...
Hvis man fanger morfar på den forkerte fod, så har man måske hørt den klassiske: 'Alting var bedre i gamle dage'.
Og ja, i det forrige århundrede, inden fjernsynets opfindelse, kunne man tit møde både kunstnere og intellektuelle på caféerne rundt omkring, mens de livligt diskuterede tanker og idéer over et glas vin eller fem. Den cafekultur trives ikke så godt i nyere tid.
Men nu lader Cafe Europa 1989 sig inspirere af denne cafétradition og afholder arrangementer under titlen 'Europa Salon' hver onsdag aften.
'Vi ønsker at skabe aktivitet om aftenen i Indre by. Der sker jo en masse ude på broerne i vintermånederne, mens selve indre by ligger stille hen.
Vi skal have københavnerne tilbage ind mod Strøget om aftenen, og så må vi jo sørge for nogle spændende oplevelser til dem', fortæller ejer Jens Nørgaard.
Kodeordet er fordybelse og i den første 'Europa Salon' handler det om kaffe, og hvordan kaffen gror, plukkes, forarbejdes og brygges. Senere vil arkitektur, Københavns historie og litteratur også blive emner.
Hvad: Europa Salon
Hvor: Café Europa, Amagertorv 1
Hvornår: Hver onsdag kl. 19.30-21.00.
Hvor meget: Årets første emner er klar: 9. januar: Kaffe. 16. januar: Ost. 23. januar: Champagne. 30. januar: Fællesspisning. 6. februar: Kaffe. 13. februar: Vin.
Hvordan: Billetter på www.europa1989.dk