Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 12/08/09

Et tilbud du ikke kan afslå

  • Foto: Erik Refner Foto: Erik Refner
Tony Soprano møder Lady & Vagabonden hos newyorker-italienske Tony´s i Havnegade.

Nu om stunder er det lidt svært at sige Tony uden Soprano. Associationen til fedladne herrer med newyorkeritaliensk accent og rødder i »renovationsbranchen« bekommer garanteret ejerne af den nyåbnede restaurant Tony’s vel; restaurantens logo er i hvert fald forsynet med en sortklædt herre med borsalinohat, bredt gangsterslips og en ildevarslende moustache.

Tony’s specialiserer sig i italiensk mad i amerikansk forklædning. Først og fremmest symboliseret i den amerikanske bastardrespaghetti with meatballs, som ingen ægte italiensk restaurant syd for Alperne vil anerkende som autentisk italiensk.

Lokalerne rummede i fordums tid den engang ganske gode mexicaner Il Gusto. Nu er her designerlækkert indrettet i hvidt med loungelamper, et lysende elghoved og hvide Eames-armstole. Lidt af en kontrast til menukortet, der er trykt på spiseunderlagets grå karduspapir. Menuens udvalg er også ganske begrænset: tre forretter, fire hovedretter og to desserter. Ud fra det minimale udvalg stykker man enten en treretters eller en fireretters menu sammen. Til gengæld er priserne absolut fornuftige.

Udgifterne holdes endvidere nede ved en afslappet betjening, der lægger mere vægt på godt humør end faglig viden. På kortet gør Tony’s bagmænd, der er identiske med folkene bag de beslægtede Madklubben og Den Anden, det ligefrem til deres adelsmærke: »Her skænker du selv og læser dig til elementerne på tallerkenen... vi fortæller ikke lange historier om maden og kender ikke til de intime detaljer omkring vinenes tilblivelse«.

Allerede ved forretterne havde vi dog glemt vores discountforbehold. Min risotto primavera med ærter, forårsløg og artiskokker var mere end hæderlig og havde både bid og karakter, og de to tilkøbte kammuslinger (50 kr.) var perfekt stegte. Min medspiser var endnu mere heldig med sin tun- og bønneret – en særdeles vellykket opdatering af den klassiske fagioli e tonno. Her var puréen af smørbønner anbragt under skiver af lynstegt tun af en rigtig god kvalitet, og retten var udover friske grønne hestebønner lige vendt i smør garneret med basilikum- og mynteblade – samt den lille prik over i’et: små stykker limefrugtkød! Sidstnævnte detalje har jeg ikke prøvet før, men det var en lille genistreg og de syrlige limestykker spillede maksimalt med mynten, tunen og den fede bønnemos.

Tony’s vinkort er primært stykket sammen af italienske og amerikanske vine. Til forretten havde vi dog valgt tysk-amerikansk; moselmanden Dr. Loosens Eroica-riesling lavet i samarbejde med delstaten Washingtons største producent, Chateau Ste. Michelle. Den petroleumsduftende hvidvin stod perfekt til både kammusling og tun/lime og til 350 kr. er den fornuftigt prissat – jeg har set den i detailhandelen til 195 kr. Vi valgte dog at nyde den i glas til 85 kr., så var der lige råd til en barolo (Paolo Scavinos ’standard’-barolo 2001 til 650 kr. i en sjældent ukoncentreret stil) til kødretterne.

Ved at lægge yderligere 100 kr. oveni vores trerettersmenupris på 200 kr. fik jeg T-bone steak – stegt lidt for længe til min smag. Garnituren var til gengæld lige så god som den var enkel: majs og kantareller blandet op med skalotteløg, og dertil kartoffelmos– endnu en amerikanisme. Min medspiser valgte Tony’s spaghetti & meatballs, og havde det været på restauranten af samme navn i Disneytegnefilmen Lady & Vagabonden, så tror jeg filmen var endt i et gevaldigt hundeslagsmål! Saftige og super velsmagende, med nogle ordentlige skud grøn salvie i den fyldige fars, og i heftigt samspil med en godt krydret tomatsauce toppet af en veritabel parmesan-mos – så enkelt kan det gøres! At de flade båndspaghetti så ikke var helt al dente, lever vi med.

En sideorder af caprese-salat til 50 kr. skuffede til gengæld. Kardinalpunktet i denne klassiker – tomaterne – så med sine to farver, rød og orange, flotte ud, men smagte af alt for lidt, og bøffelmozzarellaen var langt fra så cremet og elastisk, som man måtte forvente.

Det spiste vi:

  • Lyngrillet tun m. bønner
  • Risotto m. stegt kammusling
  • T-bone m. kantareller og majs
  • Tony’s spaghetti & meatballs
  • Caprese salat
  • Panna cotta m. blåbær
  • En slags tiramisu
  • Samlet pris for to ekskl. drikkevarer: 650 kroner


Hvad:
Tony’s
Hvor: Havnegade 47, Kbh. K, tlf. 33 13 33 07
Hvor meget: Vin fra 200 kr., tre retter 200 kr. og fire retter 250 kr.

Læs de bedste og værste restaurantanmeldelser fra 2008  

Javascript is required to view this map.
Kort

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester