”De stærkeste overlever. Vi er alt for mange, og de af os som ikke er gode nok, må dreje nøglen.”
Det er Jakob Bloms konklusion, efter han sammen med sin partner Christian Willumsen, 4. september måtte lukke cafeen og restauranten Grillbar i Ny Østergade 14 ved siden af Zeze.
”Vi døde lidt med finanskrisen. Det gik fint fredag og lørdag, men vores hverdage kunne vi ikke få liv i. Vi taber en frygtelig masse penge, men vi har været med i 15 år, og det er første gang, at vi har måttet sige farvel til en forretning. Det er ikke sjovt. Der findes ingen lykkelige konkurser - ligesom der ikke findes nogen lykkelige skilsmisser. Vi har åbnet over 20 restauranter, så det er et ordentligt slag i hovedet,” konstaterer Jakob Blom.
Grillbar matchede ånden i 2006 og 2007
”Der er gået mode i bæredygtighed. Jet-settet sparer deres penge og hygger sig derhjemme. Da vi åbnede i 2006 havde selv pølsemanden en Ferrari, men det er ikke længere trendy at flashe sine penge og slå ud med armene. Grillbar havde den identitet, der passede til 2006 og 2007, men fra august og september 2008 mærkede vi en kraftig nedgang. Det er de identitetsløse steder, der lukker for tiden. Og Grillbar havde ikke længere den identitet, der skulle til, fordi vores gæster var den type gæster, som flytter sig og rykker videre, når der åbner et nyt, smart sted, fortæller han.
Smørrebrødsstederne har masser af gæster
”Folk går mere ud lokalt og på broerne i dag. Folk kan godt lide at møde nogen, de kender. Skal man have succes i dag, handler det om nærhed og et stampublikum. Om værten, der går rundt og sludrer, og tjenerne, der kender gæsterne. Hvis du kigger i Sorgenfris (dansk frokoststed, red.) reservationsbog, ser den ud, som om det er 1. december hver dag. Det er ikke smørrebrødsforretningerne, der har svært ved at holde skindet på næsen,” mener Jakob Blom.
Krisen rammer de middeldyre restauranter
”I dag har du dit lille, lokale stamsted, hvor du drikker kaffe, og når du endelig går ud, er det på Noma (to stjernet-michelin-restaurant, red.) Joe and the Juice-segmentet (juice- og kaffebarerne, red.) har overtaget cafeernes rolle. Alt det, der hed cafeer i gamle dage hedder nu bistroer. Og det midterste segmentet af restauranter skrumper gevaldigt”, spår Jakob Blom.
Slut med konceptsteder
”Jeg tør ikke lave konceptsteder mere. Smarte stole og borde er ikke nok i dag. Som Torben Olsen siger: Hvis folk hygger sig, kan de sidde på en mælkekasse, ” slutter Jakob Blom.
Olsen-drengenes C.V.
Jacob Blom og Christian Willumsen går også under tilnavnet Olsen-drengene. De – og deres tidligere partner Danny Tanggård - mødte hinanden, da de i sin tid arbejdede for Torben Olsen, som blandt andet har Café Victor, og de kaldte deres første restaurant, som lå i Store Kongensgade, hvor Madklubben ligger i dag, for Olsen. De fik især succes med Den Lille Fede i Store Kongensgade, som stadig eksisterer under andre ejere, og natklubben Konrad i Pilestræde, som lukkede, da shoppingcenteret Galleri K rykkede ind. De har også åbnet Dalle Valle, medlemsnatklubben No. 8, Olsen i den tidligere Gyldne Fortun (hvor Den Anden i dag ligger), Sult i Cinemateket og drevet Nationalmuseets restaurant.
I dag koncentrerer Jakob Blom og Christian Willumsen sig om Sult, Odd Fellow-palæet, der kun er åbent for selskaber og A Porta, som de lancerede med nye kokke og natklub i august.
Læs også artiklen om Grillbars lukning, før konkursen blev bekræftet
Af JesperKbh15/09/09, 14:00
Elendigt...
Kom i starten en del på GrillBar, primært pga. en god stemning og udemærket mad, vin og drinks.
Stedet ændrede dog ret hurtigt karakter og blev i min verden mere husket for langsom servering, for mange mennesker i baren, for varmt (nogen der har hørt om AirCon??) og musik der bliver spillet på "hviske-niveau" (hvilket ikke er optimalt for en fest)...
Når ovenstående så bliver toppet af med at man en aften bestiller en flaske vodka og efterfølgende bliver spist af med en flaske Smirnoff (rød) til max. 70-80 kr. i indkøb, som man bliver opkrævet 1.600 for... ja, så er der vel ikke noget at sige til at man ikke kommer der igen, er der?
Skyld bare skylden på finanskrisen, men krisen på GrillBar startede længe før Lehmann Brothers gik ned... Mon ikke snart resturatører i Kbh. lærer at det at ta' røven på folk, ikke er vejen til langvarig success. Især ikke når Kbh. ikke er størrer.
Af Nodominus15/09/09, 10:48
Kan finanskrisen give os bedre service?
Grillbar er et af de bedste eksempler på at arrogance og dårlig service bare ikke holder i længden! Man giver dem et par chancer, men kommer altså ikke tilbage når det viser sig at stedet og personalet har nok i sig selv.
Så giv bare finanskrisen skylden! Hvis det kan give os bedre service så kommer da der noget godt ud af den...
Af Christian Beckmann14/09/09, 15:50
Finanskrise eller fejlstyring.
Finanskrisne har helt sikkert ikke gjort det lettere for Grillbar at overleve, men daglig styring af stedet eller nok nærmere mangel på samme har også gjort sit.
Kommentarer fra personalet som, du ved godt kl. er over midnat - du skal bare vide jeg laver ikke noget for under 500kr. i drikkepenge, eller kunder som lige har smidt 8 pisk for 4 mand til middag, og stille og roligt lusker sig op i baren bliver smidt væk fra spise området, med kommentarer som hvis du ikke har bord skal du ikke stå på denne side af snoren !! (mellem linierne: pis af !).
Man må jo behandle folk fint ons. og tors. når det de står og får et par drinks og nogle fad - ellers kommer de IKKE igen fre. og lør. og køber nogle flasker champagne.
Ideen og placering af grillbar var fin - men for at folk gider priserne - skal der være et bestemt publikum og en service over normal standart, ellers går folk bare et andet sted hen.