Præciser din søgning i menuen
Omtale
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 29/08/11

De 5 kaffesteder nord for København

  • Foto: Malte Kristiansen Foto: Ikke oplyst

    Foto: Malte Kristiansen

    Foto:
Der er fuld tryk på de forkromede espressomaskiner nord for København, og vil man have lidt ekstra med hjem på opleveren koster hverken stemning, sundhed eller gode historier ekstra...

Under huden på kaffe- og bogelskere!

Foto: Ikke oplyst

Da den tidligere dansk- og historielærer Henriette Lynggaard fik lyst til at skifte spor, vidste hun at det skulle være noget med bøger og kaffe!: »Hele min familie er selfmade og det lå lidt i kortene, at på et eller andet tidspunkt skulle jeg også lave noget der var mit,« siger Henriette mens caffé latten damper om kap med den gode stemning der altid hersker i et bogunivers. Under Bogen i Gentoftegade har i snart et år serveret kaffe for bogorme, og den hjemlige atmosfære med små hyggelige siddemiljøer på vippende stole og hyggelige bøger til fri »prøvebladring« på bordene, skriger på to fridage til boglæsning!

Kaffen er fra Risteriet, et mikro-risteri med base i København og tradition for høj kvalitet og store ambitioner – præcis som Henriette Lynggaards egen idé med sit kaffe- og bogsted. For hende handler det om den gode historie til kaffen, om bøger med noget på hjerte til det snævre publikum, selvom Under Bogen skam også er leveringsdygtig i alle de mange aktuelle bøger; krimier, kogebøger, børnebøger og voksenbøger. Biografier, sportsbøger og tøsebøger.

Så kaffen afløses snart af endnu én, hvis man skal nå igennem alle fristelserne… Denne gang med en brownie til. Personlig service springer i høj grad én i møde når man træder indenfor, for dét at opføre sig pænt og høfligt overfor kunderne har altid været afgørende for Henriette, som lærte kundeservice på højeste plan efter nogle år i Schweiz med sin mand. »Du har bare så mange ting andre ikke har,« lyder det fra en kunde med favnen fuld af nye tusser, den nye Jamie Oliver, et fødselsdagskort og en smuk bog fra et lille bogforlag Henriette har opdaget. For hende handler det om også at finde de skæve små bøger, som kan sætte skub i de store drømme og hun vil hellere have at folk køber godt og lidt, og gør derfor meget ud af at finde gode ting, der heller ikke er for dyre.

Hvad: Hyggekaffe til bogelskere og læseheste …
Hvor: Under Bogen, Gentoftegade 66, Gentofte
Hvornår: Tirs.-tors. kl. 10-17.30, fre. kl. 10-19 og lør. kl. 10-14

Ovsa

Tuborg Havnevej 4-8
2900 Hellerup

Sundt og lækkert på Havnefronten

Foto: Malte Kristiansen Foto: Ikke oplyst

For fire år siden blev Waterfront butikscenter søsat i Tuborg Havn og dermed fik området mange nye herlige butikker, indkøbsmuligheder og madsteder. OVSA – Ost, Vin, Salat og Andet, har været med helt fra starten og har siden udvidet både lokaler og sortiment, så der kan både indtages lækre tapas, skønne og nøje udvalgte vine, frokostretter, juicer … og kaffe! Daglig leder Anne-Dorthe Garmund og hendes team sætter hver dag stor ære i at servicere de mange kræsne kunder på vej til og fra træning i fitnesscentret ovenpå eller dem som blot ønsker lidt lækkert til shoppeturen - på den sunde måde!

Hos OVSA brygges caffé latten og espressoen af friskristede bønner fra det danske kaffefirma Kontra Coffee; et samarbejde som blandt andet indebærer kaffeoplæring på højeste niveau så alle ansatte mestrer den helt perfekte kop. Og vil man have bønner med hjem, kan man købe små fine pakker fra det lille økologiske familieristeri ’Just Coffee’ ved Roskilde, som fokuserer på høj kvalitet og bæredygtige principper:

