Brunchen er kommet for at blive. Alle caféer med respekt for sig selv har deres version af weekendhyggen på menuen. Det havde Skovriderkroen også engang, faktisk en virkelig god en af slagsen, inden omskiftninger og lukninger satte en stopper for det.
Men nu er brunchen tilbage. Fra den 13. oktober serverer Mash i Skovriderkroen nemlig brunch i weekenden.
'Skovriderkroen var i mange år været kendt for at servere den bedste brunch i København. Nu vil vi bringe brunch-hysteriet tilbage til Skovriderkroen og vise, at det er her, danskerne finder den bedste brunch', siger Mikkel Glahn, medejer af Mash.
Tidligere i år udvidede den kendte bøfrestaurant Mash på Skovridderkroen og har nu fået plads til 275 spisende gæster - hvilket er dobbelt så mange som før.
'Vores brunch-gæster kommer til at få en oplevelse, når de besøger vores restaurant. Det bliver en anderledes måde at gå ud at spise brunch på i modsætning til den sædvanlige travle café-brunch, som mange er vant til. Fordi vi er en restaurant, har vi rammerne og personalet til at gøre noget ekstra ud af brunchen både på kvalitet og service, og det vil vores gæster kunne mærke', fortæller Mikkel Glahn.