Det er som at betræde en anden verden, eller i hvert fald et andet land, når man besøger byens helt nye kvarter i Tuborg Havn. Vant som man er til den bløde københavnske frilandsmuseeum-stil bliver man næsten chokeret i mødet med det skinnende stål og glas her og føler sig nærmest hensat til London eller en af de andre rigtige storbyer.

Kunne man bo her? Måske, det er i hvert fald en fascinerende tanke. Kan man spise her? Ja så absolut, for i en af de spritnye bygninger, en lav pavillonagtig sag af futuristisk tilsnit tegnet af Vilhem Lauritzens tegnestue, finder man brasseriet Club Royal - det fornemme navn skyldes af bygningen også huser Den Kongelige Yachtklub. Fra det lyse og luftige lokale, som ligger lige ud til kanten af havebassinet, er der fin udsigt til såvel vand som funklende nybyggeri.

Det er tydeligvis stedets ambition at komme til fungere som lokal café og kvartersrestaurant. Der er en dagens ret til 125 kroner, som dog var udsolgt, da vi nåede frem. Vi måtte vælge fra a la carte kortet og plukke fra menuen, som tilbyder fra tre til fem retter.

Først kom en lille appetizer bestående af en terning ekstremt lækker og blød røget laks ledsaget af en rød creme af formentlig tomat og- eller rød peber. Jeg ville gerne have et glas champagne, men det kunne ikke lade sig gøre. Huset kunne tilbyde kirr og kirr royal - man kan godt se pointen i det fine efternavn, men alligevel, Kirr - det er vel lidt af en anakronisme.

Jeg kunne så få et glas af den cava, som bliver brugt til fortynde solbær-likøren, men så fortrak jeg nu at gå lige på hvidvinen, et glas Seresin Sauvignon blanc fra Marlborough (55 kroner) - en af de få biodynamiske vine fra New Zealand.

Michael Seresin er big shot filmfotograf og har blandt andet skudt Harry Potter, men har altså også en anseelig hyggevingård hjemme i NZ, hvor han er født.

Tjeneren gav mig først fejlagtigt et glas rødvin, 2006 Water Wheel, Memsie fra Victoria i Australien, som jeg, efter at have gjort opmærksom på misforståelsen, fik uden beregning og gemte til hovedretten.

Restauratørerne går tydeligvis ikke meget op i vin. I hvert fald har de ikke ulejliget sig med at opsøge mere end én leverandør. Kortet er ikke videre omfangsrigt, men ikke desto mindre udmærker det sig ved at være særdeles fornuftigt prissat, hvilket betyder, at man bestemt vil kunne finde noget af interesse.

Min forret bar titlen »Sashimi tun med harissa«. I min verden - og japanernes - er sashimi helt rå, denne tun var seared, altså lige svitset på overfladen, men lad nu det ligge, den smagte fint og var i modsat fald også blevet totalt overdøvet af harrisa'en, som er en tunesisk chilipasta, her grov og frisk og ret stærk uden dog at være i nærheden af smertegrænsen.

Der var desuden garneret med fine urteblade - så vidt jeg husker koriander og mynte - samt fine sprøde rondeller af papirtynde skiver tørret hvidløg. Faktisk en ganske chik, fusionsagtig anretning, som bestemt smagte godt.

Seresin passede som fod i hose, så jeg sendte den krukkede London-boheme, som jeg besøgte for et par år siden i hans sommerresidens i den New Zealandske regnskov, en varm tanke.

Børnene fik en stegt rødtungefilet ledsaget af en puré af formentlig majs med et let skummende sauce, estragonolie og så et par popcorn og et par sprøde chips af grisehud. Og nej, det ikke en ret fra børnekortet, ej heller noget køkkenet havde kreeret specielt til lejligheden for at lefle.

Jeg nåede selvfølgelig ikke at smage flæskesværene, før de var væk, men resten smagte rigtig godt og hang fint sammen.

Til hovedret fik jeg en bøf af højreb, sprødstegt og fint rød hele vejen igennem. Bøffet blev ledsaget af en puré af jordskokker, en ragout af oksehaler, en brun sky samt en hvid skummende sauce. Ved siden af, en skål med stegte kartofler. Helt udmærket.

Den ældste af ungernes gråand var dog bedre: Brystet var stegt korrekt, rødt og blødende, som vildt skal være det, ellers bliver det tørt. Låret var konfiteret og placeret på lidt hakket macadamia-nød, og tilbehøret bestod af kantareller og hele ristede macadamia-nødder, som fungerede rigtig godt. Endelig var der en kartoffelflan, eller hvad vi nu skal kalde det, som var knap så sjov.

Lillebror fik lammeskank, en mør velbraiseret sag garneret med stegt polenta, lækre dadeltomater og en caponataagtig stuvning (en slags sur-sød siciliansk ratatouille, hvori kapers indgår), som lå nede i den stærkt indkogte braiseringslage.

Børnene havde spottet en fryseboks med ispinde fra Hansens, så dem ville de have til dessert.

Jeg valgte så menudesserten, som var ret lang tid om at ankomme - jeg tror simpelthen at tjeneren eller køkkenet glemte bestillingen, for da jeg først havde rykket, gik det hurtigt. Til gengæld fik jeg mit glas late harvest semillon fra Errazuriz i Chile uden beregning - det endte således med at blive en ganske billig aften, hvad angår drikkevarer.

Desserten bestod af en lækker mousse af nougat, en kugle god brombærsorbet serveret på en sprød chokoladebund og en endelig en meget luftig skum på thailandske hellige basilikum.

Jeg forstod ikke rigtig sidstnævnte - jeg har smagt denne krydderurt før i en dessert fra Paul Cunninghams hånd, men i denne kombination synes jeg hverken, den gjorde gavn eller skade. En ganske udmærket dessert ikke desto mindre.

En aften med ganske udmærket, tidssvarende mad havde det været. Der var ganske vist et par serveringssvipsere, men omvendt er der også lidt bonus at hente i min bog for spændende omgivelser, fint design og arkitektur, så vi bliver på fire stjerner