Præciser din søgning i menuen
Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 16/10/07

En billig tur til Rom

Med den rette sans for at manøvrere i menuen, lader det sig gøre at spise hæderligt til prisen på Romana i Borgergade.

De gamle Pasolini og Fellini plakater fra italiensk films guldalder hænger stadig på væggene i den italienske restaurant i Borgergade 17, som før hed SPQR. Det er dårligt til at se, at stedet er overtaget af folkene bag Rimini på Amager, men ordet trattoria foran det nye navn Romana indikerer dog, at man er gået ned i markedet i forhold til tidligere. Hvor SPQR havde gastronomiske ambitioner, som afspejlede sig i prisniveauet, kører Romanas køkken en mere standardpræget stil, hvilket har resulteret i nogle yderst konkurrencedygtige priser. Ikke mindst børneretterne til 25 kr. må karakteriseres som slagskraftige tilbud.

Det var netop dette signal om, at børn er velkomne, som lokkede os til denne lidt søvnige søndag aften, hvor mange af byens spisesteder ellers har lukket. Spisekortet viste sig at være ganske forudsigeligt med standardnumre som carpaccio, calamari, spaghetti bolognese og saltimbocca. Men prisniveauet var som sagt attraktivt, selv om jeg ikke lige var i stødet til avocado med rejer, filetto og chokolademousse, er det svært at komme i tanke om mange andre italienske restauranter i byen, hvor man finder en treretters menu til bare 156 kr.

Vinkortet er yderst begrænset og af den slags, hvor vinene udelukkende er opført ved type, mens producent og årgang er udeladt. Det lover sjældent godt, og da tjeneren sporede min skepsis, viste han mig et par alternative flasker, han havde stående - måske fra den tidligere ejer. Udmærkede sager, f.eks. en top chianti classico riserva fra Brolio i den rigtigt gode årgang 1999 til lige over 400 kr. Fristende, men lige lovlig ødselt for en enkelt mand en søvnig søndag, så jeg slog mig for en sjælden gangs skyld og ikke uden en vis bæven på husets vin. Et glas hvid til 35 kr. viste sig at smage forbavsende acceptabelt, så jeg fortsatte med en halv flaske af husets røde, en 2001 montepulciano d'abruzzo fra et handelsmærke som er undsluppet mig (68 kr.) En mørk og saftig, tilfredsstillende sag uden skavanker.

Gode portioner

hvad maden angår, lagde jeg ud med en bruschetta, et stykke brød med små stykker tomat, olivenolie og basilikum. Tomaten smagte godt, og selv om Romanas brød nok snarere må karakteriseres som acceptabelt frem for fremragende, var der tale om et udmærket anslag - ikke mindst set i lyset af prisen på 19 kr.

Så kom vores egentlige forretter. Børnene delte en gang calamari romana, dybstegte blæksprutteringe (99 kr.), og tjenerne var så venlige at dele portionen i to anretninger. Paneringen, som omsluttede de hvide ringe, var formentlig hjemmelavet, men ganske tyk og havde suget en betragtelig mængde olie til sig. Garnituren var heller ikke det helt store, den bestod af snittet icebergsalat og thousand island dressing.

Jeg fik en gang spaghetti marinara (71 kr.). Det viste sig dog ikke at være spagetti, men fetuccini - ikke at det gjorde noget i øvrigt. Portionen var meget rigelig og kunne såmænd godt have gjort det ud for hovedret, havde man ikke været ude for at testspise. Saucen var tomatbaseret og fyld var der masser af: Blæksprutteringe, små rejer, kinarejer og blåmuslinger. Skaldyrene havde ikke voldsom meget smag, jeg tillader mig at forestille mig, at der har været tale om frostvarer, hvilket nok også er det mest realistiske i dette prisleje. Men spisbart, det var det.

Saltimbocca og tiramisu

Anden ombæring bød for mit vedkommende på den klassiske romerske ret saltimbocca, hvor et stykke tyndskåret kalvekød belægges med parmaskinke og salvie (109 kr.) Såvel kød som skinke var af rimelig kvalitet, ikke mindst prisen taget i betragtning, så jeg kunne godt leve med, at tilbehøret ikke var det mest skarpe. Den rigelige sauce var ganske tyk i konsistensen, kartoflerne kunne godt have brugt lidt mere tid i ovnen, mens de oliestegte auberginer var OK.

Ungerne fik hver en børneportion spaghetti bolognese (25 kr.), som slet ikke var så lille endda. Selv om de bestemt (og med rette) mente at have smagte bedre kødsauce såvel derhjemme som i Italien, så var der tale om en hæderlig ragù, som gled ned uden indsigelser.

Dessert var der selvfølgelig ingen vej udenom. To gange børneis á 25 kr. var nogenlunde, som man kunne forvente det. Tre kugler købeis i forskellige farver med en klat flødeskum. Jeg valgte en gang tiramisukage (53 kr.), som formentlig var hjemmelavet, den var i hvert fald ganske rustik i sin fremtoning med en grov genoise(lagkage)-bund i stedet for de savoiardi-kiks, man ofte bruger. Sjovt nok savnede kagen sødme, det er ellers sjældent problemet, en situation som dog kunne afhjælpes med de striber af chokosauce, som lå på tallerkenen og i mistænkelig grad lignede noget fra en af de plastiktuber, man kan købe.

En hurtig udmærket espresso (16 kr.) afsluttede måltidet, som ikke havde været helt uden svagheder. I vores familie er vi f.eks. ikke meget for icebergsalat med thousand island dressing. Omvendt må man sige, at det lader sig gøre at spise hæderligt på Romana, hvis man foretager de rigtige valg. Bruschetta, saltimbocca og pasta var f.eks. udmærkede serveringer til pengene. Følgende runder vi grundet det fornuftige prisniveau Romanas to og en halv stjerne op til tre.

Javascript is required to view this map.
Kort

Modtag nyhedsbrev

Hold dig opdateret om byens restaurantliv: De nyeste spisesteder, de skarpeste kokke og de bedste guider til byen lige nu. Udsendes én gang om ugen.

email:

Byliv | 23/08/12

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende muligheder for at vinde billetter til en lang række kulturelle arrangementer.
Byliv | 29/08/12

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media