»For os er omtanke for sundhed vigtig, men det må aldrig blive fanatisk. Nydelse og velsmag er en forudsætning og vi mener at have fundet en supergod balance så alle kan få det de ønsker og har godt af!,« siger Anne-Dorthe, og tager det ene lækre produkt efter det andet til kaffen ned fra hylderne: Skønne pakker med rawfood, nødder, acai, goji, æble-kanel rolls, chokolade og meget mere som man kan købe med hjem. Vine fra Francis Coppola – dem med de topflotte farverige etiketter, te fra Kusmi og Pukka og ikke mindst juicer og smoothies af hjemmelavet mandelmælk, kan både købes og nydes på stedet. Og at nyde er ikke så svært hos OVSA, når lyset brager ind gennem vinduerne fra vandsiden og interiør’et kalder på cool afslapning, både inden- og udenfor i loungemøblerne ved molekanten – og kommer man om torsdagen er der live loungemusik og tapas til supergode priser!

Hvad: Kaffe og lækkerier med sund omtanke
Hvor: OVSA, Waterfront, Tuborg Havnevej 4-9, Hellerup.
Hvornår: Man.-fre. kl. 9-20, lør. & søn. kl. 9-18

Books & Company

Sofievej 1
2900 Hellerup

Kaffe i begavet internationalt selskab

Foto: Malte Kristiansen Foto: Ikke oplyst

Er der mon andre der også blev forelsket i Meg Ryan som boghandlerske i filmen »You’ve got mail«? Så vækkes stemningen forunderligt til live hos Books & Company på Sofievej og det er svært ikke at føle sig hjertelig velkommen hos Isabella Smith og hendes hjælpsomme staff. Her tales der både dansk og engelsk, mens kaffen er fra Italien og alle bøgerne på engelsk – et skønt og forfriskende pust midt i hjertet af Hellerup.

Det er to år siden danske Isabella med de iranske aner åbnede dørene til sin lille oase, efter hun med sin mand havde boet 8 år i udlandet, primært USA og Hong Kong. Som uddannet jurist med speciale i menneskerettigheder og en medfødt smittende nysgerrighed for verden omkring sig, øjnede hun et behov for engelske bøger i et område med mange udlændinge med børn på den Internationale Skole i Hellerup. Og kaffe skulle der i hvert fald også være, dén fra »River« – både med og uden koffein. Kunderne er både udlændinge og danskere med hang og lyst til engelske bøger, både krimier, fag- og skønlitteratur, mad, hus, have, børn osv. Så når latten er brygget og man har fundet sig en hyggelig plads i sofaen ved vinduet med udsigt til grønne træer og blomster, så er det bare at gå i krig med læsningen, inspirationen flyder i hvert fald uhindret i de hyggelige lokaler.

For Isabella Smith har både øje og evne for god kvalitet: »Ud over at servicen bare skal være i top og mine ansatte skal være positive og hjælpsomme, tænker jeg nøje over atmosfæren, udvalget og indretningen. Det er vigtigt for mig at ALT herinde er lækkert, både bøgerne og kaffen,« siger Isabella. Udvalgte aftener arrangeres storytellings og foredrag hos Books & Company, et koncept man ofte ser i udlandet og som danskerne synes at have taget til sig. Flere gange om ugen kan man også tage sit barn i hånden og sammen opleve den gode histories magi, når der er højtlæsning om formiddagen, på engelsk naturligvis, for de helt små op til 5 år.

Hvad: Engelske bøger, italiensk kaffe og dansk hygge!
Hvor: Books & Company, Sofievej 1, Hellerup.
Hvornår: Man.-fre. kl. 8.30-17.30, lør. kl. 10-15 – derudover specielle aftenarrangementer

Koppa Kaffebar

Strandvejen 136
2900 Hellerup

Kaffepassion på Strandvejen

Foto: Malte Kristiansen Foto: Ikke oplyst

Duften og lyden af rigtig god kaffebrygning fornægter sig ikke hos Dine i Koppa Kaffebar på Strandvejen i Hellerup. De hyggelige lokaler med små borde og stole, både inde og ude, og skønne farverige malerier på væggene, skabt af musikproduceren Poul Bruun, giver en rar og autentisk stemning som var man på rejse i Italien! Det er da også vaskeægte kærlighed og passion for kaffe der driver baristaen Dine, når han fortæller om de brune bønner… som jo rent faktisk starter med at være grønne:

