Betjening: 5 ud af 6 stjerner Børnevenlighed: 4 ud af 6 stjerner Børnemad: 4 ud af 6 stjerner
Hvis man drømmer om at sidde udendørs og spise sin brunch i solen, mens den lille ligger og hygger i barnevognen, er det ikke på The Laundromat på Østerbro det foregår. Der slår intet caféerne på den nærliggende Bopa Plads.
Til gengæld har den islandsk ejede café og vaskeri så meget mere at byde ungerne inden døre. Caféen er indrettet sådan, at man i det bagerste rum kan sidde og nyde sin brunch mens den lille hygger sig ved legebordet placeret midt i lokalet. Her er legetøj, en afslappet stemning og et menukort, der byder på havregrød med banan, rørsukker og varm sødmælk. Mums.
Betjening: 3 ud af 6 stjerner Børnevenlighed: 5 ud af 6 stjerner Børnemad: 3 ud af 6 stjerner
Man fornemmer tydeligt, at børn er mere end velkomne lige så snart man træder indenfor hos Madmanifesten på Amager. Her kan de små poder hygge sig i deres helt eget område lige så snart de ikke gider sidde ved bordet længere og så kan de voksne ellers gå i krig med stedets store brunch- eller frokostbuffet, der bliver serveret hver weekend.
Her er desværre ret fyldt op i weekenderne, da stedet er yderst populært for de mange børnefamilier i området, men hvis I er heldige med at få en plads, er det bestemt et besøg værd for hele familien.
Hvad: Madmanifesten Hvor: Tyrolsgade 6, Kbh. S Hvornår: Man. lukket, tirs.-tors. kl. 10-21, fre.-lør. kl. 10-22 og søn. kl. 10-21
Betjening: 2 ud af 6 stjerner Børnevenlighed: 4 ud af 6 stjerner Børnemad: 4 ud af 6 stjerner
I weekenden kan man i Filmhuset i Godtersgade tage i børnebio – som regel tre små film med cirka 40 minutters spilletid i alt, så der ikke trækkes veksler på selv de mindstes tålmodighed – og det mest fantastiske er, at det er gratis (det anbefales dog at reservere billetter i forvejen).
Når huset så alligevel er fuld af børnefamilier, er det jo oplagt at stille en gigantisk brunchbuffet til rådighed for de sultne familier med endeløse fade med røræg, bacon, pandekager, frugt og brød. Det er alt sammen glimrende og plads er der nok af, og der er ingen grund til at brokke sig, hvis det ikke lige var for prisen på 195 kr. pr. person., som simpelthen bare er alt, alt for meget (uagtet at børn fra 0-2 år spiser for 25 kr., 3-5-årige for 50 kr. og 6-11-årige for 100 kr., red.)
Betjening: 3 ud af 6 stjerner Børnevenlighed: 4 ud af 6 stjerner Børnemad: 5 ud af 6 stjerner
Ejeren af Granola, Leif Thingtved vandt i 2009 AOK-prisen som Årets Københavner, for sit orginale arbejde med indretningen til Kaffesalonen og senest hans eget con amore-projekt »Granola« på Værnedamsvej. Thingtved selv er en sucker for alt, hvad der har med 50erne at gøre og er med sine ternede skjorter, briller og pomadehår som taget ud af årtiet. Og Granola er lige så stilmæssigt gennemført som sin ejer med flotte detaljer, som dog er taget et par årtier før Thingtveds personlige præferencer, nemlig i 30erne, så det næsten føles som at træde ind på Jernbanecafeen fra Matador eller en gammel købmandsforretning fra samme periode.
Børn i pilfinger-alderen vil elske (og det venlige personales tålmodighed bliver sat på prøve) de mange sjove dåser og dimser, der står rundt omkring, men især menukortet med milkshakes og mange forskellige små retter er noget børnnene, kan forholde sig til. Men, men, men, Granolas absolut største attribut er dog åbningstiden, som er kl. 7 (syv!) på hverdage, hvilket for forældre med småbørn kort fotalt betyder, at der er nogen der tænker på én.
Hvad: Granola Hvor: Værnedamsvej 5, Frb. Hvornår: Alle dage kl. 7-19
Betjening: 4 ud af 6 stjerner Børnevenlighed: 4 ud af 6 stjerner Børnemad: 5 ud af 6 stjerner
Bag non-profit caféen Zusammen står Ungdommens Røde Kors, og den gode vilje løber som den røde farve gennem cafeen, der har frivillige ansat som bartendere, og selvfølgelig sælger kaffe, der er handlet efter fair trade-principper, hvilket vil sige, at kaffebønderne har fået en rimelig pris for deres bønner. Men bare rolig, kokken er prof og får sin hyre for at lave cafemad til S.U.-venlige priser. Desuden er der i weekenden brunch, som børn spiser for 59 kroner og voksne for 89 kroner.
Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.