De dage, hvor vinteren synes uden ende, hvor du vågner dødtræt, selvom om du har sovet otte timer, hvor vinden går gennem marv og ben, og hvor du fryser uanset hvor meget uld, du pakker dig ind i - de dage hjælper det at forkæle sig selv lidt.
Et af de rigtigt dejlige steder at læne sig tilbage og lade sig varme igennem, er baren i det kulinariske tempel Nimb ved Tivoli, som er åben hele året.
Det, Nimb kalder baren, er i virkeligheden et riddersalstort lokale med gulv af mandsbredde, hvidskurede træplanker, dybe lænestole og bløde sofaer og en stor kamin på endevæggen, som brænder fra tidlig til sent og sørger for en behagelig varme. Her kan du drikke engelsk afternoon tea og få champagne og lækkerier serveret på blankpolerede, butlers-tray-lignende borde.
Indrømmet, priserne er ikke lave. Og afternoon tea skal bestilles dagen før. Til gengæld sælger den søde bartender tre forskellige champagner glasvis til lidt over en hundredekrone og lækre canapéer (små, forfinede happere på brød). Gode, åbne flasker fra gourmetrestauranten Herman havner ofte i Nimbs Bar og bliver solgt som månedens champagne, så spørg til den.
Eneste bivirkning: Efter en times tid og et glas af Philipponnats Rosé bliver man fuldstændig indifferent overfor ting, man skulle have nået efterfølgende, privat finanskrise, prioritetslån og andre forpligtelser. Sig ikke, at jeg ikke advarede dig.
Har du lyst til at se Nimb? Lad AOK guide dig rundt i det kulinariske tempel.
Se priserne på Nimbs eget website
Det mener brugerne..