Omtale
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 08/11/12

De fem nye kaffebarer

  • Foto: PR Foto: PR
Københavnerne har endnu ikke lagt kaffetrangen fra sig. Tværtimod popper nye kaffebarer op fra tid til anden. AOK har besøgt fem, som alle er åbnet i 2012.

Vogelkop

Flensborggade 30
1669 København V

Retro på Vesterbro

Ronald Jensen er indehaver af kaffebaren Vogelkop på Vesterbro. Foto: Linda Kastrup

Vogelkop betyder fuglehoved på hollandsk. Det er samtidig navnet på en ny kaffebar, godt gemt ad vejen på Flensborggade 30, Vesterbro. Her er ualmindeligt højt til loftet, og stukken er bevaret fra dengang, lokalet husede et mejeriudsalg. Siden har her blandt andet ligget en kiosk, men nu er der dømt god kaffe og morgenmad til rimelige priser - en latte eller andre varianter af den mørke drik koster 25 kroner, espresso en tyver. Kodeordet i kaffebaren er second hand. Ejeren, Ronald Jensen, er uddannet designer og har arbejdet professionelt med genbrug, så alt fra kaffemaskinen til lamperne har en historie, der passer godt til de rustikke rammer. Slå dig ned på puderne i et af de store vinduespartier med udsigt til livet på gaden, eller gem dig i baglokalet med udsigt til gården. Hvis du er heldig, kan du også dumpe ned i et af de arrangementer, Vogelkop lægger scene til. Scenen er normalt en del af cafeen, men ryddes med jævne mellemrum til eksempelvis koncerter og tetater.

Hvad: Vogelkop, Flensborggade 1669
Hvornår: Mandag-fredag: 9-20. Weekenden: 10-20

Original Coffee i Illum

Østergade 52
1001 København K

Til møde hos chefen

Foto: PR

På toppen af Illum i A.C. Illums gamle hjørnekontor har en ny kaffebar set dagens lys. Her sad engang grundlæggeren af det berømte butikscenter og skuede over Københavns tage. Nu er hans store private gemmested åben for alle, eftersom kontoret er omdannet til cafe. Navnet er Original Coffee, og de serverer kaffe af høj international kvalitet, der både kan tages med eller nydes i de hyggelige omgivelser, der udover højborde og almindelige borde også byder på to hyggelige terrasser. Herude er der borde lavet af træstubbe, stole og varmelamper, hvorfra man kan nyde sin kaffe til en af de bedste udsigter ud over Københavns tage. Der er også tæpper til at tage om benene, så selvom den danske vinter viser sig fra sin hårdeste side, kan man faktisk godt sidde ude. Er kaffe ikke nok, så har Original Coffee frisksmurte, hjemmelavede rugbrødssandwich på menuen samt croissanter og kager fra den økologiske bager Det Rene Brød.

Hvad: Original Coffee i Illum, Østergade 52, 1001 København K
Hvornår: Man-tor 10:00-19:00, Fredag 10:00-20:00. Lørdag 10:00-17:00

The Coffee Collective på Godthåbsvej

Godthåbsvej 34b
2000 Frederiksberg

Den store maskinpark

Foto: PR

The Coffee Collective har lagt sig i spidsen for de københavnske kaffebarer. Her arbejder baristaer, som har været både verdensmestre og Danmarksmestre, og deres tredje kaffebar er den hidtil mest ambitiøse. Cafeen på Godthåbsvej 34b er intet mindre end 400 kvadratmeter og har til huse i en gammel skiltefabrik. Stedet her er et (mokka) mekka for seriøse kaffeelskere, der vil vide alt om kaffe, se hvordan det hele går til og generelt bare vil blive lidt klogere på alt, hvad den sorte drik kan tilbyde. Her er nemlig nogle af landets mest højteknologiske maskiner og byens bedste kompetencer samlet på ét sted. Blandt andet er der blevet installeret en avanceret 35 kilo Loring Smartroast, som er sat på den renoverede skorsten fra fabrikken. Det er den nyeste og mest avancerede rister på markedet, og så sikrer den i øvrigt, at der ikke kommer nogen røg fra ristningen. Og nåh ja, så er her også eminent kaffe at drikke.

Hvad: Coffee Collective – Godthåbsvej 34b, 2000 Frederiksberg
Hvornår: Mandag til fredag 7.30-21.00. Lørdag 9.00–21.00. Søndag 10.00–21.00

Café Altanen

Gammel Kongevej 19
1610 København V

Kaffe på altanen

Foto: Kin Bjærre

Cafe Altanen for enden af Skt. Jørgens Sø er faktisk ikke bare en cafe. Den er samtidig et showroom for, ja, netop altaner. Ejeren hedder Ulrik Knudsen, og hans far ejer Altan.dk, så derfor slog familien to fluer med et smæk, når nu sønnen gik med en cafedrøm i maven. Når man kommer ind, lægger man hurtigt mærke til, at de fleste borde er tro kopier af hyggelige altaner, som ligeså godt kunne hænge på enhver københavnsk mur. Her er priserne billige, kaffe ligger på 25 kroner, og håndmadderne koster også 25 kroner stykket og er lavet ud fra devisen om, at de skal ligne de madder, man selv ville smøre, hvis man nu sad hjemme på sin egen altan. I kælderen er der et regulært showroom, hvor der er opstillet endnu flere forskellige altaner, og hver torsdag sidder der en altanekspert i cafeen hele dagen, så man kan få sig god sludder, hvis man går med altandrømme.

Hvad: Café Altanen, Gammel Kongevej 19, 1610 København V
Hvornår: Alle hverdage 08.00-18.00

Emmerys på Nordre Frihavnsgade

Nordre Frihavnsgade 59
2100 København Ø

Den solrige

Foto: Emmerys

Emmerys har efterhånden udviklet sig ligeså meget til at være en kaffebar, som den er en bager - i alt 19 butikker er det blevet til i hovedstaden. Deres nyeste satsning ligger på et solrigt hjørne på Nordre Frihavnsgade på Østerbro. Her hoppede ejerne straks til, da de så det livlige hjørne blive frit, og man forstår godt hvorfor. De kæmpestore vinduer ud mod gaden giver et fremragende udsyn til livet, som det leves blandt grønthandlere, antikforretninger og dagligvarebutikker. Her er god sol det meste af dagen, og når vejret er til det, er det også muligt at sidde udenfor. Høje skamler i vinduet indbyder til at hænge i hele dagen, mens barnevognene langsomt defilerer forbi med deres små guldklumper udenfor. Her er gratis wifi, masser af magasiner at læse i og rigtig god plads at gøre det på. Emmerys er især gode til de klassiske kaffer, og hvis man skal have noget at spise, så er meget af deres brød rigtig godt. Er dagen helt speciel, så hop på en the-birkes - det må man godt en gang imellem.

Hvad: Emmerys, Nordre Frihavnsgade 59, 2100 København Ø
Hvornår: Man-fre 7-18, lør-søn 7-16

 

Det mener brugerne..

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar. Log ind eller Register

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: AOK.dk
Byliv | 08/04/14

Hvem skal nomineres til Byens Bedste 2014?

Årets kategorier ligger klar, men hvem fortjener en nominering? Giv dit bud, og vind fede præmier.

AOK Tjenester