Den engelske chokoladebutik Hotel Chocolats indtog i København må glæde enhver chokoladeelsker. For i den store butik på Østergade er alle hyldemeter proppet med chokolade i alskens varianter, størrelser og farver.
Og i kakaobaren i midten af lokalet kan man naturligvis købe (en ret fantastisk) varm kakao. Den bliver lavet, lige som du vil have den. Tyk og cremet eller tynd og læskende – du bestemmer. Den serveres i tre varianter; en helt klassisk, med mokka eller – og den kan anbefales - med chili.
Hotel Chocolat ejer i øvrigt deres egen kakao-plantage på den lille caribiske ø St. Lucia, hvilket betydet, at de har kontrol over alle aspekter af chokoladefremstillingen - fra kakaotræ til forbruger
Hvad: Hotel Chocolat, Roast Conch Shop Hvor: Østergade 13, Kbh. K Hvornår: Man– fre kl. 8.30-19, lør-søn kl. 10-17 (kun første og sidste søndag i måneden)
For chokolade-freaks, der betragter mindst fire typer mørk chokolade som dagligvarer, man aldrig må løbe tør for, er varm chokolade ikke bare varm chokolade.
Chokoladen smager af, hvilken type og hvor de kakaobønner, den er lavet på, stammer fra i verden, og når man tilsætter andre smagselementer som for eksempel chili, får man en flydende drik, der pirrer sanserne og breder en strøm af choko-lykke fra tungen og helt ud i fingerspidserne.
Peter Beiers chokolade-butik i Nordre Frihavnsgade er også café, hvor chokolade-feinschmeckere kan drikke både varme og kolde chokoladedrikke.
Hvad: Peter Beier Chokolade Hvor: Nordre Frihavnsgade 20, Kbh. Ø Hvornår: Man til tor 10-18, fre 10-19, lør: 10-17.
Sidste år åbnede ’Kaf’ Bar 9’ med dagligstuestemning lige midt i indre by, nærmere betegnet i Antonigade 9 med bæredygtig kaffer til fair priser med espresso, der starter på 15 kroner, og en cappuccino eller dobbletskuds cortado til 25. Nu har ejerne slået dørene op for endnu en kaffebar i København K, denne gang i Kompagnistræde 9. Den har fået navnet Kompa’9.
Konceptet ligger i forlængelse af Kaf’ Bar 9 i Antonigade med den hjemmelige, personlige og fremfor alt hyggelig atmosfære med økologisk og bæredygtig kaffe. Men det er bestemt ikke kun koffein-kick, man kan få i den nye kaffebar. Deres varme chokolade er et kapitel for sig. Den er lavet på mørk, økologisk »Oialla« chokolade fra Bo Bojesen, høstet på vilde kakao planter dybt inde i amazonas regnskov og kun tilsat økologisk rørsukker. Chokoladen varmes op med den mælk, du ønsker - stedet anbefaler dog selv sødmælk.
Byens ældste konditori i Skoubogade, som forbinder Strøget og Skindergade, er kendt af stort set alle københavnere med en sød tand. Men det gør den ikke mindre oplagt på en efterårsdag, hvor fingrene er kølige efter et ærinde eller to i indre by. Med det sympatiske slogen: ’Kager, kunst og kærlighed overvinder al besværlighed’ har La Glace siden 1870 budt på ren kalorieforkælelse - og gør det stadig. Prøv for eksempel stedets varme chokolade, der er lavet på sødmælk, blokchokolade og flødeskum. Spis en bolle til, og så er det næsten som at have fødselsdag. Eller spring ud i det store gilde med en af de overdådige kager, der blant andet tæller navne på personligheder som H.C Andersen, Karen Blixen og Volmer Sørensen.
Hvad: Conditorie La Glace Hvor: Skoubogade 3, Kbh. K Hvornår: Man-tor 8.30-17.30, fre 8.30-18, lør 9-17, søn 10-17. Serveringen lukker 30 min før.
En kop varm chokolade er ikke bare en kop varm chokolade. Kalaset i Vendersgade har med deres Kakao De Lux indført helt nye standarder for, hvor vild en varm kakao egentlig kan være. Her er bløde skumfidusser overhældt med en hindbærsirup, masser af hjemmepisket flødeskum med den rigtige fedtprocent og så selvfølgelig - chokoladesauce til at toppe det hele af med. Når man får skovlet sig igennem slikbutikken, finder man derudover en ganske hæderlig omgang kakao nedenunder det hele.
Hvad: Kalaset Hvor: Vendersgade 16, 1363 København K Hvornår: Mandag-torsdag 10.00-24.00 Fredag-lørdag 10.00-02.00 Søndag 10.00-23.00
Skal du ud og se på gyldne blade, er der også god basis for at
kombinere turen ud af byen med en god kop nord for København. Og hvorfor
få et skud arkitektur og design med på vejen? De fleste forbinder
Bellevue og Arne Jacobsens hvide arkitektur af samme navn med sommer,
men Arnes ’restaurant Jacobsen’ er også et besøg værd, når man trænger
til at få tøet kølige tæer og en næse op efter en cykeltur langs Sundet
eller en gåtur langs stranden.
Drik en kop varm kakao i den lille lounge foran Arne Jacobsens fredede
pejs eller med udsigt til Øresund - og nyd at være omgivet af
designklassikere skabt af den ikoniske arkitekt. Hvis ganen kalder på
andet end chokolade, er der også et godt bud på en betalelig middag
inspireret af skov og strand og af mødet mellem dansk madkultur og de
nyeste gastronomiske tendenser.
Hvad: Restaurant Jacobsen Hvor: Strandvejen 449, Klampenborg Hvordan: Tir-lør 12-15 og 17.30-22, søn 10.30-16.
Er dagen grå og energien i bund, kan du forsøde dit liv med byens fineste, fristende kager. Her er fem bud på konditorier, hvor du kan vende verden med veninden, mens I justerer sukkerbalancen, og to af byens bedste kagepushere, som er værd at slå et slag ind om, hvis du vil bringe søde lækkerier med hjem.
Se AOKs guide til Det Søde Liv
Vil du være den første, der hører det sidste fra byens restaurationsliv og får nys om de nye restauranter, så tilmeld dig AOKs nye restaurant-nyhedsbrev, der udkommer hver torsdag. Se her hvordan du gør.
Se, hvor du kan melde dig til AOKs restaurantnyhedsbrev
Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.