Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 22/09/09

Dinner and a movie

  • Foto: Peter Helles Eriksen Foto: Peter Helles Eriksen
The Food er perfekt til en biograftur, men skal justere en smule - og satse lidt mere på smagen.

Dinner and a movie er et af datingkunstens mest effektive kneb. Dette århundredgamle koncept er også gået op for folkene bag Empire Bio, der samtidig udnytter at Nørrebro ikke ligefrem er overbefolket med gode spisesteder i brasserieklassen. Kenneth Madsen, filmproducenten, der for otte år siden var initiativtageren og hoveddrivkraften bag etableringen af Empire Bio, har derfor sammen med kokken Peter Andreas Ingeberg (ophavsmanden til madmagasinet Gastros opskrifter) fået den gode idé at lave et spisested i gården ind til biografen.

The Food by Ingeberg & Madsen er det ikke særligt mundrette navn på den kombinerede bar, takeaway og restaurant, der både fungerer som enhver anden restaurant med hovedretter fra 135 til 175 kr., og som et sted man lige snupper en hurtig snack og et glas vin før eller efter en biftur (et kæmpeur på væggen holder øje med klokken).

Menukortet er enkelt og bemandet med halvrustikke klassikere fra det dansk-fransk-italienske køkken med lejlighedsvis inspiration fra det asiatiske – og da den enkle indretning samtidig er moderne uden at være prangende, er signalet klart: et moderne brasserie i tidens uhøjtidelige stil. Det kan vi lide, men det kan også blive en tand for afslappet. Vi ankom ved 19-tiden, hvor travlheden var til at overse. Alligevel gik der ganske længe, før vi kom i kontakt med vores tjener. Vand på bordet så eller hørte vi ikke noget til, før vi ved vinbestillingen blev spurgt om vi ville købe vand med eller uden brus – og da brødet (man hælder selv græsk olivenolie op i en lille skål og dypper i) endelig kom, var det ganske vist hjemmebagt, men led af en udtalt mangel på salt og smag generelt – ikke noget godt varsel!

Til forret havde min medspiser valgt charcuteriserveringen, der blandt andet talte chorizopølse (Spanien), parmaskinke (Italien), salami med kantarelfyld (ophav ubekendt), græske oliven, saltmandler og en ganske udmærket hjemmelavet chutney med grillet peberfrugt og syltet tomat. Personlig havde jeg nok foretrukket at man havde holdt sig til et enkelt land, men det er en smagssag. Hvad brødets mangel på samme ikke er, hvis De forstår hvad jeg mener, og netop ved en charcuteriservering spiller brødet en vigtig rolle.

Jeg fik tre smukt stegte kammuslinger, perfekt tilberedte, stadig glasklare og saftige i midten. Muslingerne lå på dampede, julienneskårne kinaradiser, og var garneret med en tangsalat af wakamétang med chili, ristede sesamfrø og shoyu (sidstnævnte er såmænd blot det japanske ord for sojasauce, men mange restauranter synes åbenbart det lyder finere med shoyu). En stram og meget velsmagende kombination, de ristede sesamfrø og den grønne tang understregede kammuslingernes nøddede smag og fedmen fik modspil af chili og soja. Fra det meget lille og biodynamiske vinkort, hvor næsten alle vine (besynderligt nok med undtagelse af lige netop champagnen!) fås glasvis - og hurra for det!- kom en mineralsk riesling trocken fra Wittmann i Rheinhessen 2007 til 65 kr. glasset, der dog savnede lidt sødme for at kunne matche kammuslingernes chili og soja.

Til hovedretterne gik vi klassisk med coq au vin og osso buco. Sidstnævnte kender de fleste i den »tunge« udgave, lavet på rødvin og tomat, men denne var alla milanese med en sauce på hvidvin og tomaten serveret som garniture. En rodfrugtepurée blev serveret som tilbehør; så vidt vi kunne smage med gulerødder, pastinak og persillerod, gratineret kortvarigt med smør, persille og rasp – og det i en grad, så persillesmagen dominerede hele puréen, der oveni havde fået så meget rasp, at den udtørrede munden. Ikke den mest vellykkede garniture, og så gik den oven i købet igen ved medspiserens coq au vin. Denne bourgognekøkkenets klassiker var også trukket i lette sensommerklæder – den traditionelle rødvinssauce var i stedet lavet på hvidvin, citrus og hanesky.

Om det var derfor, skal jeg ikke kunne sige, men trods det veltilberedte lår af frilandskylling savnede jeg igen noget mere smagssmæk for min skilling.Der laves også mousserende vine på Loires røde cabernet franc-drue – en af dem er husets eneste dessertvin. Den perlende røde Ze Bulle fra Chateau Tour Grise (60 kr. glasset) havde dog besvær med at håndtere både en ellers velsmagende vaniljeiscreme og en lun chokoladesauce, der sammen med karamelliserede mandler og en let blancheret doyenne-pære udgjorde min dessert. Medspiserens dekonstruerede æbletrifli (med et bagt æble i midten og stykker af hjemmelavet makron og creme udenom) sad til gengæld lige i vinskabet.

Håndværket fejler ikke noget, og råvarerne er virkelig i orden. Men jeg må tilstå, at jeg ikke forstår den meget neddæmpede – for ikke at sige lidt anonyme – iscenesættelse af hovedretterne. Det er som om man med vilje har skruet ned for samtlige smagsparametre. Ærgerligt for de gode råvarer, der ikke får lov at smage igennem. Lidt mere knald på smagen, bedre sammenhæng mellem mad og vin, og (gratis) vand på bordet med det samme, så kunne der sagtens komme et mere seriøst og længerevarende forhold mellem The Food og mig, end blot en hurtig og bekvem bid mad før filmen.

Det spiste vi:
Charcuteritallerken
Stegt kammusling m. tangsalat
Coq au vin m. rodfrugtepurée
Osso buco m. rodfrugtepurée
Vaniljeiscreme m. pære og chokoladesauce
Æbletrifli
Samlet pris for to ekskl. drikkevarer: 675 kr

Læs de bedste og væreste restaurantanmeldelser fra 2008.

Javascript is required to view this map.
Kort

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester