Cafekøkken
Trendy

Man skal have hår på brystet og lidt penge på kistebunden for at åbne udendørs sommerbar i et land, hvor det i gennemsnit regner 30 dage hver sommer. AOK har ingen indgående kendskab til de herrer Rasmus Pors (eks-Luftkastellet) og Carsten Lerskovs kropsbehåring og bankbøger, men ganske vist er det, at de står bag forrige års største strandbar Docken med plads til 2.500 mennesker i det gamle industrihavns-område, som ligger for enden af Kalkbrænderihavnen helt ud til Øresund - forbi Oslobåden og møbelhuset Paustian, hvis du kommer fra city.
Her er kig til Sverige i klart vejr, og udsigt til solnedgang over Hellerup, fra den tre meter høje træterrasse på over 1000 kvadratmeter og mad at få både frokost og aften.
Byger, der går og kommer er som bekendt den danske sommer, og indendørs i hallen er plads til 1000 personer både til teaterforestillinger og middagsselskaber.
Dockens sommerarrangementer bliver mangfoldige og spænder fra folkelig fodbold på storskærm og live-musik til kæmpe klub-arrangementer, opera og kunstprojekter. De fleste kræver betaling, men mange vil være gratis.
Du kan tage bus nr. 26 til døren, og har du eget fartøj, kan du anduve fra søsiden i piratbukser.
Rasmus Pors driver cateringfirmaet Madkastellet og stod i 2006 bag sommerbaren Grå Hal Åben i 100 dage på Christiania. Desuden er han medejer af Luftkastellet i Malmø og sommer-oasen Amore i Malmø i den gamle industrihavn, som bestemt er en udflugt værd.
3x brunch og 410 kr. fattigere.....blev det til da vi i forrige weekend ville nyde en brunch. Maden virkede umiddelbart ok, men maven var ikke helt tilfreds senere på dagen. Måske de havde taget maden fra buffeen som selskabet fik?! TIl de priser burde det også være inkl. juice og kaffe - men nej, dette betales separat. Måske de skulle overveje konceptet?!
Jeg havde en god oplevelse da jeg besøgte Docken for første gang i fredags. Stilen var afslappende, musikken var god og personalet var smilende. Jeg fik en lækker frokost tapas tallerken til 95 kr, hvilket jeg synes var en rigtig god pris i forhold til hvad jeg fik. Det er bestemt ikke sidste gang jeg kommer der og jeg kan kun anbefale stedet til andre københavnere, som har brug for at slappe af.
Stedet er hyggeligt og spiller god musik. Det er afslappende at sidde ved vandet og kikke på bådene. Maden var ikke noget særligt og portionerne alt for små. Hovedretten kostede 135 kr. og jeg blev ikke mæt. Derfor bestilte jeg en dessert til 55 kr, men her blev jeg skuffet igen. Den bestod af en lille kugle is, et jordbær og en figen. Jeg spurgte også da den kom: 'er det hvad jeg får for 55 kr.?' Svaret: ' sådan er maden her'. Men med sådan en lille portion forventer man at det er noget helt særligt, hvilket det desværre ikke var. Ikke et sted jeg ville spise igen.