Cofoco (Copenhagen Food Consulting) klinger unægtelig lidt i retning af koncept, nærmest sådan lidt IKEA-agtigt. Og Cofoco-drengene, Torben Klitbo og Christian Lytje, har da også åbnet, hvad der efterhånden ligner en kæde restauranter, som alle har det tilfælles, at man får gedigen kvalitetsføde til uhørt fornuftige priser. Til gengæld må man acceptere forskellige begrænsninger i den personlige frihed, som nu f.eks. på nyåbnede Vespa, hvor man ikke frit kan bestemme spisetid, men må vælge mellem klokken 18 eller 21 - altså valget mellem at spise, som man gør det i Jylland eller i Madrid. Da både jeg og min medspiser havde arbejdet til sent, faldt valget på sidstnævnte.

Således var vi godt grovsultne, da vi ankom klokken 21 til den lille restaurant, der er indrettet som en krydsning mellem et traditionelt italiensk trattoria og en provencalsk bistro. De store cafévinduer var, grundet temperaturen denne subtropiske aften, slået fuldt op, så man havde illusionen af at side og spise udendørs på fortovet.

Vi kastede os grådigt over de lækre brød, der smagte som om, de lige var kommet ud af ovnen og var spiddet på et vertikalt stativ, så de ikke optog plads på det minimale bord. Vi bestilte, på tjenerens anbefaling, et glas brachetto som aperitif - lidt underligt, for i min bog er den søde, røde mousserende Piemonte-vin lavet på den hyperaromatiske brachetto-drue, noget man drikker til desserter, ikke mindst, når der er bær inde i billedet.

Trattoria-konceptet er kørt så hårdt igennem på Vespa, at vinen udelukkende serveres fra halvliters karaffel i én rød og én hvid udgave til en rund hundredekroneseddel. Jeg må tilstå, at dette koncept virker noget afskrækkende på en vinnørd som undertegnede, og jeg var da også meget lettet, da jeg fik øje på et lille supplerende udbud af fem-seks attraktive flasker bl.a. Bandol fra Tempier og så den flaske 2006 Santa Catharina fra den gode Vino Nobile-producent DEI (425 kroner) som vi endte med at vælge. Vi lagde dog ud med en karaffel af husets hvide - en sauvignon blanc fra Loire, fik vi at vide - ikke ligefrem Didier Dagueneau, men drikkes, det kunne den da godt.

Madserveringen er også underlagt et stramt koncept: Huset bryder på en femretters menu - take it or leave it - som først på ugen koster 250 kroner og i weekenden 300 kroner. Jeg husker ikke at være stødt på denne politik før, men har lidt svært ved at blive forarget, eftersom man i begge tilfælde får enormt meget for pengene.

Retterne er relativt små og enkle - dog skulle der ikke være nogen risiko for at gå sulten fra bordet. Vi fik først en herlig forfriskende, iskold gazpacho, lige hvad vi havde brug for efter en lang varm dag. Suppen var lige efter bogen med god, moden tomatsmag, bladselleri, sprøde agurketern og en fint frisk olivenolie - mere kompliceret behøver det ikke at være.

Næste runde var nærmest to små antipasti: En fritteret courgetteblomst, som vel nok var aftnens mindst stærke kort, idet beignetdejen var lovlig tyk. Ved siden af en gang herlig kalvetatar, mild og fint dryppet med en fornem, frisk olivenolie og garneret med sprød toast, som man kunne bruge til at grave kødet op med.

Så kom en lækker filet af havbars stegt knasende sprød på skindet, og rygende varm samtidig med, at den stadig var saftig. Barsen var placeret på et leje af cremet, ganske klassisk ratatouille gjort på bl.a. courgetter, aubergine og rød peberfrugt.

Hvor vi under de indledende serveringer havde været en tur forbi Spanien og Provence, fortsatte vi Middelhavsrundfarten med et stop i Italien: Et par rigtig fine, tykke skiver rosastegt irsk lammeryg med skaft - saftigt og velsmagende - var garneret med oliven, blommetomat, polenta og i bunden af tallerken langtidsbraiseret lammebov.

Min ledsager, spindoktoren, er en mand, som har delt adresse med mange forskellige kvinder - sågar i Venedig - så han ved nok, hvordan en polenta skal smage, og han var begejstret. Gang på gang vendte han tilbage til polenta'en og priste denne luftige version af den norditalienske majsgrød, som ellers godt kan blive en tung affære.

Egentlig var vi godt på plads efter den skarpt eksekverede hovedret, men lod os alligevel friste til at dele en osteservering (30 kroner), som helt i tråd med Vespa's enkelhedskoncept bare er en enkelt slags serveret au naturel - her en glimrende mild fåre-model fra Pyrenæerne. Og så endelig desserten, der var tale om abrikostærte med mandel og rosmarin is. Hertil lod vi os friste til at drikke et glas vinsanto fra DEI (50 kroner) en glimrende drik, tydeligvis den ægte vare, som har en nøddeagtig dybde efter at have lagret en rum tid på egefade.

Et glimrende punktum på en aften, som må siges at have været stort set fejlfri. Vespa tager uden problemer konkurrencen op med Famo, Pastis, Luns og hvad alle de andre gode, nye spisesteder i bistro/trattoria-klassen nu hedder, og det endda til svært fornuftige priser. Det ligner unægtelig endnu en succes til Cofoco-holdet. De fire stjerner er således af den store slags med pil op af for den gode sammenhæng mellem pris og kvalitet.