Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 16/10/07

Et kilo kobekød senere

Alt ligner sig selv på A Hereford Beefstouw, bortset fra at de mange bøffer har fået selskab af kødets konge, wagyu.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Et besøg på A Hereford Beefstouw er som at træde 35 år tilbage i tiden. Her er gedigne Børge Mogensen-stole i massivt egetræ, præcis som i det gamle barndomshjem, og så er der bøffer og salat på menuen, bordeaux i glasset og fri rygning. Stort set alt er, som det var dengang, hvor 1960erne blev til 70erne - måske lige bortset fra det nye, heftigt annoncerede Kobe-kød, som havde givet anledning til besøget.

Det er i øvrigt mere korrekt, som man også gør det på A Hereford, at tale om wagyu, som racen hedder, for hvis bøffen skal kaldes kobe, skal den selvfølgelig stamme fra området af samme navn i Japan. Det wagyu-kød, man serverer på Hereford Beefstouw er derimod opdrættet i Australien, hvor man har importeret den særlige japanske race, der giver ekstremt fedtmarmoreret kød. Selv om man Down Under ikke går så vidt som i Japan, hvor man fodrer kvæget med øl og spiller musik for dyrene, mens de bliver masseret i sake, så er kvaliteten af australsk wagyu generelt glimrende.

Der er to Hereford Beefstouw-filialer I København, en som ligger godt gemt I Åbenrå, der løber parallelt med Gothersgade, og en anden som til gengæld er ekstremt eksponeret på Vesterbrogade ved Tivoli, Hovedbanegården og Rådhuspladsen. Vi havde bestilt bord sidstnævnte sted, hvilket jeg allerede fortrød, da vi var nødt til at stå i kø for at komme til. 800 kuverter køres igennem systemet sådan en dag, forklarede vores tjener. Da vi ankom denne fredag var stedet proppet til bristepunktet med et smerteligt lydniveau til følge. Heldigvis var vi kommet sent, så det tyndede hurtigt ud i rækkerne og vi fik ro.

Da vi på forhånd var helt på det rene med, at Hereford ikke er nogen moderne molekylær gastronomisk restaurant, var det ikke nogen overraskelse at få menukortet i hænderne, domineret som det er af bøffer i alle størrelser og arter. Efter bedste amerikanske steakhouse-tradition er alle bøffer - inklusive laks, tun, hummer og lam - angivet ved vægt, således at man kan være helt sikker på at få dækket sit proteinbehov.

Kortet er i øvrigt i den grad præget af det amerikanerne kalder comfort food, »tryg mad«. Forretter som vinbjergsnegle, gravad eller røget laks, oksekødsuppe, østers osv. Desserterne tæller blandt andet mandelrand, chokoladekage og vanilleis.

Jeg sprang på en gang hummersalat (118 kroner) en stille og rolig servering af gode stykker af kogt kold hummer med diverse typer af salatblade, dild, ristede pinjekerner og en hvid formentlig surmælksbaseret dressing. Ikke den store kunst, men det smagte faktisk helt godt, for hummeren var saftig, salaten frisk og korrekt, dressingen i orden og så havde retten ikke mindst klædeligt selskab af en et glas god hvid veludviklet bourgogne, en Pernand-Vergelesses fra Domaine Rapet i den rigtig flotte årgang 2002 (198 kroner for en ½ flaske) - ikke just hverdagskost at få den slags på halvflaske.

Min gæst var også glad, han fik løjromrogn serveret helt efter bogen med velsmagende sprøde blinis, friskhakket skalotteløg og cremefraiche. Igen ikke ligefrem kunst, bare almindelig velsmag uden svinkeærinder.

I disse tider, hvor betjeningen mange steder bortset fra de allerdyreste lider under manglen på kvalificeret arbejdskraft, skal betjeningen på Hereford have ros. Vores tjener var ikke en lille sød svensk studine, men en rigtig voksen mand, som hurtigt tog bestik af mit kræsne forhold til vintemperaturer og således holdt flaskerne veltempererede aftenen igennem. Bordeauxvinen, som vi fik til bøffen - Segla, andenvin til Château Rausan-Segla 2.cru fra Margaux fra det gode år 2000 (432 kroner) - foreslog han selv på fornuftig vis dekanteret i god tid.

