Seks stjerner ud af seks kvitterede Berlingskes madanmelder Sørens Frank i sommeren 2010 med efter et besøg på den bornholmske gourmetrestaurant Kadeau hos de to bornholmerdrenge Rasmus Kofoed (navnebror til verdens bedste kok på Geranium) og Nicolai Nørregaard.
De to, som har før arbejdet på Cofoco og den nu lukkede michelin-restaurant Ensemble, er nu tilbage i København, så fremover behøver du ikke rejse til Bornholm for at smage, hvad der begejstrede Søren Franks kræsne smagsløg. 11. november åbnede drengene fra Bornholm en københavnsk filial af den bornholmske succes-restaurant på Vesterbrogade overfor Sorte Hest.
Udsigten, som på Bornholm er til klit, hav og solnedgang, kan Vesterbro-filialen ikke hamle op med, men køkkenet er både knivskarp og nytænkende. Kan du leve med at man sidder tæt, at akustikken ikke er den bedste og her kun er én menu, som du kan vælge et forskelligt antal retter fra, er Kadeau et godt bud på ambitiøs gastronomi med bornholmske råvarer som omdrejningspunkt til en pris, der er mere budgetvenlig end Noma.
Vil du have den store pakke, kan du bestille en omgang bornholmerbank, som er bornholmerdrengenes slang for 6 retter med champagne, snack, vin, kaffe og det hele.
Hvad: Restaurant Kadeau
Hvor: Vesterbrogade 135, Kbh. V., 33 25 22 23
Hvornår: Tir-lør 18-24
Læs også Søren Franks anmeldelse fra Bornholm i 2010
Det mener brugerne..