Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 16/10/07

Fadserveringen rider igen

Holdet bag Cofoco har åbnet endnu en glimrende restaurant med nærmest latterligt lave priser, denne gang på Værnedamsvej

Den gode gamle fadservering synes at være på vej tilbage. Om der ligefrem er tale om en ny bølge, er endnu ikke til at sige, men der kan i hvert fald iagttages en vis tendens til, at man på flere restauranter i dag har helt eller delvist indført fadservering. På nyåbnede Les Trois Cochons er konceptet ført helt igennem - den aften, vi var forbi, var der simpelthen ingen almindelige tallerkenserveringer. Og helt tosset er idéen bestemt heller ikke, for det er hyggeligt at sidde sammen og grave i maden, og så letter det formentlig også arbejdet i køkkenet. Adressen er den, som i de gode gamle dage, hvor der stadig var rigtige slagtere til, blev beboet af Slagter Juhl. Senere kom Bojesen til, og efter et kort mellemspil med sushi-tapas-baren Pause er det nu holdet bag den ekstremt populære restaurant Cofoco i Abel Catrinesgade, som har taget over. Hvorfor restauranten hedder Les Trois Cochons - de tre små grisebasser - melder historien ikke noget om.

Juhls gamle butik var under de tidligere ejere et noget køligt spiselokale, men det har Cofoco-holdet rådet fint bod på med lysekrone, vitrineskabe og træpaneler i lofterne, som spreder hygge. Som det er tilfældet med Cofoco, er Les Trois Cochons ret konceptorienteret, eneste mulighed er at spise tre retter, som så til gengæld kun koster 200 kr. per næse. Forret og dessert ligger fast - det er kokkens selektion - mens der kan vælges mellem tre forskellige hovedretter, alle med samme tilbehør, som skal vælges af minimum to personer.VI FIK ET GLIMT af den svaghed, som kan ligger gemt i det ret stramme, for min ledsager er ikke glad for uld-i-mund og spiser således ikke lam, hvorefter vores fælles valgmuligheder var indskrænket til perlehøne og laks. Vi endte med førstnævnte.

Og så gik det ellers i gang: Det udmærkede brød kom ind i stofpose, som på ganske fræk vis blev fastspændt på det i øvrigt ikke forfærdelig store bord. Forretten - eller rettere forretterne, som restauranten kalder en selektion af hors d'oeuvres - kom ind i tre sylteglas med patentlåg (som dog ikke var lukket).

Vi delte først glasset med grønne asparges og rygeostecreme. Det smagte glimrende, aspargesene var fint sprøde og rygeosten fungerede godt til, hvilket bestemt også gjaldt den glimrende riesling 02 fra den biodynamiske Alsace-producent Josmeyer (50,- glas), som vi havde valgt fra det lille, men prisfornuftige kort, hvor alle flaskerne koster 100, 200 eller 300 kr.

Næste glas indeholdt en kombination af stegte kammuslinger og blomkål - sidstnævnte optrådte i tre tilstande: I små sprøde flager, som skum og som mos - igen en god kombination.

I sidste sylteglas befandt en klump mousse af kyllingelever, garneret med et par sprøde croutoner, friske figner og spæde spinatblade, igen udmærkede sager. SÅ KOM HOVEDRETTEN ind på bordet: I en gryde lå der, hvad engang må have været en hel perlehøne, nu parteret i lår, bryst og vinger med store, sødmefulde, braiserede jordskokker. I bunden af gryden lå stegeskyen karakterfuldt krydret med estragon. Tilbehøret blev serveret på fade ved siden af: Dampede, men stadig meget sprøde, grønne bønner med citrondressing og rå skalotteløg samt en god kartoffelmos. Det var virkelig velsmagende og gedigen mad serveret så generøst, at vi havde svært ved at spise op.

På bordet fik vi en flaske châteauneuf-du-pape, Mont-Redon, fra den uovertrufne årgang 2001. Til en pris af 300 kr. spiller den glansnummeret på vinkortet - et fund for pengene. En kødfuld vin med stor tyngde, som måske nok var lidt voldsom til det bette kræ, vi havde på tallerken. Faktisk var det lige før, at man kunne høre châteaunef'en stå og skrige på lam - men sådan skulle det altså ikke være. DESSERTEN GAV SIG selv. Det var igen kokkens selektion, og den viste sig at være god: Serveringen bestod af tre slags rabarber, endnu et patentglas med glimrende rabarbersorbet, en slags trifli med makroner og flødeskum og endelig en tærteagtig sag med mascarponecreme. Tjeneren tøvede lidt med at servere den sauternesagtige 2002 Jurançon Lou Manengou fra Domaine Larroudé 2002 (50,-), som vi havde kik på, fordi rabarberdesserter altid uover over at være meget syrlige er ekstremt søde. Men det viste at fungere glimrende, ikke mindst fordi det var en rigtig god vin.

Kaffen sprang vi over, for der er rygeforbud på Les Trois Cochons, så vi foretrak at indtage både tobak og kaffe andetsteds under civiliserede former. Det ændrer dog ikke på, at vi havde haft en rigtig god aften med god timing, glimrende betjening og lige præcis den form for mad, som man gerne vil have serveret, når humør og bankkonto ikke lige er til Michelin-stjerner. Kvaliteten - og det gælder også vinen - lå flere niveauer over, hvad de nærmest latterligt lave priser kunne indikere, så der er ingen grund til, at Les Trois Cochons ikke skulle blive en succes på linje med søsterrestauranten Cofoco i Abel Catrinesgade. Fire store stjerner herfra.

Det spiste vi

Tre retter til 200 kr.:

Selection d`hors-d'oeuvres

Perlehøne med jordskokker

Assiette gourmandise du chef

Javascript is required to view this map.
Kort

AOK Tjenester