Sommeren er ved at være fortid, men det behøver ikke at være en hindring for at spise med havudsigt. Faktisk bliver udsigten på den italienske restaurant Little Venice kun bedre, hvis man i stedet for at nyde sin mad på den udendørs terrasse rykker indenfor. Little Venice er nemlig bygget på piller ud i vandet for enden af Kalkbrænderiløbet, og når man fra sin plads ved bordet kigger ud gennem de store panoramavinduer, får man grangiveligt fornemmelsen af, at indkommende både er på vej direkte ind i restauranten.

Vi er i den nordlige del af Københavns Havn, på modsatte side af det mastodontiske Svanemølleværk og lige ved siden af sidste uges seksstjernede topscorer, restaurant Paustian. Ikke at Little Venices madstil, indretning eller pris- og ambitionsniveau på nogen måde kan sammenlignes med Paustians. Den firkantede betonbygning fra 1999, der også rummer en sejlklub, og som tidligere husede den dansk-franske restaurant La-Kajen, er ganske vist holdt i samme modernistiske stil udadtil. Men indvendig støder arkitektens stramme, rå, hvide betonvægge og firkantede Murano-væglamper frontalt sammen med den nye beboers italienske rokoko-romantik. Karnevalsmasker er med løs hånd strøet rundt i lokalet, i loftet lyser en kæmpe venetiansk lysekrone og på væggen hænger malerier med motiver, der nok havde hørt bedre hjemme i en helt anden tidsalder.

Nu behøver sans for indretning ikke nødvendigvis at hænge sammen med evnen til at lave velsmagende mad, hvad adskillige københavnske restauranter vidner om. Men det visuelle, hvad enten det er maden eller de omgivelser, den indtages i, betyder en del for oplevelsen. Og Little Venices besynderlige designsammenstød havde helt klart fået fruen og jeg til at sætte næsen op efter en mere moderne tilgang til det venetianske køkken end den traditionelle, vi blev præsenteret for. Det havde vi nu sagtens kunnet leve med, hvis det så bare havde været i den velsmagende og kvalitetsbetonede ende af genren.

En kold fornøjelse

At det ikke skulle være sådan, stod klart fra forretterne. Mine tre pandestegte bruschettaer med forskelligt »pålæg« var ganske enkelt druknet i olie. Oliventapenaden på den ene var lun, udgaven med tomat, hvidløg og frisk basilikum smagte nogenlunde, men den tredjes blækhatte (der mistænkeligt lignede champignon) var køleskabskolde.

Fruens carpaccio ankom til gengæld til bordet i så tænderskærende kold tilstand, at det var umuligt at smage hverken kød, parmesanflager eller rucolasalat. Selv tallerkenen var så kold, at man kunne have fået frostbid af den, og den smagsdræbende kulde gjorde det i hvert fald umuligt at afgøre, om den lovede trøffelolie overhovedet var til stede.

Næste runde var ikke bedre for fruens vedkommende. I en caprese-salat er det altafgørende, om tomaterne er modne og har smag. Det havde disse ikke, og så er det sådan set ligegyldigt, om mozzarellaen og basilikummen er god, for uden tomatens syre og smag er mozzarella en fad ting at putte i munden.

Min risotto ai gamberoni (efter anmodning om en lille portion, som venligt blev takseret til halv pris) var til gengæld god. Risotto er en norditaliensk klassiker, og her var den med skaldyr, som de foretrækker det i Venedig. Ganske vist kun i form af tre tigerrejer, men de var til gengæld dejligt saftige, og risottoen, som med sit fyld af tomat, løg og pinjekerner fremstod mindre cremet og fugtig end i sin milanesiske udgave, var velsmagende.

Fra det lille og udelukkende italienske vinkort var jeg blevet udstyret med en chianti classico 2000 fra en mig ubekendt producent (298 kr.). Den var i den moderne ende af skalaen og uden sangiovesens traditionelle letbitre bid, men netop derfor stod den fint til især de første retter.

Pasta som man selv kan lave den

Som på en ægte norditaliensk restaurant fylder pastaretterne ikke meget (ligesom pizza er helt forbudt). To af slagsen var der, og fruen valgte husets - pasta della casa. Den viste sig at bestå af penne med en sauce af forårsløg, cherrytomater og basilikum samt enkelte grønne asparges og lidt tern af det salte pancetta-flæsk. Serveret rygende varm havde den faktisk god smag, selv om penne-pastarørene lugtede langt væk af at være købt som halvfabrikata og kunne lige så godt have været lavet derhjemme en helt almindelig panikagtig hverdagsaften og det til - hvad der ikke er helt uvæsentligt - en noget anden pris end de 125 kr., vi her måtte bløde med.

Vi klarede pastaretten fint, men måtte til gengæld give fortabt overfor min hovedret. En tagliata di filetto - oksemørbradskiver i balsamicosauce med rucolasalat og parmesanflager. Sådan var den i hvert fald beskrevet på menukortet. Parmesanflager og rucolasalat så jeg intet til, og oksemørbraden kunne næppe kaldes tyndskåret. Udover den sædvanlige slatne zucchini-skive med takker i kanten, som fulgte hver eneste servering aftenen igennem, bestod garnituren af sauterede gule peberfrugter, broccoli og zucchini - den var ganske enkelt uinteressant.

En kedelig oplevelse

På dette tidspunkt skulle der mirakler til at løfte karakteren. De kom desværre ikke i form af fruens italienske frugtsalat med bidder af ananas, pære, fersken, honningmelon og blodgrape, der muligvis - som frugtsalat ofte er i Italien - var marineret i en blanding af hvidvin, sukker og citron. Retten var desværre så kold og frugten så umoden og sur, at det var umuligt at smage.

Min venetianske citronsorbet smagte ganske vist af den lovede vodka, men havde til gengæld en så flydende konsistens, at den mest af alt lignede en servering fra baren. Den lovede champagne fandt mine smagsløg aldrig frem til, medmindre den da var kvalt i vanille i den panna cotta, som blev serveret on the side.

Betjeningen var der aftenen igennem ikke noget at udsætte på. Indretningen kan man lide eller lade være, men én ting er det svært at komme uden om, og det er maden. Jeg har spist kedeligere italiensk mad i København, men det var på rene turistfælder. Det vil jeg ikke kalde Little Venice (alene placeringen gør den nok også ret svær for turisterne at finde frem til), men maden var denne aften af en meget svingende kvalitet og behæftet med alvorlige grundfejl. For ikke at nævne at den langt hen ad vejen fremstod direkte kedelig og uden den store smag.

Det er utroligt ærgerligt, når nu København endelig har fået et spisested dedikeret til køkkenet fra den synkende pæleby med de 150 kanaler. Især fordi det samtidig er lagt så uambitiøst an. Når nu man har valgt at præsentere den traditionelle stil, hvorfor er det så tigerrejer og ikke blæksprutter, der er i risottoen? Hvor er alle de mange glimrende fiskeretter, som »den store dame« ved Adriaterhavet er så kendt for? Hvor er pasta e fagioli, de marinerede sardiner, polentaen og de fine saucer? La Serenissima har fortjent bedre.