Omtale
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 07/10/14

De 5 med varm chokolade

  • Foto: La Glace. Nikolai Linares Foto: La Glace. Nikolai Linares
Der er ingen vej udenom, det er blevet efterår i København. Her er fem steder, du kan varme ganen med en kop god, varm chokolade, der nok også falder i god jord hos børnene.
 

Hotel Chocolat

Østergade 13
1101 København K

Med chili, mokka eller klassisk

Foto: PR

Den engelske chokoladebutik Hotel Chocolats indtog i København må glæde enhver chokoladeelsker. For i den store butik på Østergade er alle hyldemeter proppet med chokolade i diverse varianter, størrelser og farver. Og i kakaobaren i midten af lokalet kan man naturligvis købe varm kakao. Den bliver lavet, lige som du vil have den. Tyk og cremet eller tynd og læskende – du bestemmer. Den serveres i tre varianter; en helt klassisk, med mokka eller – og den kan anbefales – med chili.

Hotel Chocolat har faktisk 96 forskellige varme drikke at byde på, og alle kan laves med kakaobønner, så der burde være nok at vælge imellem. En helt klassisk på 70 procent chokolade – altså den vi kender som fødselsdagschokoladekakao koster 40 kr. og skum på toppen koster en 5’er. Hotel Chocolat ejer i øvrigt deres egen kakao-plantage på den lille caribiske ø St. Lucia, hvilket betydet, at de har kontrol over alle aspekter af chokoladefremstillingen – fra kakaotræ til forbruger.

Hvad: Hotel Chocolat, Roast Conch Shop
Hvor: Østergade 13, Kbh. K
Hvornår: Kl. 10-19 alle ugens dage

Peter Beier Chokolade

Nordre Frihavnsgade 20
2100 København Ø

For ægte chokoladefreaks

Foto: Erik Refner

For chokolade-freaks, der betragter mindst fire typer mørk chokolade som dagligvarer, man aldrig må løbe tør for, er varm chokolade ikke bare varm chokolade.

Chokoladen smager af, hvilken type og hvor de kakaobønner, den er lavet på, stammer fra i verden, og når man tilsætter andre smagselementer som for eksempel chili, får man en flydende drik, der pirrer sanserne og breder en strøm af choko-lykke fra tungen og helt ud i fingerspidserne.

På Peter Beier kan man få fire forskellige slags fra den lyse chokolade til børnene over til en 100 procents chokolade til de hardcore, dog mikset med lidt mælk for at tage toppen af bitterheden. De har også en skiftende månedens drik – alle chokolader koster 45 kr.

Hvad: Peter Beier Chokolade
Hvor: Nordre Frihavnsgade 20, Kbh. Ø
Hvornår: Man. til tor. kl. 10-18, fre. kl. 10-19, lør. kl. 10-17.

Conditorie La Glace

Skoubogade 3
1158 København K

Den klassiske La Glace-kop

La Glace Foto: Liselotte Sabroe

Byens ældste konditori i Skoubogade, som forbinder Strøget og Skindergade, er kendt af stort set alle københavnere med en sød tand. Men det gør den ikke mindre oplagt på en efterårsdag, hvor fingrene er kølige efter et ærinde eller to i Indre By.

Under sloganet »Kager, kunst og kærlighed overvinder al besværlighed« har La Glace siden 1870 budt på ren kalorieforkælelse – og gør det stadig. Prøv for eksempel stedets varme chokolade, der er lavet på sødmælk, blokchokolade og flødeskum. Den koster 75 kr. pr person, men det er så for en hel kande, og man er velkommen til at få den genopfyldt ganske gratis.

Spis en bolle til, og så er det næsten som at have fødselsdag. Eller spring ud i det store gilde med en af de overdådige kager, der blandt andet tæller navne på personligheder som H.C Andersen, Karen Blixen og Volmer Sørensen.

Hvad: Conditorie La Glace
Hvor: Skoubogade 3, Kbh. K
Hvornår: Man.-tor. 8.30-17.30, fre. 8.30-18, lør. 9-17, søn. 10-17. Serveringen lukker 30 min før.

Kalaset

Vendersgade 16
1363 København K

Den med skumfiduser

Foto: Ikke oplyst

En kop varm chokolade er ikke bare en kop varm chokolade. Kalaset i Vendersgade har med deres Kakao De Lux indført helt nye standarder for, hvor vild en varm kakao egentlig kan være.

Her er bløde skumfidusser overhældt med en hindbærsirup, masser af hjemmepisket flødeskum med den rigtige fedtprocent og så selvfølgelig – chokoladesauce til at toppe det hele op med. Når man får skovlet sig igennem slikbutikken, finder man derudover en ganske hæderlig omgang kakao nedenunder det hele.

Hvad: Kalaset
Hvor: Vendersgade 16, 1363 København K
Hvornår: Man.-tor. 10-24, fre.-lør. 10-02, søn. 10-23

Kompa'9

Kompagnistræde 9
1208 København K

Mørk økologi i dagligstuen

Foto: PR

For to år siden åbnede Kaf’ Bar 9 med dagligstuestemning lige midt i indre by, nærmere betegnet i Antonigade 9, med bæredygtig kaffe til fair priser og espresso, der starter på 15 kroner og en cappuccino eller dobbeltskuds-cortado til 25 kroner. Men eventyret sluttede ikke her. Efterfølgende slog ejerne nemlig dørene op for endnu en kaffebar i Kompagnistræde 9, der fik navnet Kompa’9.

Konceptet ligger i forlængelse af Kaf’ Bar 9 med den hjemlige, personlige og frem for alt hyggelige atmosfære med økologisk og bæredygtig kaffe. Men det er bestemt ikke kun koffein-kick, man kan få her. Deres varme chokolade er et kapitel for sig. Den er lavet på mørk, økologisk Oialla-chokolade fra Bo Bojsen, høstet på vilde kakaoplanter dybt inde i Amazonas regnskov og kun tilsat økologisk rørsukker. Chokoladen røres op med lige præcis den mælk, du ønsker – stedet anbefaler dog selv sødmælk.

Hvad: Kompa’9
Hvor: Kompagnistræde 9
Hvornår: Åbner kl. 8

 

Skriv en kommentar

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester