Vietnam er på mode igen! Ikke politisk, som dengang i 1970erne, men danskerne er begyndt at strømme til det gæstfri land, enten som turister eller for at lave forretninger. Og da landet byder på delikat og elegant gastronomi, er vietnamesiske restauranter begyndt at skyde op i et tempo, der minder om dengang de første thai-restauranter stak hovedet frem for lidt over ti år siden.

Seneste bud på viet-trenden ligger på Frederiksberg, på den lille strækning af Godthåbsvej mellem Fasanvej og Kronprinsesse Sofiesvej, der i forvejen rummer både kinesiske, japanske, thailandske og italienske restauranter og take away's.

Sàigòn Quán lyder navnet, og quán betyder ifølge indehaveren Nguyên Hùng Long (hvis kone står for maden) et mindre og uhøjtideligt spisested. Det passer såmænd meget godt på det lille, lyse og ikke overdrevent udsmykkede lokale, hvor bordene står endog meget tæt, og hvor man i indgangsdøren modtages af et heftigt kyssende kronprinsepar - i plakatform, forstås. MENUEN ER PÆNT stor, lidt mere end 50 numre, fortrinsvis fra den sydlige del af det langstrakte land, der gastronomisk er delt i tre: i nord er man meget kinesisk inspireret med syltede grønsager, tørrede svampe og sort peber, i det centrale krydres der på thai-vis med frisk chili og rejepasta, mens der mod syd bruges masser af friske urter og grøntsager og tropiske smage med citrongræs og lime.

Langt de fleste vietnamesiske restauranter herhjemme excellerer fortrinsvis i det sydvietnamesiske køkken, der også var leverandør af vores første ret, de små rispapiromviklede châ giò-forårsruller, der serveres dybstegte. Seks styk på en tallerken, yderst velsmagende med fyld af bl.a. svinefars, glasnudler, tørrede svampe og forårsløg, der meget forfriskende serveres med blade af iceberg-salat og frisk mynte, som man selv ruller om rullen, inden man med fingrene dypper den i en let krydret nuoc mam-fiskesovs. Meget delikat, og med sit lette, friske og samtidig meget smagsfulde indtryk også meget karakteristisk for det bedste ved det vietnamesiske køkken. SÀIGÒN QUÁN HAR ikke umiddelbart vin på kortet, men spørger man efter det, kan indehaver Nguyên Hùng Long sagtens trylle lidt frem. Vi valgte dog at gå ølvejen med en lokal Saigon Bia (30 kr.), der oven i købet viste sig at komme fra et bryggeri, som aftenens medspiser, salgsdirektøren for en af vore største fødevarevirksomheder, har besøgt adskillige gange - og, påstår han, det endda i embeds medfør.

Det var også ham, der med et anerkendende »det smager fuldstændig som derude« sagde god for pho-nudelsuppen, der lavet på enten kylling eller okse spises af vietnameserne både morgen, middag og aften og vel er det tætteste, man kommer på en egentlig vietnamesisk nationalret. Udgaven her var lavet på oksefond og havde indhold af tynde strimler oksekød, nogle af dem stadig røde, fordi de for at bevare deres delikate smag først dumpes i den simrende suppe i sidste øjeblik. Her var de kommet i godt og velsmagende selskab med små stykker nyre, risnudler, hele champignons, hakkede forårsløg og chili - det hele smagssat med den i Vietnam så populære cassia, også kendt som fattigmands-kanel. I skåle ved siden af serveres friske mynteblade, bønnespirer, limebåde, hoisinsauce og blommechili, som man alt efter temperament og smag kan bruge som smagssættere. HELLER IKKE JEG var skuffet. Min klare og velsmagende kyllingesuppe havde fyld af små boller af hhv. reje-, okse- og svinekød, små champignons, selleri- og gulerodstern, et enkelt blødkogt vagtelæg og masser af smag af især koriander og citrongræs. Igen en fyldig sag, som det lykkedes at få til at fremstå særdeles frisk i smagen. For at komme rundt i kortet, havde vi bestilt lidt på kryds og tværs - og også en hel del flere retter, end de fleste ville kunne kapere. Nu kom de væltende i en stor byge: Først stegte blæksprutter i en satay-sauce med friske krydderurter og salat, dernæst stegte ris med vietnamesiske pølser og svinekød og endelig de sprøde rispandekager. De thai-agtigt stegte blæksprutter havde det godt med sataysaucens let spicy jordnøddesmag, men fyldte også godt i maven. Det samme gjorde de kinesisk inspirerede stegte ris med deres i øvrigt meget vietnamesiske akkompagnement af ærter, bønnespirer, gulerødder, rejer, barbecuede tern af flæskesteg og ikke mindst de små stykker godt krydrede andouillette-pølser - det sidste et levn fra små 100 år med Frankrig som koloniherre - hvis indhold af svinekød får den karakteristiske søde smag, når de opvarmes. BÅDE SALGSDIREKTØREN OG undertegnede fylder godt op i landskabet, men vi måtte beskæmmede indrømme, at der ikke var meget plads tilbage til Bánh Xèo-pandekagerne, og det var i den grad ærgerligt. De sprøde rispandekager var lavet af kogte ris, der formentlig var bundet sammen med lidt æg og blandet med bønnespirer, rejer og oksekødsstrimler, før »riskagen« sprødsteges på en pande. Yderst delikate og på ingen måde fede i smagen, der fik et lille pift ved at blive serveret med en sursød chili-sauce. På dette tidspunkt var der ikke andet at gøre end at hejse det hvide flag og kapitulere. Desserter var der simpelthen ikke plads til. I stedet nuppede vi af de søde vietnamesiske kaffer lavet på kondenseret mælk (35 kr.) - endnu et fransk levn - der er så cremet i stil, at en café au condens næsten gør det ud for en dessert.

Slutindtrykket er meget overbevisende og et godt argument for, hvorfor flere og flere vælger vietnamesisk. Kodeordene er frisk og delikat, og det på et niveau, som man ellers skal helt op til Japan eller til det kinesiske mandarinkøkken for at finde magen til. Sàigòn Quán er p.t. sammen med Lê Lê på Vesterbrogade byens bedste vietnamesere - blot er udvalget større og priserne lavere her på Godthåbsvej - hvorfor herved kvitteres med fire meget store stjerner.