”Vi ses, siger Lene Johannsen i telefonen, men siden Lene blev født, har hun kun kunnet skimte konturer og forskel mellem lys og mørke, og da vi træder ind i restauranten Dark Waiter, hvor Lene og to andre blinde er tjenere, er det bælgmørkt. Ikke mørkt, som når du har trukket gardinet for og kun kan skimte en smal stribe fra gadelyset eller stand-by-lyset fra computeren, men sort som intetheden.

Samme med det par vi skal dele bord fire med, er vi blevet ført gennem en sluse mellem lyset og mørket, som består af en kort gang med tre tunge forhæng. Jeg lukker øjnene. Hvorfor ved jeg ikke. Resultatet er det samme: Alt er blæksort.

Jeg er spændt og mærker i et glimt en irrationel angst, som stenalderfolk må have haft for rovdyr i mørke og frygt for angreb bagfra.

Vi bevæger os langsomt frem i lokalet med hånden på hinandens skulder anført af vores blinde tjener Jannie, der skal guide os gennem aftenen. Jeg har for en sikkerheds skyld taget mørkt tøj på, som kan vaskes, hvis jeg spilder desserten ned af mig selv.

Vores tjener Jannie beder mig tage fat i hende, så hun kan vise mig hen til min stol. Jeg er lidt usikker på, hvor jeg skal tage fat - på hvad der er god tone blandt blinde - men griber hendes arm. At mærke ryglænet af sin stol føles som et helle. De godt tyve andre gæster bliver vist ind i restauranten. De taler og rumsterer bag mig, og jeg rykker mig længere ind til bordet. Hvem ved, om det pludselig er en, der slår ud med armene og kommer til at pande mig én?

Jannie forklarer os, hvad der står på bordet foran os. En stofserviet, to gafler, to knive, en ske til forretten, en ske til desserten, to vinglas, et vandglas, to karafler med vand. Hun spørger, om hun skal skænke vand for os, eller om vi selv vil prøve. Kæresten er kry, og Jannie forklarer ham, at det er en god ide glas og kande rører ved hinanden, inden man hælder, og at man, hvis man sætter en finger 2 cm ned i glasset, kan mærke hvornår glasset næsten er fyldt, så vi undgår at hælde vand ud over bordet eller ned i skødet, som det skete for en ved generalprøven. Det virker faktisk.

Det føles lidt fjollet at hæve glasset, når man ikke kan se hinanden, men vi skåler med vores usynlige bordfæller. Vi taler ud i mørket, og det føles lidt mærkeligt ikke at have øjenkontakt eller at give hånd, men ingen vover at række ind over bordet, hvor karafler og glas virker bedre end Natohegn.

Inden vi gik ind i mørket, har vi set de andre gæster, men jeg husker ikke, hvordan parret, vi deler bord med ser ud. Om det er hans stemme, eller at han fortæller, at han arbejder i den offentlige forvaltning og har kendt sin kone eller kæreste i tyve år, der gør, at jeg forestiller mig en mand omkring de 50 år, ved jeg ikke.

Jannie har råder os til at køre hænderne fladt frem på dugen, når vi skal finde noget på bordet – så er sandsynligheden for at vælte noget mindre. Jeg støder på brødkurven, tager et stykke og fortsætter med flad hånd og let løftet pegefinger og langefinger - og har pludselig smør på fingeren. Med kniven i det ene hånd og den lille smørtallerken i den anden, prøver jeg på at tage smør på kniven. Jeg er usikker på, hvor meget jeg får på kniven, men smører det på. For at undgå at blive fedtet ind næste gang jeg skal have fat brødstykket, gør jeg kort proces og spiser det hele. Så langt så godt.

Vi taler ikke så meget. Vi er dybt koncentrerede om at finde vinglasset, som Jannie har skænket den første vin i. Den dufter af stikkelbær. Hvidvin, Sauvignin Blanc, tænker jeg, men bliver i tvivl, da jeg smager på den. Er det rødvin? Vi ved ikke, hvad vi får serveret, det bliver først afsløret efter middagen.

Kæresten får en ølmenu. Han synes, han har fint styr på at navigere i mørke. Han taber godt nok mobiltelefonen, som vi, før vi gik ind, er blevet bedt om at slukke, og han vælter også en øl – heldigvis kun ned af sig selv.
- Jeg har en ekstra trøje med, jeg skifter bare, det er der jo ingen, der kan se, griner han.
- Bare Jannie ikke tror du sidder splitterhansjørgen, hvis hun sætter en hånd på din skulder og mærker bart skind, svarer jeg.

Efter middagen fortæller restaurantens tredje blinde tjener, at den mørklagte Black Box-restaurant, som eksisterede under Copenhagen Cooking-festival i 2007 havde besøg af et par, som mere end kyssede midt i maden.

Jannie placerer med sikker hånd en forret foran mig. Jeg kan mærke varme. Det er fra en suppe, som selv i fuld belysning kan være en udfordring af spise uden at spilde ned af hagen eller slubre som en landstryger. Jeg sætter min stofserviet fast som hagesmæk i bedste Goodfather-stil og angriber med skeen. Suppen er cremet. Blomkål, gætter vores bordherre, og han har ret. Det går faktisk ganske godt med at ramme munden med forsigtige, små mundfulde. Jeg kan ikke se, hvor meget jeg laster skeen med, men må nøjes med at fornemme skeens vægt.

Sværere er det at lokalisere de to små anretninger, der er placeret på samme tallerken, som suppeskålen står på. For ikke at tale om at skære et mundret stykke ud i mørke. Hansens Køkken og Bar, som ligger om hjørnet, leverer maden. Jeg smager laks og små æbletern og får stoppet et så stort stykke i munden, at jeg er rigtig glad for, at der ikke er nogen der kan se, hvordan jeg kæmper for holde munden lukket, mens jeg tygger. Da det endelig lykkes mig at synke, hvad der føles som en hel tørret skinke, føler jeg mig som en pelikan.

Klir-bang-knas. Et glas ryger på gulvet ved et af de andre borde. Vi griner. Snakken løber lettere. Vi indrømmer, at vi synes, at mørket var grænseoverskridende i starten. Men det er også befriende. Som kæresten bagefter siger: Man sidder ikke og tænker: Sikke en grim top hun har på, eller hold op noget mærkeligt hår, han har. Man lytter til, hvad folk siger.

Hovedrettens kød er en udfordring, både at skære ud og at gætte. Jeg holder på gris, og føler mig som svinebondens datter sikker i min sag. Kæresten holder på kalv. Han har ret. Det er rødvinsbraiseret jerseykalv. Vinen dufter af roser og er kølig og saftig. Jeg tænker Bourgogne, men vi er i Sangiovese-land i Italien.

Jeg må sande, at smagsansen i høj grad støtter sig til, og måske også styres af, synet. Og at hvidkål smager fantastisk i mørke. Og nu ved jeg, at kæresten veltilpas spiser gedeost, som han ellers hader, hvis han ikke kan se, hvad han får serveret.

Desserten klarer vi i fin stil. Selv varm kaffe føler vi os trygge ved at skænke.

Meget mætte og missende med øjnene bliver vi ført ud af den mørklagte restaurant og ind i et forlokale med to stearinlys, hvor vi nu kan se både vores bordfæller og vores tjenere. Der er gået tre timer. De føles som én. Tiden forsvinder i mørket.