»Jeg har altid elsket alt ved kaffe - duften, farverne og forædlingsprocessen er fantastisk. Vi får vores bønner direkte fra The Coffee Collective, et prisvindende mikroristeri med ren direct trade uden mellemled, hvilket betyder at alle bønnerne kommer til Danmark friske og grønne, hvorefter de dagligt ristes. På den måde er kvaliteten helt i top og bønnerne når aldrig at ligge for længe, de er jo mest optimale indenfor 3 uger,« siger Dine, som efter nogle år med en sushibar nu endelig har realiseret sin drøm om at arbejde med kaffe, i øvrigt verdens mest sælgende produkt næstefter olie! Den centrale placering på én af landets mest populære adresser fandt kaffeentusiasten tilfældigt på en søndagskøretur op ad Strandvejen, og siden åbningen i januar i år er det lykkedes Koppa Kaffebar at bide sig fast i lokalområdet.

Atmosfæren er intim og folk falder naturligt i snak med hinanden, mens kaffe-ordrerne langes over disken, både sammen med morgenmad, sandwich, lidt sødt eller med på farten »to-go«. Dine træner sammen med sine baristaer både i og udenfor kaffebaren, så kvaliteten, sortimentet og den perfekte kop kaffe altid er ens, uanset hvem der har vagten – selvom det for en barista kan være temmelig svært at forlade sine bønner alt for længe ad gangen! Vi andre kan bare nyde den varme drik på stedet, eller købe det aromatiske brune guld med hjem i små pakker.

Hvad: Kaffe for nydere og kendere…
Hvor: Koppa Kaffebar, Strandvejen 136, Hellerup
Hvornår: Man.-fre. kl. 8-18, lør. & søn. kl. 9-17

Cafe Jorden Rundt

Strandvejen 152
2920 Charlottenlund

Jorden Rundt i 20 år

Foto: Malte Kristiansen Foto: Ikke oplyst

I to årtier har den gamle vendeplads for sporvognene ved Charlottenlund Fort, været omdrejningspunkt for masser af frokostmøder, familiehyggestunder og kaffeslabberas. Da Sue og Carsten Brandt gik i gang med istandsættelsen i 1991, havde det runde hus stået tomt i 19 år, så der var nok at tage fat på for det energiske par, der nænsomt bragte det historiske sted, fra 1936 fredet i klasse A, til live igen. Den store terrasse blev udbygget og skabte, sammen med det store areal inden- og udenfor, plads til mange sommergæster og vinterhyggere! I de første år som caféejer var der ikke tid til ferie for Sue Brandt, som var sygeplejerske i London, da hun under et ophold i Danmark blev forelsket i sin mand ved første blik:

»Det var drømmen om et pandekagehus, der startede det hele – så da Carsten på én af sine løbeture kom hjem og fortalte om stedet her, kunne det ikke passe bedre. Jeg elsker at lave mad, god kaffe og snakke med folk, så jeg lever mine hobby’er ud hver dag når jeg går på arbejde – med skønne kolleger, verdens bedste udsigt og glade kunder,« siger Sue, som takket være sin flid og sit positive væsen, har gjort Café Jorden Rundt til en sand lokalattraktion, en slags pejlemærke for nordkøbenhavnere. Og de mange år har hverken sat sine spor hos café-ejersken, på menukortet eller indretningen – og kaffen fra »Illy« fås ikke bedre med Øresund i baggrunden.

For vil man overleve i branchen kan det siges med især to ord: »Kvalitet og service! Gå aldrig på kompromis. Jeg ved hvad det vil sige at servicere kunder og hvor vigtigt det er, derfor kan mine ansatte også altid få fat på mig hvis de har brug for hjælp eller får særlige forespørgsler fra kunderne. Det skal være en dejlig oplevelse at komme hos os, ligesom vore råvarer, kager og kaffe altid skal være af bedste kvalitet. Vi har ikke ændret vores priser i to år, netop fordi vi gerne vil fastholde kernen og kvaliteten på stedet,« siger Sue, som smiler, vinker og hilser på alle sine mange stamkunder på Jorden Rundt .... året rundt.

Hvad: Kaffe og meget andet … med udsigt!
Hvor: Café Jorden Rundt, Strandvejen 152, Charlottenlund.
Hvornår: Sommer man.-fre. kl. 10-22, lør. & søn. kl. 10-20, Vinter man.-fre. kl. 10-21, lør. & søn. kl. 10-19

 

Det mener brugerne..

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar. Log ind eller Register

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.

 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media