Pusleborde, lov til at tegne på dugen og fire forskellige retter på børnemenuen - den nyåbnede bistro Boyd i Vanløse gør meget ud af at være børnevenlig. Så meget, at det ligefrem tigger om at blive testet. Så forleden tog Fruen og jeg den femten måneder gamle Juniorine, der allerede har haft sin debut på både én- og tostjernede Michelin-restauranter, med på arbejde.

Trods små tegn på begyndende feber hos yngstespiseren var humøret fint, da vi ankom til Boyd, der holder til i metroens nyopførte glas- og stålbygning på den spritnye adresse Vanløse Torv. At det ikke var første gang Boyd bød velkommen til småfolk var tydeligt: Vor tjener hentede helt af sig selv en høj barnestol og et sæt farvekridt samt gav besked om, at det var i orden at tegne på papirdugen, hvad den ifølge sine forældre allerede nu kunstnerisk meget begavede Juniorine straks benyttede sig af. Udover børnevenligheden, foredragsaftener og butik i kælderen med både Summerbird-chokolade og køkkentøj fra Le Creuset, så udmærker Boyd sig også ved at tilbyde et lille og overskueligt menukort med enkle og rustikke retter i gedigen bistro-stil. Forretter fra 70 kr., hovedretter fra 129 kr. og en såkaldt familiefavoritmenu (denne aften kalvefrikassé og hjemmelavet regnbue-is) formedelst 100 kr. indikerer et absolut rimeligt og familievenligt prisniveau. Og indehaver Bill Boyds fortid på Café Victor, Mindship Canteena og som køkkenchef på Skovriderkroen burde også borge for en vis kvalitet.

FRUEN LAGDE UD med en såkaldt »vesterhavstatar med stenbiderrogn«, selv om det med Vesterhavet nu nok skal tages med et gran salt. For selv om de små hakkede stykker kuller og lyssej sagtens kunne være landet ovre vestpå, så tror jeg næppe, det samme kan siges om rejerne og den rå og røgede laks. Det ændrer dog ikke ved, at der var rigtig god smag i tataren, der var toppet af syrnet fløde og øverst et lag stenbiderrogn. En herlig forårsbebuder, let og frisk. Det samme kunne ikke helt siges om mine frølår i pastis. De tre par frøunderstel var ganske vist saftige, men de svømmede rundt i en smagsdominerende pøl af smeltet smør og sød pastis, der ikke levnede de ledsagende lime og ovntørrede tomater en syrlig chance og efterlod én med fornemmelsen af at bide i nogle meget fede lår.

I kælderbutikken sælger Boyd også deres egen importerede provencalske olivenolie. Måske derfor havde køkkenet været så generøse med den, at det i øvrigt udmærkede hjemmebagte brød var gennem-vædet i en grad, så det kunne vrides. Ikke at det afholdt Juniorine fra at skovle brød i sig med glubende appetit. Så meget, faktisk, at hun kort efter at have fået serveret sine pastaskruer med smør (valgt til 40 kr. blandt børnemenuens tilbud om pasta med kød og grønsager, omelet med kartofler eller slet og ret grønsagsstænger) begyndte at kaste voldsomt op - formentlig en reaktion på både den begyndende forkølelse og for meget af den uvante olivenolie.

OMGIVELSERNE TOG DET nu pænt. Det almene støjniveau i det fyldte lokale druknede de værste lyde, det midaldrende ægtepar ved sidebordet lod med al Vanløseborgerskabets diskrete charme som ingenting og personalet, der ganske vist ventede til det værste var overstået, før de kom og fjernede både dugen og bjerget af brugte servietter, tog det hele med ophøjet professionel ro. Juniorine gik i øvrigt ikke glip af så meget. Jeg nippede til smørskruerne og de var meget melede i smagen.

Så var der mere held med forældrenes hovedretter. Fruen fik den grillede tun a la nicoise - en varm udgave af en nicoise-salat med smilende æg, oliven, grønne bønner, artiskokker, aspargeskartofler og ansjoser samt en stor klump frisk tun, lyngrillet på ydersiden, men rå indvendig. En meget enkel servering, der gav smagen af hver enkelt ingrediens lov at stå ren og uantastet, hvad der virkelig stiller krav til især tunens bonitet. Fra det særdeles fornuftigt prissatte vinkort, der udelukkende består af vine fra Rhône (de fleste importeret af Boyd selv og til salg i kælderbutikken), havde jeg flottet mig med en af kortets dyrere indslag - en hermitage fra Guigal til 398 kr. - der stod fantastisk til den rustikke sydfranske mad, som Boyd synes at have gjort til sit kendemærke.

SELV FIK JEG confit af and med stegt polenta og ratatouille. Polentaen var udmærket og med tydelig smag af parmesan og den herligt grove og netop ikke skamkogte ratatouille med grillede røde pebre, auberginer, squash og bagte løg havde både bid og smag. Rettens hovednummer, den confiterede and, var til gengæld til den tørre side og bar præg af, at den efter at være sprængt og siden stegt i eget fedt havde ventet lidt for længe i en varmeovn på, at resten af retten og bordet var klar. En ledsagende vinaigrette af smeltet foie gras og sherryeddike lød som en sjov idé, men gjorde ikke meget væsen af sig. Boyds portioner er store, så der var næsten ikke plads til desserter, men de skulle selvfølgelig prøves. Fruens traditionelle creme brulée vakte dog ikke den store begejstring. Den manglede smag, og så var karamelliseringen mislykkedes, så det sprøde »låg« var både tykt og sejt. Min egen lagdelte citrusmani-kage led i den grad af balanceproblemer i forholdet mellem vammel sødme, bitter appelsinskal og ikke mindst mængden af syrerimpende citron og lime.

TRODS SIN UOMTVISTELIGE og nu altså også gennemtestede børnevenlighed og en absolut behagelig og afslappet atmosfære, denne aften udviste nogle dumme uskarpheder i tilberedningen af flere retter. De fleste kan sagtens tilskrives fuldt hus og mangel på erfaring eller mandskab i køkkenet, men det er enkel mad, der ikke tager timer at tilberede, så det bør ikke forekomme. Når vi alligevel sniger os op på tre stjerner og har tænkt os at kigge forbi igen, så skyldes det ikke mindst, at Boyd holder et meget fornuftigt og publikumsvenligt prisniveau.