Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 27/08/08

En magisk aften under broen

  • knipps kaj fiskerestaurant under knippelsbro under copenhagen cooking Foto: Else Bjørnknipps kaj fiskerestaurant under knippelsbro under copenhagen cooking Foto: Else Bjørn
AOKs restaurantredaktør Else Bjørn spiste tirsdag aften på madfestivalens midlertidlige, udendørs fiskerestaurant Knipps Kaj under Knippelsbro, og ønsker for alle, at de når at opleve maden og den magiske stemning under broen og blive nyforelsket i København igen.



Aftenen var lun og stille, som kun aftener i august er det, og over byens spir og tårne var skyer så maleriske på himlens lyse blå, at selv Eckersberg ville have været stolt. Forbi Nordeas tomme hovedsæde i stål og glas cyklede jeg og drejede om hjørnet ned på havnefronten til et syn af et langbord under Knippelsbro, hvor mennesker med glade ansigter sad tæt med vin i glasset og spiste i det sparsomme lys fra flagermuslygter, der lugtede af spejderlejr.



Foran gæsterne havde to kokke travlt med at brase og stege fisk i det udendørs, interimistiske køkken. Den ene var René Warn, der før var på michelinrestauranten Kommandanten, før den lukkede, og på restauranten i herskabslejligheden i Herluf Trolles Gade 1. th. En moden kvinde med et stærkt ansigt kom gående helt i sort. Jeg havde aldrig set hende før, men genkendte straks Fiskekonen - Ann-Marie Fallenius-Braun, der er primusmotor bag ideen at servere skønne, danske fisk for folket under broen, og som har haft en fiskerestaurant ved Odder.



Helt oppe på den yderste kant til havneløbet, mageligt tilbagelænet, rygende på en cigar og med et glas vin mellem tre fingre sad en mand i knælange, hvide shorts. Han havde lige solgt en flaske Charles Heidsieck champagne fra 1949 til en amerikaner. Han talte med en anden vinhandler, Søren fra Rosforth & Rosforth, som også har lagerlokaler og kontor under broen. Vinduet til Rosforths kontor stod åbent, så restaurantens gæster kunne stikke en hånd ind med deres dankort, når de skulle betale.



Et glas crémant fra Château de Passavant i Loire duftede af gærede æbler, og komplimenterede udsigten til den Sorte Diamant gennem havnløbet mod syd. Min amerikanske/italienske veninde, som har været kok på Fiasco, fik også et glas, da hun nåede frem, og vi blev vist hen til to ledige pladser midt på langbordet, der var lavet af sammentømrede europapaller med en sortmalet plade ovenpå, hvorpå der med kridt ud for to tomme stole var skrevet mit navn.

Forretterne bestod af tre mindre serveringer, som ankom på én gang.

  • En skål med skønne, friske hestebønner (savnede lidt salt) og blåmuslinger
  • En delikat ret af rusikke brødcroutoner og de allersidste saftspændte, knæksprøde asparges med krabbekød og hjemmerørt mayonaisebaseret dressing - uhmmmm....
  • Fanøsk bakskuld, som er torskefisk (typisk ising), der er saltet, vindtørret og måske røget. Her var den serveret rørt med måske mayonaise eller fløde og formet til et æg ovenpå på et halvt stykke rugbrød - som ville have været endnu bedre, hvis brødet også have været ristet

 



Vi fik fik først serveret et glas chardonnay 05 fra den gode og modige øko-producent André et Mireille Tissot i Arbois i området Jura tæt på den schweitziske grænse. Den havde fået masser af træ, men da den fik lov til at trække vejret i glasset, viste den sig fra sin mere charmerende side. Den blev efterfulgt af endnu et glas hvidvin: en indsmigrende chenin blanc fra Vouvray i Loire fra Francois Chicaine, der næsten virkede en kende letbenet, for ikke at sige næsten lårsvingede efter den tungere chardonnay fra Arbois.



Aftenens hovedret var en perfekt skindstegt multe med smagfulde, små knoldselleri og urten gåsefod. Den smagte så havfruerne sang under broen. Ved nærmere eftertanke kunne man måske med fordel have byttet om på rækkefølgen af vinene, for den stegte fisk ville have elsket den næste bourgundiske chardonnay med masser af fad.

En lampe, som skinnede på vandet, der strømmede under broen, gav et drømmeagtigt, flimrende genskin på under broens hvælving, og lang borte, under gæsterne lystige snak, kunne vi høre en motorcykel gasse op på broen og en summen af trafikken på vej til Christianshavn og Amager eller ind mod byens hjerte. 



Middagen sluttede med høflig selvforsyning af kaffe og kage. Kagen ville have været enhver husmoders stolthed, men var måske lige det mest rustikke og drømmekage-fra-Brovst-uden-Brovst-agtige, hvis man som jeg hører til dem, der altid glæder sig allermest til desserten, og forventer lidt ekstra end jeg selv kan bage derhjemme.

Iført sweater var luften var stadig lun nok til kaffe på bænk under åben himmel med udsigt til et stykke med aftensky og silhuetten af Den Sorte Diamant. Sådan en aften er det nemt at blive forelsket i København - igen.

Jeg vil ønske for alle, at de når at opleve dette mundsvandsdrivende, kreative indslag i årets madfestival, selvom Knipps Kaj stort set har udsolgt indtil lørdag, der er sidste aften i denne ombæring.

Læs mere om fiskerestauranten Knipps Kaj

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media