Brunch
Frokost
Middag
Cafekøkken
Klassikere
Det kræver sin mand at åbne café midt i en finanskrise. Måske er det derfor, der står hele tre bag Café Merci på hjørnet af Classensgade og Strandboulevarden. De tre ejere, en kok, en tjener og en IT-konsulent, overtog i sommeren 2010 lokalerne, der længe havde stået tomme efter den tidligere restaurant, Taiwan, og efter en større renovering er de mørke lokaler forvandlet til en lys og indbydende café – eller nærmere bistro.
For på menukortet er nemlig ikke kun den obligatoriske cafémad – bruch, sandwich, omelet, salat, nachos og burger. Man kan også få et bredt udvalg af crêpes og franske for- og hovedretter som moules – hvidvinsdampede blåmuslinger – laksetartar, coq au vin og lammekrone. Caféen har desuden takeaway.
Lokalerne er enkelt indrettet med lyse gulve, mørke træborde og sorte læderstole. På væggene har de tre ejere valgt at tilbyde forskellige kunstnere at udstille deres billeder. Man kan få udstillet sine billeder ved at kontakte caféen.
I sommerperioden er der udendørsservering, både i Classensgade og på Strandboulevarden. Sidstnævnte kan godt være temmelig trafikeret, men om søndagen er trafikstøj faktisk begrænset, og er man heldig at vælge en dag, hvor solen skinner, kan man med fordel nyde den store brunchbuffet på fortovet i solen.
Hjælp os med at holde AOK opdateret. Send os en mail, hvis du oplever, at et af de steder, vi skriver om, ikke eksisterer længere, har skiftet navn eller hvis der er andet, som ikke stemmer. Vi sætter stor pris på din hjælp.
Prøv Berlingske 1 måned for 49 kr - inkl. adgang til avisen på mobil og iPad
Lørdag d. 9. marts bestilte vi bord til brunch på Café Merci. På hjemmesiden stod der, at der ville være et stort udvalg af forskellige små retter og hjemmelavet brød. Brødet var dog langt fra hjemmelavet, og da vi kontakter personalet og stiller spørgsmålstegn ved dette, er tilbagemeldingen, at det har de ikke. Vi var på Café Merci kl. 11.15, og allerede der, var der flere halvtomme fade. De fade blev desværre ved med at være halvtomme, og flere kom til. Opfyldningen af maden udeblev. - eller var i bedste fald mangelfuld.
Det er vores opfattelse, at personalet var travlt optaget af at arrangere mad, der skulle ud af huset - og denne mad blev også hentet i buffetten. Tomme glas og tallerkener blev ikke hentet og bragt væk fra bordene, og efter en times tid, var et tomt bord i restauranten forvandlet til en noget ucharmerende opvask af, vi, spisende gæster.
Kæresten og jeg havde glædet os til en afslappet og billig buffetoplevelse på Cafe Merci, men sådan skulle det ikke være. Det er rart her i Januar, hvor alt er trist og gråt, at man kan få noget dejligt varmt mad og hygge sig lidt en helt almindelig onsdag aften. Vi havde printet vores Down Town værdibevis ud og kunne med det i hånden få en overdådig midddelhavsbuffet med dampede muslinger, hjemmebagt brød, tapas, ostefad, tiramisu, salater med mere til kun 99 kr mod 179 kr. Det lød næsten for godt til at være sandt og det skulle også vise sig, at det var det.
Det regnede og var koldt og dejligt var det at komme inden for i nogle hyggelige lokaler. Det viste sig cafeen var delt op i to lokaler. Det vi kom ind i var til a la carte gæsterne og det andet mindre lokale til buffet gæsterne, hvor vi hurtig erfarede at a la carte afdelingen havde mere tjenernes bevågenhed.
Vi kunne først få bord kl 20.00 og det var fint med os, men da vi blev vist ind til et rokkende to mandsbord klods op ad buffeten, så det ikke lovende ud.
Fadende var halv tomme - en del pinligt tomme - Tiramisuen var der til to personer, ostefadet var reduceret til et par udflydte brie skiver, suppen var næsten væk osv, men vi mente, at det nok var fordi, at her kl. 20 kom der et nyt hold og dermed blev fadende fyldt op, men nej.
Vi fik vinkortet og menukortet med øl og sodavand osv, af en høflig tjener og så skete der ikke mere. vi ventede og ventede og vi var ca. 15 mennesker i lokalet, hvor et bord med 8 personer ca sad og sludrede og ikke bestilte drikkevarer for kortet, men tjeneren gik lige forbi flere gange uden at værdige os et blik tiltrods for menukortene var lukkede og lagt på hjørnet af bordet.
Vi gik så op og tog det der nu var af de sørgelig rester. Maden var kedelig og slatten og ikke rigtigt varmt. Brødet var dog ok og tzatzikien god, samt en tomat salat men og det var så det. De små tapas stykker lavet af billigt ristet toast med en meget billig oliven tapanade smagte direkte ækelt og buffet levede slet ikke op til de billeder, der var da jeg bestilte tilbuddet hos Down Town. Vi blev hurtig enige om at selv Ankaras super billige frokost buffet i Krystal gade var meget bedre.
Vi satte os ned med vores tallerkener. Stadigvæk gik tjeneren lige forbi og et andet par måtte hive fat i tjeneren flere gange før de fik noget at drikke - det nægtede vi. Tjeneren burde kunne holde øje med et par borde i et halt tomt lille lokale.
Efter ca 20 min kom tjeneren hen til bordet og begyndte at rette på vores bord og komme papir under vores bordben, så det ikke rokkede. Derefter rejste han sig langsomt tøvende op og spurgte om vi ville have noget at drikke?? På tide - Vi ville elllers have drukket sodavand og et glas vin.men med den sløve betjening og en knap halvfyldt kedelig buffet, købte vi kun en kande vand til 10 kr og da vi havd e betalt i forvejen var det det vi betalte, da vi gik, til stor undren for en anden tjener, der afregnede, men mere kunne vi altså ikke få os selv til at købe.
Da vi skulle til at gå blev der fyldt lidt op i buffet, blandt andet nåede vi at få et stykke tiramisu, der var okay, men vi kunne hurtigt se, at fadene skulle være helt tomme før der blev skiftet et fad ud efter et godt stykke tid, eller hvis gæsterne brokkede sig.
Det er første og sidste gang vi kommer der. Det er egentligt lidt trist for Cafe Merci vil så meget og alligevel ikke. De gaber over to afdelinger en a la carte og en buffet afdeling og hvad skal man så prioritere ? Vi følte lidt at finanskrisen havde taget en stor bid her, så bundlinien var det billigste fra Netto, blev brugt og det er synd, for ville Cafe Merci ofre lidt mere på buffeten, måske med et mindre udvalg og ikke synke hen i sløvhed i betjeningen, så ville det være rigtigt godt.
Derfor kan jeg desværre ikke give nogen stjerner, for der ikke noget at give af desværre.......... Måske var det bare en uheldig regnvådsaften i januar ? ................
Selvom vi har boet i området længe, har vi aldrig fået besøgt Merci, men efter vores besøg der i weekenden, kommer vi helt sikkert igen.
Vi prøvede deres burger som var mere end mættende.
Servicen var måske ikke den hurtigste, men de var meget flink og venlige.
Bemærk venligst at kommentarer ældre end 365 dage vil blive fjernet fra sitet.