Sommerens komme stiller større krav til beliggenheden. De få måneder, hvor det overhovedet er muligt at se noget ud af vinduet og måske endda ligefrem spise udendørs, skal ikke spildes på et mørkt og lummert lokale. Og her har nyåbnede Aristo på Islands Brygge en del at byde på: Den moderne, velindrettede café har store glasvægge, som tillader udsigt direkte ud over vandet med tilhørende solnedgang. Da vi var forbi, var sceneriet intet mindre end perfekt, da den røde kugle gik ned bag byens tage og dannede et orange skær omkring silhuetten af Tivolis gyldne tårn.

Hvis vejret tillader det, er det endda muligt at spise ude på Bryggen, men den aften vi var forbi, blev det dog hurtigt for koldt, så vi måtte trække indendørs.

Aristo opererer i to niveauer: som almindelig café med hvad dertil hører af cafe og øl samt et spisekort bestående af burger, salater, sandwiches og andre uhøjtidelige retter. Dertil kommer så restaurantafdelingen, der med en daglig femretters menu, som der kan plukkes fra, er mere ambitiøs. Tre retter koster 325 kroner, fem retter 425 kroner. Det viste sig, at vi havde appetit til hver fire retter, som koster 375 kroner, og vi drak hertil den tilhørende vinmenu til 325 kroner. Prismæssigt befinder vi os i det øvrige middelleje.

Menuen viste sig at være forbavsende klassisk set i cafésammenhæng, hvor de fleste gerne vil præsentere et småsprælsk køkken - dog oftest uden at være i stand til at leve op til det. Vi lagde ud med hvide asparges med

mousseline-sauce

(hollandaise rørt med flødeskum) og fjordrejer - en megaklassiker, som man sjældent går fejl af. Her var mousselinen gratineret i ovnen, hvilket jeg ikke mindes at have set før i denne sammenhæng, og man kan sådan set sige både for og imod dette indgreb, som bestemt tilføjede retten noget karakter, men på den anden side truede den fine smag af fjordrejer en smule. Vinen hertil var velvalgt, en superklassiker til asparges, en sauvignon blanc-baseret 2003 Pouilly Fumé, Villa Paulus.

Næste ret havde også kraftigt, klassisk præg, der var tale om en skive stegt ande-foie gras, som blev serveret på en slags ragout af shitake-svampe, spinat, majs, og så var der garneret med en smørmonteret sauce baseret på hønsefond og et par hindbær. Retten hang godt sammen, men min servering havde det problem, at den var saltet lidt for hårdt. Vinen hertil var igen et korrekt valg, en ung, relativt let rød bourgogne, om end 2002 Pinot Noir fra Guyon langt fra er den mest spændende repræsentant for genren, jeg har smagt.

Bortset lidt ventetid ved ankomsten, var timing og betjeningen generelt god. Tjeneren scorede endda ekstra point på følgende passage: Til min hovedret, kalvemedaljon med pommes fondant og grønt, fulgte et glas 2003 Barbera Ruvëi fra Marchesi di Barolo. Tjeneren skænkede en sjat op i bunden for at lade mig smage, og jeg må ærlig talt indrømme, at jeg var i tvivl om vinen, som jeg tidligere har smagt i andre årgange, var i orden. Lynsnart havde manden åbnet en ny flaske Ruvei, som viste sig at være en helt anden snak, ren og frisk i frugten. Dejligt at se et eksempel på, at den obligatoriske, lille smagsprøve til gæsten anvendes som andet end rent spil for galleriet.

Kalvebøffen viste sig ikke overraskende at være endnu en ret sikker servering med meget klassiske toner: medaljonen var fint rosa, og den blev ledsaget af små gulerødder, forårsløg og asparges samt en fondant-kartoffel (nedsænket i andefedt eller klaret smør og bagt forsigtigt i ovnen).

Min ledsager havde valgt en gang havtaske, som var velberedt, således at saften var intakt. Tilbehøret bestod af flan af persillerod og en blendet sauce.

Desserten var en klar jordbærsuppe, velsmagende og frisk, med en mousse af hvid chokolade belagt med et låg af basilikumskaramel placeret i midten. Der var rigtig god sammenhæng mellem smagen af jordbær og basilikum, som efterhånden er ved at være en velafprøvet konstellation. At drikke til fik vi overtalt tjeneren til at servere menuens ostevin en rivesaltes "Sweet Emotions", og dermed kom vi godt i hus.

Vi må konkludere, at Aristo har et gedigent køkken, som er væsentlig mere driftsikkert, end det opleves på hovedparten af byens caféer. Det er måske ikke det mest overrumplende, man har set, men når årstiden byder sig til med gode råvarer, er der jo ikke nødvendigvis nogen grund til at elaborere mere på dem end højest nødvendigt. Vi befinder os et sted midt mellem tre og fire stjerner og vælger at lade gode omgivelser og betjening pege opad.