Ret kreeret af Paul Cunningham fra The Paul i Tivoli Foto: PR. Ret kreeret af Paul Cunningham fra The Paul i Tivoli
Af Københavns mange gourmetrestauranter holder kun en lille del åbent til frokost. AOK har samlet en håndfuld af byens bedste restauranter, hvor du kan smage kogekunstens højeste skoleridt for mindre end halvdelen af, hvad en middag koster.
At spise på Noma er ikke blot et måltid. Det er en bevidsthedsudvidende oplevelse. Køkkenet er overraskende, nytænkende og skarpt. Køkkenchef René Redzepis lette, skandinavisk tone passer især godt til midt på dagen, hvor Nordatlantens Brygge ligger badet i lys. Ideelt til en fridag, hvor du vil forkæle sig selv og en, du godt kan li´. Noma holder nu også åbent til frokost lørdag.
Er budgettet eller lejligheden ikke til det helt store udtræk, så spis et par retter til frokost med et godt glas vin eller to og drop desserten. I stedet kan du spise en kage til kaffen hos Lagkagehuset eller på en cafe.
Lad det være sagt med det samme - det er herredyrt at gå på Herman i det nye Nimb i Tivoli. Og det er en fantastisk oplevelse at se den måske ikke altid lige elegante, danske madkultur gendigtet af en kok med stor kærlighed til sine gæster og til sin mormors mad, og med så raffinerede gastronomiske teknikker, at resultatet er den ene kulinariske nyskabelse efter den anden. Går du ind fra Bernstorffsgade slipper du for entreen til Tivoli, men kan stadig nyde udsigten til haven - især hvis du bestiller et bord på gulvet i stedet for på repos'en.
Læs AOKs omtale af Herman i Nimb
Vil du ud at spise rigtig med kniv og gaffel og michelinstjerner til frokost søndag, må du ud af byen, nærmere bestemt til Søllerød Kro, som serverer søndagsfrokost både ude og inde, når vejrguderne er milde. Den smukt restaurerede bindingsværkskro har også frokoståbent onsdag til søndag, og det er her, de tunge erhversdrenge bestiller bord, når de virkelig skal spise godt. Michelinrestauranten har et vinkort, der er værd at rejse efter, så lad bilen stå. Fra Holte station er en fin gåtur langs sø og skov på omtrent 20 minutter, hvis du ikke vil tage taxi.
Læs AOKs omtale af Søllerød Kro
Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.