Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 28/08/17

Coffee Collective åbner i historisk bar og sætter kaffeøl på menuen

  • Coffee Collective Foto: Jeppe Bøje Nielsen

    Coffee Collective

    Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Coffee Collectives nye afdeling lige ved Strøget har både kaffeøl, kaffecocktails, kaffekombucha og cremet kold kaffe på fad.

Coffee Collective sætter en ære i ikke at blive en af de der copy-paste-kæder, hvor det hele ligner hinanden. Deres butikker centrerer sig godt nok alle om kaffe i mange afskygninger, men der er forskellige indslag, stemning og udvalg alle steder.

Fredag 1. september åbner de et helt nyt og anderledes sted.

Det hedder The Coffee Collective Bernikow ligger i den tidligere Bernikows Vinstue, som faktisk var det allerførste sted i Danmark til at skænke fadøl, så den historie skal selvfølgelig hædres.

Læs også: The Coffee Collective åbner ny stor kaffebar i Jægersborggade

Så herinde har de opsat seks fadhaner og har en alkoholbevilling.

»Vi har gennem en del år haft gang i en masse samarbejder, f.eks. med nogle virkelig spændende kaffeøl, men har aldrig selv haft muligheden for at servere det. Det glæder vi os rigtig meget til at kunne nu, så der kommer både kaffecocktails og kaffeøl på hanerne,« siger medejer Klaus Thomsen.

Blandt mange spændende sager finder man på fadhanerne deres nyudviklede kaffekombucha, og så har de også opfundet en ny og skummende kold kaffe, som i en hurtig vending godt kunne minde om den kendte Guinness.

Læs også: København har fået et nyt smørrebrødsmekka

»Vi synes selv, der mangler det her sted, man kan tage hen om eftermiddagen og få en kop kaffe først og så nyde en øl bagefter. Et fyraftenssted hvor du ikke drikker dig i hegnet, men du kan nyde en suveræn white russian og en kop kaffe og få vendt verdenssituationen«.

Det ville være synd at smide den gamle bodegaes historie og stil ud, så Coffee Collective har istedet genbrugt det gamle inventar, som samtidig er blevet restaureret.

Det betyder, at bænken i slyngelkrogen, lamperne og billederne står, som det har gjort siden 1930’erne. Under glastaget i den smukke Bernikow gård, kan man kan sidde ude året rundt.

Læs også: Guide: De 5 gode indiske restauranter i København

»Vi vil gerne bevare de gamle traditioner. Vi fjerner godt nok røgen og den stærke alkohol og udskifter den bitre sidevogn med en espresso, men fokusset på den varme og nære service, den genkendelige atmosfære og ”den kolde” fra hanen holder vi ved. Nu om dage kalder vi det service, men det er mere passende for dette sted, at kalde det gæstfrihed. Jeg er inspireret af de gamle gæstgiverier, den lokale købmand og det brune værtshus, hvor nærvær og kendskab til produkt og gæst er i fokus,«  fortæller Peter Ebdrup, der tidligere har været barchef på Godthåbsvej-afdelingen.

I åbningsweekenden kan man få masser af gratis smagsprøver på de nye drikke, komme med på kaffesmagning, høre koncerter i gården og meget mere.

Program:
Fredag: 
9.00 Åbning med 500 kopper gratis kaffe
14.00 – 16.00 Kaffelikør & Tonic smagning
16.30 – 18.00 Ida Skriver + guitarist

Lørdag: 
12.00 – 13.00 Gratis kaffesmagning med kaffeindkøber Peter Dupont.
14.00 – 15.00 Ølsmagning med To Øl
16.00 – 18.00 Gratis koncert med Hymns for Hearts - Anders Ammitzbøll

Søndag:
10.00 – 11.00 Gratis kaffesmagning med ristemester Casper Rasmussen
12.00 – 14.00 Læsk Kombucha smagning med bl.a. kaffekombuchaen.
14.00 – 16.00 Koncert med Jeppe Skovbakke og Gustaf Ljunggren

Hvad: The Coffee Collective Bernikow
Hvor: Kristen Bernikows Gade 2, 1105 København K
Hvornår: Åbner fredag 1. september 2017

AOK Tjenester