Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 03/11/17

Café Royal på Radisson Blu Royal er blevet en kosmopolitisk designperle

  • Café Royal er omdannet til en uformel designrestaurant, hvor gæsteoplevelsen er i fokus, når der serveres bistro-retter og cocktails til københavnerne. Foto: PR

    Café Royal er omdannet til en uformel designrestaurant, hvor gæsteoplevelsen er i fokus, når der serveres bistro-retter og cocktails til københavnerne.

    Foto: PR
Den ikoniske bygning er blevet ført smukt ind i 2017. Med tilhørende bistro-retter og cocktailbar.

Arne Jacobsens mastodont af et højhus - Radisson Blu Royal - bliver kaldt verdens første designhotel, og er blevet ikonisk for København. Bygget i 1960 er bygningen moderne funktionalisme uden dikkedarer, gesimser og gesvejsninger.

Mindst en gang om ugen dukker en gæst op fra et eller andet sted i den store verden, og beder pænt om at se eller bo i suite 606.

Billedserie: Se den nye Café Royal på Radisson Blu Royal

Den står stadig med alt interiør intakt, som dengang Arne Jacobsen bestemte design på alt i hotellet, fra paneler og lamper til Svanen og Ægget. De to sidstnævnte stole blev simpelthen tegnet til hotellet og er stadig flot repræsenteret i lobbyen.

Café Royal i stueetagen blev i november 2017 transformeret til en kosmopolitisk designperle.

»Det her er en restaurant, der bygger på design, og hvor gæsteoplevelsen er i fokus. Stilen er uformel, venlig og afslappet. Vi stiler efter at blive dét hjørne i hjertet af byen, hvor du ved, at du kan få en drink, noget at spise og blive vartet op af vores venlige tjenere, samtidig med at du får en bid af den unikke historie, som er en del af hotellet,« siger hoteldirektør Brian Gleeson.

Se billederne: Så flot er Café Royal blevet

Restauranten er blevet et ægte skattekammer af Arne Jacobsens designs. Blandt andet har Giraffen og Mayor-sofaen fået nyt liv, ligesom en læderudgaven af Dråbe-stolen forkæler øjet.

Historien fornægter sig heller ikke. Det ses f.eks. på badeværelset, som efter 40 år er genåbnet fuldkommen originalt. Og hvis man lægger mærke til ridserne i det originale marmorgulv kan man så glæde sig over, at de stammer fra det gamle piano.

Hvis man kan få øjnene væk fra de smukke design-kult-møbler og hopper ned i menukortet, finder man klassiske bistro-retter, kyndigt ledet af køkkenchef Christian Paradisi, som kommer fra en stilling som køkkenchef og medejer af Restaurant Umami.  Midt i køkkenet står en Josper-grill, som giver kød, fisk og fjerkræ grillsmag over kul.

Billedserie: Kom med indenfor på den nye designperle lige her

Hoteller dufter altid af international stemning og på Café Royal har de også indført en 'Afternoon Tea' med klassikere som finger-sandwiches, smørrebrød og ikke mindst speciallavede kager inspireret af de former og farver, som Arne Jacobsen benyttede. Alt sammen selvfølgelig serveret på porcelæn fra Royal Copenhagen

Hopper man ombord i cocktail, vil man også møde verdenskendte designere, alle cocktail er nemlig opkaldt efter en.

Hvad: Café Royal
Hvor: Hammerichsgade 1, 1611 København V
Hvornår: Åbnede torsdag 2. november 2017