Hvad angår »kobe«-kødet, så var der kun én mulighed, nemlig at dele en 500 gramsbøf til markante 1.285 kroner. Tjeneren viste os bøffen af udskæringen ribeye, som også kaldes entrecote, før den blev grillet, og gjorde opmærksom på, at man her på stedet altid steger wagyu-kødet medium på grund af fedtmarmoreringen - ellers trænger fedtet ikke ud i kødet, lød argumentet. Jeg og min gæst så let undrende på hinanden, for jeg har fået wagyu flere gange før i Sydney og han i Japan, og vi har altid fået det næsten råt bare svitset på ydersiden, som man gør det med tun. Men vi valgte at stole på køkkenet.

Serveringen af bøffen foregik på næsten rituel vis. Tjeneren kom med stort stativ som han monterede på bordet. På stativet var der holdere til vores tallerken og et skærebræt, hvorpå han trancherede den store bøf, hvorefter han fordelte skiverne på tallerknerne. For lidt havde bøffen i hvert fald ikke fået, for ude i siderne var den faktisk gennemstegt - det havde dog ikke nogen ødelæggende virkning på kødet, for selv det helt gennemstegte smagte fantastisk og var både mørt og saftigt, men alligevel var de få rigtigt røde skiver fra midten af bøffen klart bedst. Det meddelte vi vores tjener, da han lidt efter kom og spurgte, hvad vi syntes om bøffen. Da han godt selv kunne se, at den havde fået rigeligt, tilbød han os en ny bøf - et tilbud, som vi, selv om vi stort havde spist hele bøffen, ikke så nogen grund til at afslå.

Og sådan skete det altså, at vi kom til at spise ét kilo kobekød påén aften: Bøf nummer to var perfekt stegt, formentlig den bedste jeg har fået i mit liv - selv om der efterhånden er gledet en del Chianina-steaks og côte de boeufs gjort på blandt andet charolais ned på den konto. Som kobekødet præsenterede sig her er placeringen i gastronomiens verdens top 5 sammen med den trøfler, kaviar og sortfodsskinke helt fortjent. Vi blev faktisk så høje af bøffens berusende smag af velhængt fedt, at vi dårligt nok ænsede det ellers udmærkede tilbehør bestående af en meget frisk japansk tangsalt og en lille saute af forskellige svampe med lidt løg og tomat. Pomfritterne, som vi havde bestilt som side order, var der heller ikke meget plads til.

For den sags skyld var der slet ikke appetit til dessert, men vi var jo på arbejde og heldigvis var serveringerne ikke store. Jeg fik en såkaldt mandelrand, som viste sig at være en lille chokoladebetrukket mandelkage bagt som en ring, hvori man havde placeret en kugle vanilleis, mens en hindbærcoulis med mønstre dækkede hele bunden af tallerken som et spejl. Det lignende absolut en 1980er-anretning, men det smagte helt fint.

Min ledsagers dessert var hentet fra samme univers, en skarpt skåret trekant af en velsmagende to-lagskage med henholdsvis chokolade og moccacreme garneret med en kugle hindbærsorbet. Ligeledes helt i orden.

Vi rundende besøget af med en kop god Kenyakaffe (43 kroner) og et glas armagnac - Hereford fører hele 36 forskellige årgange af huset Baron de Sigognac helt tilbage til 1937, vi holdt os beskedent til årgang 64 (95 kroner).

Hvad angår evaluering og udmålingen af stjerner, så er Hereford ikke nem at sætte i bås. For på den ene side, så er der altså tale om en kæderestaurant med et spisekort, som ikke ligefrem er præget af nytænkning og et folkeligt klientel, som til tider får stedet til at ligne en banegård. På den anden side mærker man en oprigtig ambition om at formidle kvalitet, hvad angår såvel betjening, som vin, råvarer og interiør. Man (ejeren Damgaard) har sågar et forhold til kunst - sidst jeg var forbi bemærkede jeg med glæde malerier af den forhenværende unge og vilde Peter Carlsen på væggene.

Under alle omstændigheder må den gode kobe-rus og de gedigne for- og efterretter være sine fire stjerner værd.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse

Javascript is required to view this map.
Kort