK.dk kan man stadig se ramaskrig fra stamgæster, der i årtier har bestilt hummerbisque og søtunge Walewska, når de var på Krogs, og hvad ligner det at fjerne dem fra kortet?

Vi valgte at se positivt på fornyelsen, der efter sommerferien er lagt i hænderne på køkkencheferne Boris Buono og Jeppe Mikkel Madsen, som tidligere stod bag nu hedengangne Bottega, men som begge har en gourmetfortid fra bl.a. Noma.

Og kunne konstatere, at tjeneren gjorde sit for at pushe de nye tider i form af tastingmenuen til 785 kroner. Da både billigste a la carte-hovedret (havtasken til 385 kr., der endda overgås af søtungen til hele 450 kr!), en forret og en dessert alligevel indgik i syvrettersmenuen, var valget ikke så svært.

Man skal i den grad være gode venner med sin bank for at spise på Krogs, og det gælder også, hvis man vil drikke andet end vand, kunne vi konstatere over først nogle ris- og tangchips og siden en sprød krabbekage serveret med blækdressing.

Billigste vin koster 575 kroner, mens langt størstedelen af priserne på det af Bourgogne-, Champagne- og tysk-dominerede vinkort har fire cifre, og der findes hverken vinmenu eller vine pr. glas.

Det virker noget ude af trit med postfinanskrise-Danmark, men lod ikke til at genere kunderne; denne fredag lød der da også overvejende tyske, svenske, norske og russiske stemmer ved de andre borde.

Første ret var en herligt forfriskende sag med ørred, agurk og peberrod. Men så kom en ret, jeg i bedste fald er uenig i, og i værste fald ikke forstår. To prægtige kammuslinger havde ligget i saltlage natten over, uden dog at tage nævneværdig smag af samme.

Det havde de til gengæld af den rapsolie, de var vendt i før servering, og det i en grad så olien druknede både de tyndthøvlede skiver af forskellige slags ræddiker, fuglegræsset samt ikke mindst en forsvindende lille prik caviar. Uden nok salt eller bitterhed blev det den fade olie, der dominerede oplevelsen, og man sad nærmest og fik ondt af den skæbne, der var overgået de gode kammuslinger.

Det blå element kom helt bogstaveligt på bordet i næste ret. Fire slags muslinger – pocherede østers, hjertemuslinger, blåmuslinger og især en flot og saftig norsk knivmusling – blev serveret i muslingevand farvet blåt med kogevandet fra Søren Wiuffs blå kartofler, toppet af østersskum og spækket med grøn europæisk noritang.

Point for den originale tanke, men uheldigvis var mindst én af muslingerne ikke renset godt nok, så min medspiser sad med sand mellem tænderne!

Så var der bid af den mere velkomne slags i en smørristet jomfruhummer serveret på en sødmefremhævende bagt skive selleri i en luftig hummerhollandaise, toppet af et estragonblad og en sprød havrechip. En glimrende servering, ikke mindst fordi den var i kontrast til menuens mange underspillede smage og for ensartede konsistenser.

I næste ret var vi tilbage i den bløde verden igen med to stykker perfekt langtidsbagt havtaske, garneret med blade af rosenkål og solbær samt en mørk og indkogt sauce, tilsat røget marv. Rosenkålsbladene var »fyldt« med syltede karljohan og en lidt for oliedomineret bakskuld-vinaigrette.

Igen ros for den originale idé, der dog manglede skarphed for at komme helt i mål – jeg savnede både mere bitterhed fra rosenkålen, syre fra solbærrene og i det hele taget salt, ramasjang og noget, der stritter.

Så var der meget mere kant over den sidste »hovedret«, en pragthvid torskeudskæring lige hvor den bliver ekstra fast før nakken, med en kraftfuld bro af marvskiver over til en luftig garniture med kartoffelpuré, løg og rød grønkål. Alle ingredienser gik fint hver for sig, men fremstod samlet som en både intens og nuanceret smagepalet.

En glimrende hyldeblomstchantilly på en crunchy bund af kage og hindbær, serveret i en caviardåse, rensede ganen før en variation af Belle Helene med syltet pære i en varm chokoladesauce, her serveret med pæresorbet, creme anglaise, chokoladeganache og en bund af pulveriseret mørdejssmulder.

Kaffe og petitfours satte punktum for tastingmenuen, der tegner et billede af et meget ambitiøst og kreativt tænkende køkken, der ikke er bange for at gøre op med Krogs hundredårige klassikerrenommé.

Om det er klogt, må tiden vise, men denne aften var for ujævn til at matche de skyhøje ambitioner og havde for mange uskarpheder til at køre de prisværdigt nytænkte kompositioner og gode råvarer sikkert i hus.

Krogs er dog ubetinget stadig byens førende fiskerestaurant, og når vi runder de fire en halv stjerne ned til fire frem for op til fem, så skyldes det ikke mindst det eksorbitante prisniveau – i dét leje koster selv små fejltagelser dyrt.

Hvad: Krogs Fiskerestaurant
Hvor: Gammel Strand 38, 1202 Kbh. K, tlf. 33 15 89 15
Hvor meget: Billigste hovedret 385 kr., vin fra 575 kr., syvrettersmenu 785 kr.

Det spiste vi:
Ørred – karse - agurk – peberrod
Kammusling – ræddike – caviar – fuglegræs
Østers – hjertemusling – havvand - salturt
Jomfruhummer – selleri – estragon – havre 
Havtaske – rosenkål – bakskuld – solbær 
Torsk – marv – kartoffel – løg
Pære – chokolade – vanilje – fløde
Samlet pris for to ekskl. drikkevarer: 1.570 kr.
Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en kommentar

Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren.
Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes.

Kommentarer

Lækker og frisk middag

var på Kroghs på første gang sidste lørdag og fik en lækker, frisk og varieret middag . Fokus er først og fremmest på velsmagende mad, men også med et lille twist uden at det nødvendigvis skal være avantgarde.
Personligt er det den bedste fiskerestaurant jeg har spist på, kan varmt anbefales

 

Det er vist ikke skarpt nok

Det er vist ikke skarpt nok til en michelinstjerne, Morten.

 

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media