Præciser din søgning i menuen
Omtale
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 06/03/09

De 5 gode bøffer

  • Casa D'Antino t-bone-steak rødvin Foto: Else BjørnCasa D'Antino t-bone-steak rødvin Foto: Else Bjørn
Her er AOKs bud på fem gode steder at spise en bøf, når du rigtig skal forkæle dig selv med godt kød og udsøgt rødvin.

Mange mænd sætter pris på et ordentlig stykke rødt kød, men faktisk burde kvinden bestille den største bøf, da hendes krop i højere grad har mere brug for oksekødets proteiner - i hvert fald, hvis hun er i den fødedygtige alder.

Byen er fuld af steakshouses og restauranter, der lokker med bøffer til billige priser, men vil du pudse den grønne glorie og spise bæredygtigt, er det en god ide at skære ned på den mængde af oksekød, vi spiser, og i stedet købe det rigtig gode kød til en ordentlig bøf en gang i mellem.

At lave et kilo oksekød kræver meget mere foder, end at lave et kilo kyllinge- eller svinekød, så hvis der skal være mad til hele verdens befolkning, og vi samtidig skal tænke på klimaet, som ko-prutter- og kødproduktion ikke gavner, skal vi skære ned på oksekødet. Hvis vi dropper det hakkede oksekød og de billige, seje hverdagsbøffer, gavner det ikke blot vores kolesteroltal: Vi får også råd til en rigtig, velhængt, saftig bøf og et ordentligt glas rødvin indimellem.

Guiden er skrevet i 2009 og redigeret i 2012.

MASH

Bredgade 20
1260 København K

Sagen er bøf i Bredgade

Foto: Else Bjørn
18. april åbnede de erfarne folk bag Umami i Store Kongensgade og Le Sommelier i Bredgade et stort bøfhus i Asbæks tidligere lokaler i Bredgade, hvor du i baren kan nappe en luksusburger eller mæske dig i amerikanske steaks eller australiens version af det japanske kobekød i en stor restaurant, som på en gang er funky og intim. Se menuen på på MASHs eget website

Salon 39

Vodroffsvej 39
1900 Frederiksberg C

Byens bedste T-bone og skøn rødvin

Foto: Ikke oplyst
Et af mine yndlingsspisesteder er den kombinerede cocktail-, vinyljazz-bar og italienske spisested Salon 39, som ligger, hvor Vodroffsvej krydser Danasvej kun et brostenskast fra Vesterbro. Her kan du flottedig og bestille en Bistecca Fiorentina, der er en kæmpestor T-bone-steak til to stegt på trækulsgrill, og en flaske italiensk Barbera d'Asta fra topproducenten La Spinetta - og slippe med en regning på knap femhundrede kroner for hver inklusiv en generøs portion nyfritterede blæksprutteringe med blæksort mayo til forret.

Kødet er dansk og af den skotske kødkvægsrace Aberdeen Angus, der er forholdvis små, næsten kasseformede sorte køer og tyre, og noget af det bedste kød, jeg har fået i kvindes minde. Den kvindelige, kortklippede kok på Salon 39 ved nok, hvordan en tyrekalv skal kastes rundt på grillen.

Jeg drikker normalt ikke dyre vine, når jeg spiser ude, men Bionzo'en fra ´05 havde jeg smagt for nylig ved en winemakers dinner på Salt med La Spinettas karismatiske vinmager Giorgio Rivetti, og den er fantastisk og perfekt til kødet med pommes anna og lidt dampet savoykål. Kig efter La Spinettas flasker næsehornet på, hvis du synes, at seriøse, italienske vine kan være utilgændelige, og kun er for mænd, der skal slå hårdt over smagsløgene, før det gør indtryk. For tiden sælger Salon 39 La Spinettas Bionzo Barbera d'Asti fra 2006 til 600 kroner, hvilket er noget billigere, end du kan finde til på andre vinkort i byen. Læs mere på Salon 39s eget website

Casa d'Antino

Dronningens Tværgade 43
1302 København K

Godt kød og fantastiske vine hos Lolli-familien

Casa D'Antino t-bone-steak rødvin Foto: Else Bjørn
Holder du af godt kød og italiensk fuldblods-vin, er Casa D'Antino et godt sted at bestille bord, hvis du skal ud med en ligesindet. Både på Lolli-familiens city-restaurant Casa D'Antino og deres hyggelige Vanløse-filial La Buca, kan det bestemt anbefales at kombinere deres t-bone-steak med en flaske San Giusto a Rentennano fra Percarlo i årgangen 2001.

