Der var engang en pige, der hed Mette. Mette var vild med grøntsager, og da hun stillede op i et amatør-kokkeprogram, gav dommerne Bo Bech og Søren Frank hende hurtigt tilnavnet Rodfrugtdronningen. Mette kokkererede sig helt ind i finalen, hvor hun blev nummer to, og da hun senere åbnede grønthandlen Din Baghave, som i dag ligger i Tullinsgade, var det danske grøntsager fra lokale bønder og urter fra skov og strand, der var omdrejningspunktet.
Årstidens grøntsager spiller også hovedrollen, når næste kapitel af Mettes grøntsags-eventyr fortsætter i Haveselskabets selskabslokale ved Frederiksberg Have, som har 7 meter til loftet, rød velour og guldbemalede udskæringer.
Første fredag i måneden
Som i alle rigtige eventyr har dronningen en konge ved sin side. Han hedder Flemming Schiøtt Hansen. Flemming er kok - og tidligere indehaver af Hansens Køkken og Bar på Frederiksberg, og sammen vil de her i kærlighed til smagfulde grøntsager og god mad og vin i godt selskab hver den først fredag i måneden åbne restauranten Køkkenet i din Baghave for gæster, som på forhånd har bestilt bord og indbetalt 700 kroner.
Fest for lokale grøntsager
"Vi gør det som et forsøg på at få endnu flere til at synes, at lokale grøntsager er helt fantastiske. Det bliver en grøntsags-restaurant, ikke at forveksle med en vegetar-restaurant. Hvor grøntsager og i det hele taget varer fra lokale bønder er i centrum og hvor hver eneste ingrediens brugt i køkkenet har en historie, som vi kender. Man kan også kalde det for en terroir-restaurant, for det er udelukkende vejr, jord, bondens humør og den slags, som bestemmer hvad der er på menuen. Og så selvfølgelig vores eget humør, som oftest er til god gedigen hyggemad af sublime råvarer" fortæller Mette Helbæk.
Maden laver Mette Helbæk og Flemming Schiøtt Hansen i fælleskab.
Aftenen slutter med chokolade lavet af danske Friis Holm og Aiala, som Mette Helbæk beskriver som to af verdens dygtigste chokoladeproducenter.
Mere naturlig vin
Flemming står for at finde vine til de alle de ni små retter, som følger appetizeren af sprøde grøntsags-snacks.
"Vi har arbejdet seriøst med vine og vin-madkombinationer i mange år, og efter mange såvel kvantitative som kvalitative undersøgelser, er vi kommet frem til at vine, der bliver lavet på samme måde, som vi laver mad, smager bedst. Det vil sige at bondemanden har gået og hygget om sine vinstokke og ladet druerne blive til saftigt gæret guld med så lidt menneskelig påvirkning som muligt, så man kan smage hvad vinen er lavet af og hvor den kommer fra" forklarer Mette Helbæk.
Hvis det bliver festligt
Gæsterne får - foruden velkomstdrinken - et lille glas til hver ret, og grappa til kaffen, så lad bilen stå og tag bus eller taxi den aften. Har man endelig fået afsat børnene og lokket kæresten med ud, og er kommet i godt humør er der jo ingen grund til at skynde sig hjem - og da slet ikke så længe, der er kolde øl til en rund tyver i baren. Og det er der indtil klokken to, hvis stemningen er god.
Bestil senest 4 dage før
Husk at du skal bestille plads mindst fire dage før på koekkenet@dinbaghave.dk eller på 30 49 19 79 . Når du har booket, får du tilsendt et indbetalingskort på kuvertprisen.
Mere grønt
Din baghave i Tullinsgade
Her begyndte den grønne gourmetbølge
De 5 sexede grønne