Det var regn, det var rusk, det var rockerkoldt. En rigtig efterårsaften med flyvende blade og temperaturer betænkeligt tæt på frysepunktet, så det var tid til et skud chili.

Restaurant Bangkok har nu i snart to år har ført en forholdsvis anonym tilværelse gemt godt væk bag lidt buskads på hjørnet af Nyelandsvej og Sprogøgade. At mange lokale benytter sig af den korte afstand til Bangkok, fremgik tydeligt allerede da vi trådte ind mellem indgangens to guldbronzerede danserinder.

Ikke alene var det afdæmpet udsmykkede lokale med højt til loftet, store vinduer og moderne mørke trægulve pænt fyldt op af bl.a. et mindre fødselsdagsselskab. Men i modsatte ende af lokalet stod take-awayens indgangsdør ikke stille aftenen igennem. Det er selvfølgelig godt for restaurantens økonomi, men da der også kun var to til at betjene både os, det ekstra baglokale OG take-awayen, så var det indimellem endog meget svært at få kontakt til betjeningen. Et irritationselement, især da jeg fik serveret en forkert hovedret og måtte vente en rum tid, før jeg kunne gøre opmærksom på fejlen, endsige få den byttet til den rigtige.

Men lad os begynde ved starten. Udover det store a la carte kort med små hundrede numre er det også muligt at få en forudbestemt menu. Fruen valgte menu nummer fem, kortets dyreste med tre retter for beskedne 149 kr., med bl.a. tom ka kai (suppe med kylling og kokosmælk), tod man pla (thai-fiskefrikadeller med sød chili-sauce) og massaman gai, kylling med karry, kartofler og cashewnødder.

Popirtod

Selv gik jeg a la carte og mine to forretter, popirtod (små thai-forårsruller) og kung chap bangtod (indbagte rejer) ankom samtidig med fruens suppe. Rejerne var ikke uden bid, men er smagt langt mere præcist tilberedte. Frituren, de med en lige lovlig stor overfrakke af dej var dyppet i, var dog frisk og afgav ingen harske noter - og det er langt fra en selvfølge på de fleste thai-restauranter. Den søde nam prik chili-sauce var den samme til både rejer og forårsruller og næppe hjemmelavet, sådan som enhver thai-husmor med respekt for sig selv ellers ville foretrække. Det var til gengæld de delikate forårsruller med velsmagende fyld af kyllingefars,glasnudler og hele blade af sød basilikum.

Fruens menu-suppe var en fyldig og meget velsmagende sag baseret på den fede kokosmælk, men med en dejlig frisk snert af citrongræs og med små chili-rap over tungen. Fyldet bestod af champignon og saftige strimler af fladbanket kyllingebryst, der vidnede om et ophav af en god kvalitet og opdragelse.

Lille vinkort

Bangkok er i besiddelse af et lille vinkort, men guderne må vide hvem, der har stykket det sammen. Vedkommende har i hvert fald ikke forstand på at sætte vin til thai-mad. I stedet for gode tyske riesling- og franske chenin blanc-baserede hvidvine med både sødme og syre til at klare madens indhold af chili, ingefær og citrongræs, så har man valgt tørre, hvide chardonnayer samt nogle af verdens mest bombastiske røde såsom zinfandel, rioja og cabernet sauvignon! Det er den sikre vej til en hurtig død for både mad og vin, så vi gik ølvejen, oven i købet i godt selskab med thaiernes egen Singha-øl (30 kr.), der med sin søde og humlede karakter passer glimrende til den lokale mad.

Næste runde bød på tod man pla til fruen - tre af de flade thai-fiskefrikadeller, som skal dyppes i sød chilisauce. Dellerne var kraftigt krydrede og havde god og stærk smag af bl.a. hakket koriander, men var desværre alt, alt for køleskabskolde. De er formentlig lavet tidligere på dagen (eller ugen), men skulle i den grad have haft længere tid i mikroovnen, før de blev sat på bordet. Her så vi formentlig en af bivirkningerne ved at skulle styre en take-away samtidig med, at man i forvejen er for få til at betjene sine egne restaurantgæster.

Så var jeg mere heldig med min suppe - en såkaldt gui deaw gai - hentet fra menukortets afdeling for husets specialiteter. Saftige kyllingestykker svømmede i en klar grønsagssuppe med fyld af broccoli, bønnespirer og nudler. Den mættende suppe var oven i købet af en størrelse, så den sagtens kunne have gjort det ud for en hovedret.

Hovedretterne kom imidlertid først nu. Til Fruen en dampende varm og gavmildt stor tallerken kyllingestykker med friskskrællede kartoffelbåde og (hvis man kunne finde dem) cashewnødder. Det hele maskeret af en kokosmælksauce, der var farvet rød af den på samme tid stærke og søde massaman-karry, som samtidig gav retten sin meget karakteristiske smag. En glimrende ret, der uden for menuerne også optræder blandt husets specialiteter, og som absolut er anbefalelsesværdig.

At Bangkoks spidskompetence helt klart ligger i hovedretterne stod klart, da jeg - efter de indledende misforståelser - fik min. Phat Thai Kung hed den, og det dækkede over en portion ægnudler med diverse wokstegte grønsager og fem-seks store kinarejer. Sidstnævnte var perfekt tilberedt, saftige og sprøde og med både salt og sød smag fra saucen, de var stegt i - formentlig en østers- eller fiskesauce. På samme tallerken lå et salatblad med et lille bjerg af knuste peanuts, som efter smag og behag kunne drysses over nudlerne, hvad der gav både god smag og en sprød konsistens til de al dente-kogte nudler.

Det er sjældent, at jeg spiser dessert på asiatiske restauranter. I de egne af verden er der ikke tradition for at slutte måltidet med det opbud af søde sager, som vi gør på disse breddegrader. Men fruen insisterede, så derfor begav vi os ud i det underlige misfoster, som de fleste af os husker med barnlig glæde fra de første besøg på en kinesisk restaurant: en dybstegt banan med vanilleis. Her på lige så traditionel vis suppleret med flødeskum og et par strint fra tuben med chokoladesauce.

Dybfrossen ananas

Selv var jeg ikke nær så heldig med det, der på kortet var annonceret som »baby-ananas med ananas-sorbet« og som minder mistænkelig meget om en færdigpakket frostvare. Sorbeten fejlede i og for sig intet, men den blev serveret i en så dybfrossen ananas, at jeg måtte bruge vold for overhovedet at få »låget« af.

Bangkok dyrker et fornuftigt hverdags-thaikøkken med overvejende hjemmelavet mad. I modsætning til mange andre thai-steder er retterne ikke tilpassede den flade danske smag, og indimellem lykkedes det da også Fruen og jeg at få lidt sved på panden. Supper og hovedretter er absolut Bangkoks force, og her har man intet at skamme sig over i forhold til byens bedste thairestauranter. Den gode gedigne mad skæmmes lidt af en noget fraværende betjening, men de også i forhold til kvaliteten absolut rimelige priser sikrer tre stjerner og en anbefaling. Bangkok er en omvej værd.