Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 16/10/07

Café classic

Amokkas afløser på Lille Triangel, <b>Dag H</b>, bevarer sin plads i cafégenrens bedre ende, men køkken og betjening er ikke uden skønhedsfejl.

DER ER EN håndfuld parametre, som skal være opfyldt, før at man kan tale om et ægte cafébesøg: For det første, at betjeningen stort set ikke er eksisterende. For det andet at ventetiderne er lange. For det tredje indgår rucola i mindst én af retterne (dog oftest samtlige). For det fjerde er der burger på menuen. Og for det femte at prislejet ligger omkring de 150 kr. for en hovedret og 250 kr. for en treretters. Alle fem parametre var opfyldt denne aften på Dag H., Amokka's afløser på Lille Triangel, og dermed er der altså tale om en café classic.

Spisekortet er relativt lille med tre forretter, hovedretter og desserter (enhedspriser 66,- ,158,- og 59,-) samt lidt burgerværk og tapasplatte at vælge imellem ved aftentide. Tager man tre retter er der 38 kr. rabat og regningen bliver således 245,-.

Jeg vil gerne understrege, at jeg hører til dem, som hilser al fremmed arbejdskraft, som kan supplere vores underforsynede arbejdsmarked, meget velkommen - også når den kommer fra den anden side af Sundet. Dog må - bliver jeg nødt til at indskyde, at et stigende antal svenske tjenere i det Københavnske restaurationsliv kan være et problem, som nu f.eks. denne aften hvor jeg bad om et glas Gosset champagne (69,-) og tjeneren hørte det som rosé og - efter en alt for lang pausering - kom anstigende med et glas lyserød cremant. Lad os endelig få indført en obligatorisk dansk-test ved alle grænser, så vi slipper for den slags unøjagtigheder.

Det siger sig selv, at jeg ikke gad denne drik, som hørmede af børnefødselsdag på flere meters afstand. Boblerne røg ud igen og efter endnu en rum tid ankom endelig mit glas Gosset, en rigtig glimrende, meget rig og maskulin champagne, som jeg faktisk havde glædet mig til siden om eftermiddag, da jeg inspicerede Dag H's hjemmeside.

Desværre kom champagnen først samtidig med forretterne, så jeg nåede aldrig at smage den riesling 2002 fra den glimrende Mosel-procent Markus Molitor, som jeg havde spottet på kortet til 52 kr. for et glas.HVAD SELVE FORRETTERNE angår, fik jeg en gang rå torsk, som havde trukket i en meget sødmefuld marinade smagt til med bl.a. soja og ingefær. De ikke alt for reelle fiskefileter var garneret med en tillige meget sødlig æblesalsa, som smagte lidt som om den var tilsat vanille og dermed ledte tankerne af gammeldaws æblekage. Salsaen var placeret på en salat af rucola (dér var den !), dild og store stykker purløg.

Den obligatoriske rucola gik igen i min yngste søns garniture, en råkostagtig salat, som i øvrigt bestod af fintsnittet gulerod, løg, purløg og granatæble - lidt kønsløs fordi der umiddelbart ikke var nogen dressing at spore. Hovedelementet, og grunden til at drengen havde valg denne ret, var to forskellige (forårs)ruller, en med røget laks og svampe, den anden med musling savojkål, ingefær og chili. Rullerne forsvandt så hurtigt, at jeg kun lige netop nåede et smage en lille bid af hver - jeg var knapt så imponeret som min søn.STOREBROR HAVDE GANG i - hvad man på stedet kalder »en lille share plate«. Det blev da også til en dele-platte, for drengen nøjes med at spise et glas med sorte oliven - to oste (feta og tomme) lod han ligge tillige med semi-tørrede tomater, chorizopølse, serranoskinke, et glas mandler som var mere søde end salte og et glas med wasabi-creme til at dyppe nogle »brød-sticks« (læs amputerede grissini) i. En meget caféagtig servering.

Hvor forretterne altså ikke havde været videre ophidsende, kom der bedre takter fra køkkenet under hovedretterne: Den obligatoriske café-burger er stadig god på Dag H, som den var det, da vi testede burgere her i AOK før nytår: Bøffen er gjort af godt kød og garneret med bl.a. rucola (dér var den igen) og en rundhåndet mængde god velstegt bacon - tilbehøret består af små stegte kartofler med chilimayonnaise.

Jeg fik en gang lettere dekonstrueret coq au vin, som viste sig at være aftenens bedste ret: Lår og bryst af en god bornholmsk unghane lå i den rødvinbaserede braiseringslage, og så var den garneret med en grov kartoffel/gulerodsmos samt to slags herlige løg - henholdsvis bagt bananskalotte og syltet rødløg - samt en sprød plade af stegt serranoskinke. Bortset at saucen måske var en anelse til den søde side var der tale om en rigtig god og gedigen ret, serveret i så rigelige mængder at den kunne have gjort det ud for hovedret.

Vores tredje hovedret var en ret udmærket bøf, skåret af oksefileten, men desværre ledsaget af et mindre skarpt tilbehør: Nogle persillerødder, angivelig bagt med safran, var endt med at blive nærmest hysterisk aromatiske og bolsjesøde og en bunke reven, men lidt for rå, kartoffel og rødbede (i kortet kaldet røsti) var ikke heller ikke noget at skrive hjem om.

Dessert er det naturligvis ikke til at komme udenom, når børnene er med, de tre forskellige slags is serveret med et net af chokolade. Der var tale om gode hjemmelavede sager, jordbærsorbet, kanelis og så en meget mælket sag, formentlig tilsmagt med vanille.CHOKO-NETTET GIK igen i min dessert, den såkaldte »Dag H bananastyle«. Der var tale om en omskrivning af den gode gamle banana split: En karamelliseret banan blev serveret med en meget lækker sirup smagt til med kaffe og kakao, flødeskum samt en god is som vi først havde svært ved at stadfæste, men som ved læsning i menukortet viste sig at være gjort på pinjekerner - som de dog finder på!

Måltidet var til ende, og facit var en stribe blandede forretter i mellemlejet, en god burger, en rigtig fin coq au vin og et par udmærkede desserter. Det er nok til at placere Dag H i den bedre ende af café-segmentet, hvilket omsat til stjerner bliver til tre rene.

Javascript is required to view this map.
Kort