Omtale
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 01/02/14

De 5 autentiske kinesere

  • Fu Hao Restaurant i Colbjørnsensgade. Kunder får suppe. Foto: Rune FeldtFu Hao Restaurant i Colbjørnsensgade. Kunder får suppe. Foto: Rune Feldt
Det kinesiske nytår ind er netop skudt ind. AOK guider til 5 autentiske steder, som det stolte folk selv besøger ved spisetid.

Noodle House

Abel Cathrines Gade 23
1654 København V

Den undseelige

Foto: IRIS

Hvis du er typen, der bedømmer et spisested på smag og atter smag, kan du roligt lægge vejen forbi Noodle House i Abel Cathrines Gade. Den lille og nøjsomt indrettede spisebar gør ikke meget væsen af sig, men her skaber en lille, kinesisk familie autentiske og velsmagende retter, der får såvel lokale beboere som erfarne restaurationsfolk til at stimle sammen i flok.

Kokken på Noodle House, der altid er iført en høj hvid kokkehat, står i et åbent køkken bag en lille disk og tilbereder maden fra bunden. Hvad end du er til stir fry med mørt oksekød, nænsomt foldede wontons i suppe eller går hele planken ud med kolde grisetæer, kan du forvente velsmag over hele linjen.

Noodle House laver, som navnet antyder, selv deres nudler og rismelspandekager til f.eks. dumplings. Og med et prisleje på ca. 65-160 kr. for hovedretter, er der ikke noget at sige til, at mange må tage maden med to go. De 10 siddepladser er nemlig som oftest allerede optaget af herboende kinesere og nudel-nørder i alle afskygninger.

Hvad: Noodle House
Hvor: Abel Cathrines Gade 23, 1654 København V

Royal Garden

Dronningens Tværgade 30
1302 København K

Den majestætiske

Foto: Else Bjørn

Royal Garden ligger på hjørnet af Dronningens Tværgade og Borgergade. Når du træder ind i restauranten skal du først over en miniaturebro, og fra højtalerne kan du for eksempel blive udsat for en kinesisk version af "Rock Around The Clock". Men lad dig ikke skræmme, for den ydmyge restaurant er et af byens bedste steder at spise dim sum.

Dim sum betyder noget i retning af hjertets fryd, og er det kinesiske svar på tapas. De blev oprindeligt serveret som snacks til te, men spises i dag både til brunch, frokost og aften. I weekenden kan du på Royal Garden opleve at være den eneste vesterlænding blandt store familier med børn i alle aldre, hvor snakken går højlydt på kinesisk, og restauranten dufter let parfumeret af jasminte.

Indretningen byder blandt andet på store, runde borde, hvor den inderste del kan dreje, så man nemt kan forsyne sig af de mange forskellige småretter. Maden serveres efter klassiske, kinesiske forskrifter, hvilket kan betyde søde dumplings i begyndelsen og fiskeretter midt i måltidet.

Hvad: Royal Garden
Hvor: Dronningens Tværgade 30, 1302 København K

Corner & i

Helgolandsgade 2
1653 København V

Den spicy

Foto: Kaspar Mørk

Udefra ser restaurant Corner & i, der åbnede i efteråret 2013, ikke ud af meget. Men indenfor viser interiøret alligevel, at man har lidt højere ambitioner end som så.

Her er hverken udskårne gulddrager eller halvtomme akvarier men derimod en afdæmpet atmosfære med lyse vægge, simple, mørke træborde og spisestole betrukket med cremefarvet velour.

Corner & i har specialiseret sig i det såkaldte Sichuan-køkken, der blandt andet kendetegnes ved brugen af Sichuan-peber. Dette helt specielle krydderi kan næsten bedøve tungen og producere en sjov “summende” fornemmelse i munden.

Folk med sensible smagsløg kan derfor gøre klogt i at bede køkkenet holde lidt igen med stærkhedsfaktoren. Chefkokken har over 20 års erfaring fra toprestauranter i Kina, og på Vesterbro kreerer han ægte, kinesisk velsmag med både helt almindelige råvarer såvel som kyllingefødder, oksemave og griseører.

Til maden smager den friskbryggede jasminte herligt, og den storsmilende, kvindelige indehaver fylder gerne ekstra på kanden uden beregning.

Hvad: Corner & i
Hvor: Helgolandsgade 2, 1653 København V

Magasasa

Istedgade 4
1650 København V

Den populære

Foto: Else Bjørn

Den går ikke uden en bordreservation. Det måtte selv AOK sande, da vi ville aflægge den stærkt populære Restaurant Magasasa i Istedgade et besøg. Det kinesiske spisested ligger få meter fra Hovedbanegården og lokker med sit glimtende guldskilt.

Du kan både få en hurtig boks takeaway (du kan se udvalget i vinduet fra gaden), tage en hel kinesisk middag med hjem, eller spise i restauranten, hvor indehaverne har forsøgt at gøre lidt ekstra ud af indretningen.

Her er således polstrede og næsten herskabelige stole, hvilket står i skærende kontrast til takeaway-afdelingen med sin lidt slidte bestillingsdisk og saftige BBQ-ænder hængende fra loftet - præcis som i New Yorks Chinatown.

Menukortet er enormt med små, laminerede frimærkebilleder af alle retterne, der beskrives på både dansk og med kinesiske tegn. Køkkenet er sydkinesisk, hvilket betyder, at den står på supper med for eksempel dumplings som fyld, den traditionelle rødglaserede Peking-and med pandekager og klassikeren Gong Bao-kylling med cashewnødder.

Hvad: Magasasa
Hvor: Istedgade 4, 1650 København V

Fu Hao

Colbjørnsensgade 15
1652 København V

Den kompromisløse

Foto: Else Bjørn

Der er ingen tvivl om, at Vesterbro dominerer listen over autentiske, kinesiske spisesteder, og Fu Hao i Colbjørnsensgade er ingen undtagelse. Her har man også særlig fokus på dim sum, og herboende kinesere såvel som lokale københavnere strømmer til for at nyde timelange måltider med de små hapser i centrum.

Gerne tilsat en kande varm grøn te eller jasminte. Køkkenet er funderet i den kinesiske Canton-provins, hvor maden er fedtfattigt og let krydret. Krydderiforskrækkede danskere har intet at frygte, da kun meget få af retterne er stærke. Derimod er der mange søde og sursøde retter med frugt og sukker på menuen.

Kokken går aldrig på kompromis med ingredienserne og sørger altid for at bruge de bedste råvarer - også selv om slutprisen bliver en smule højere. Fu Hao bærer tydeligt præg af, at man har valgt at satse på maden, idet hverken indretningen eller betjening kvalificerer sig som værende bemærkelsesværdig.

Men er du på udkig efter en ægte kinesisk smagsoplevelse, er Fu Hao et rigtig godt bud.

Hvad: Fu Hao
Hvor: Colbjørnsensgade 8, 1652 København V

 

Det mener brugerne..

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar. Log ind eller Register