Indrømmet, det er ikke en billig menu: T-bone-steak'en koster 215 kroner og vinen 850 kroner, men folk, som er mere vinvidende end jeg, påstår, at Casa D'Antinos gode vine ofte ligger et pænt stykke under priserne på vinkortene andre steder i byen. Og spiser man kun et par bruschetta først og nøjes med en enkelt mineralvand slipper man med knap 700 kroner per mand/dame.

Er du vinfreak, er vinbutikken Enoteca, som har en dør ind til restauranten og lukker klokken 20 på fredage, et besøg værd. Her er ikke blot italienske druer på hylderne, men også et lille udvalg af Søren Kieffer-Olsen alias Vinrosens vine fra Bourgogne. Har man stadig plads i maven og råd, kan man jo vandre videre i byen og spise en dessert på en af de gode restauranter i nærheden: Geranium, Oubæk, Prémisse, Umami eller R Bar. Læs også om Lolli-familiens La Buca i Vanløse

A Hereford Beefstouw

Åbenrå 8
1124 København K

De riges svar på McD på en søndag

Foto: Else Bjørn
Hereford Beefstouw i gaden Åbenraa mellem Nørreport og Møntergade har masser af stamgæster og er nærmest de riges svar på McDonald. Har man råd, er det bestemt at foretrække at kurere sine tømmermænd med en god bøf og flaske rødvin fra det hemmelige, bedre vinkort - selv om Hereford hverken har pommes frites eller Béarnaise på menuen. Til gengæld har de østers.

Restauranten er med sine lyse, rå træborde, ternede viskestykker som servietter, bar lavet af jernbanesveller og vægge malet i samme farve som nyudsprungen bøgeskov som at træde ind i 70'erne. Samme gælder menukortet, der foruden de gode bøffer tæller 70'er-hits som bagte kartofler og et salatbord, som ligner en ufo, der er landet midt i lokalet.

Fraværet af nymodens påhit er netop det skønne ved Hereford Beefstouw. Her er ingen molekylære retter med skum og agar agar og slangeskindsindbundne menukort, men derimod den hyggelige stemning og hjemlige fornemmelse, som gode stamgæster giver en restaurant. Her kommer de, der har råd eller som prioriterer at gå ud og spise en god bøf igen og igen for at få et saftig, perfekt stegt stykke kød i deres yndlingsudskæring og drikke et godt glas rødvin.

Kan det almindelige vinkort ikke få mundvandet i drev, så kig efter en Haut Bailly 1998 fra Pessac-Léognan i Bordeaux, som sammen med andre gode vine med lidt alder på står på det hemmeligt vinkort. Læs mere om Hereford på dens eget website

Gourmandiet

Rosenvængets Alle 7 A
2100 København Ø

Spis i slagterforretningen

Byens smukkeste slagterforretning: Gourmandiet i Rosenvængets Allé Foto: Else Bjørn
Man skulle være et skarn, hvis man boede på Østerbro uden engang imellem at unde sig selv at købe kød hos byens smukkeste slagterforretning, som hedder Gourmandiet og ligger i den brostensbelagte Rosensvængets Allé bag Trianglen. Kødet er økologisk og af prima kvalitet, og når vi taler hakket kød, gør det alverden til forskel, om slagteren hakker det til dig, når du køber det, eller om det har ligget i en plasticbakke i en åben køledisk i et par dage.

Gourmandiet er ikke længere blot en slagter, for det ene lille lokale, der før var butik med diverse varer, er nu dækket op med borde og stole med langhårede dyreskind i, hvor du kan spise økologisk højrebsbøffer fra 30 måneder gamle stude-kalve, som er kastrerede tyre, hvis kød er særligt smagfuldt, fordi de er vokset langsomt og ikke har produceret testosteron, som skulle give kødet en mere syrlig smag. Slagterens biks er åben torsdag, fredag og lørdag, og man kan ikke reservere bord.

Til apéritif kan man drikke et glas bio-champagne fra Mads Rudolfs vinhandel Skål i Randersgade, der sammen med bio-orienterede vinhandlere som Rosforth & Rosforth og Norma Vin leverer god gæret druesaft til bøfferne, der fås i flere størrelser og udskæringer. PS: Gourmandiet serverer også brunch om lørdagen. Læs mere på Gourmandiets eget website

 

Skriv en kommentar

Modtag nyhedsbrev

Hold dig opdateret om byens restaurantliv: De nyeste spisesteder, de skarpeste kokke og de bedste guider til byen lige nu. Udsendes én gang om ugen.

email:

Byliv | 23/08/12

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende muligheder for at vinde billetter til en lang række kulturelle arrangementer.
Byliv | 29/08/12

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.

 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media