Er du træt af sushibaren og pølsevognen henne om hjørnet? AOKs restaurantredaktør har været en tur rundt i byen og har fundet fem delikatesser og take aways, hvor du kan købe dig til en nem og lækker middag til dig selv og dine gæster.
Davids Bistro i Århusgade begyndte som en lille deli, hvor østerbroere kunne svinge forbi på en travl dag og købe aftensmad med hjem til sig selv og familien. Siden blev det til en hyggelig – og ekstrem populær – bistro med klassisk fransk tema i både indretning og menukort. Men efter utallige opfordringer har David de Silva nu genindført take away muligheden, så østerbroere og andet godtfolk igen kan nyde godt af de franske godbidder derhjemme.
Hos Cofoco kan du hente varm aftensmad, der smager af rigtig mad i stedet for fast food - uden at skulle bestille i forvejen. I de fire Le marché butikker på Østerbro, Vesterbro, Frederiksberg og Islands Brygge kan sultne københavnere altid vælge mellem to skiftende hovedretter, tilbehør og ikke mindst chokolademousse eller tiramisu til dessert. Alt sammen til rimelige priser og i praktiske indpakninger. Hvis sulten er meget lille, kan man også købe en børneportion millionbøf med kartoffelmos.
Få kan som Claus Meyer forkæle ganen med lækker, rustik og velsmagende mad. Og Meyers legendariske flæskestegssandwich er efterhånden en københavnerlegende, der kan kurere både tømmermænd og fast-food-tristesse. Imperiet har vokset sig stort, og i dag kan københavnere købe dagens ret fra køledisken og andre delikatesser to steder på Frederiksberg og i Magasin. AOKs læsere kårede i 2010 Meyers Deli som Byens Bedste Takeaway.
Når bunden er sprød på den seje måde, når råvarerne er gode, og tomatsaucen er i orden - så elsker vi pizza. Og hvordan kan man andet end at elske Gorm’s i Torvehallerne, som på Valentins Dag bager hjerteformede pizzaer, og som i 2012 blev kåret til Byens Bedste Takeaway af AOKs læsere.
Aroii er, hvad man i Thailand siger til kokken, når maden smager rigtig godt. Derfor er det et særdeles passende navn til Henrik Yde Andersens - som ejer og driver Kiin Kiin; en af verdens eneste thairestauranter med en michelinstjerne - fem thai take away filialer. Hos Aroii i Guldbergsgade, på Istedgade, Kultorvet, Thorvaldsensvej og Sankt Annæ Plads får man nemlig lækker thaimad, som er i den lidt dyrere og mere ambitiøse ende af thaibiks-spektret med masser af sprøde grøntsager, lækker emballage og eksklusive bobler og trendy saft på køl.
Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
Det mener brugerne..