Præciser din søgning i menuen
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 08/10/08

Bjørns Blok - noter fra september 2008

  • Else Bjørn, AOKs restaurantredaktør, nov. 2006 Foto: Bjarke Ørsted, ScanpixElse Bjørn, AOKs restaurantredaktør, nov. 2006 Foto: Bjarke Ørsted, Scanpix
Har du været ude af byen eller ude af sync? På restaurantredaktør Else Bjørns arkiv for Bjørns Blok, kan du bliver opdateret på, hvad der skete i byen i september 2008.

Du kan se den aktuelle Bjørns Blok her.

Michelinrestauranten Formel B overtager Sletten Kro
Formel B-kokkene Rune Jochumsen og Kristian Møller har købt Sletten Kro i havnen ved Humlebæk, og når den åbner igen efter 5-6 millioner kroners renovering i slutningen af november bliver det under navnet Restaurant Sletten.
Formel B er kendt for sit klassiske, franske køkken, og køkkenchefen, Martin Riber, som kommer fra Formel B, fortsætter stilen i en lidt mere jordnær og maritim udgave i Sletten med hovedretter i nabolaget af 200 kroner og en god portion fiskeretter på menuen, men de, der vil give den gastro-gas med kaviar, foie gras og hummer, går heller ikke forgæves.
Martin Lomholdt, der har været på Søllerød Kro og Formel B, bliver restaurantchef med ansvar for vinkælderen. Udover á la carte-restauranten får restauranten plads til selskaber på op til 120 personer på 1. sal med udsigt over havnen.

Kokketalenter hjemvendt fra Spanien
29. september blev seks kokketalenter netop vendt hjem efter et års praktikophold på Spaniens bedste restauranter præsenteret ved et arrangement på Hotel- og Restaurantskolen i Niels Hemmingsensgade, hvor Berlingske Tidendes madanmelder Søren Frank, der har besøgt alle kokkene på de spanske toprestaurant og skrevet om dem i Berlingskes søndagstillæg M/S, interviewede dem om opholdet og den restaurant, de havde arbejdet på, og hvor indbudte gæster bagefter kunne få smagsprøver på deres spanskinspirerede kokkekunst. Læs artiklen og Søren Franks portrætter her.

Mash Steak åbner i Galerie Asbæk
Uge 39 blev ugen, hvor rygterne, om at folkene bag succesrestauranterne Le Sommelier i Bredgade og Umami i Store Kongensgade har et stort steakhouse på vej, blev bekræftet. Tilmed i en noget, der lignede en bisætning i slutningen af en artiklen Girls just wanna have fond i Berlingskes søndagsmagasin, hvor topkokken Francis Cardenau fortæller om kunsten at koge en ordentlig fond - og at Le Sommelier skal åbne et steakhouse i Bredgade. AOK kunne dagen efter berette, at det ifølge Jacob Asbæk bliver i Bredgade nummer 20, hvor Galerie Asbæk flytter ud, og at navnet sandsynligvis bliver Mash Steak. Læs hele historien her.

Nyt, kinesisk folkekøkken tæt på Hovedbanen
Navnet på den nye, billige og kinesiske restaurant – eller nærmere cafe eller cafeteria – på Istedgade 4 har vi til gengæld ikke noget bud på betydningen af. Den kinesisk-udseende pige, som serverede, rystede simpelthen på hovedet og sagde, at det var alt, alt for besværligt at forklare. Det skal ikke forhindre os i at fortælle, at Magasasa, som det lille spisested, der også fungere som take away, hedder, er et rigtig godt bud på et hurtigt, billigt måltid – hvis du ellers kan få bord. Spiser du på stedet, så prøv for eksempel suppen med rejedumplings til 59 kroner, som er typisk for det sydkinesiske køkken, som Magasasa især serverer retter fra. På endevæggen kører amerikanske film med kinesiske undertekster, hvilket en del af gæsterne, da AOK var forbi, så ud til at kunne læse uden problemer. I den anden ende af restauranten er en konstant strøm af folk, der køber take away-bokse til 35 kroner med hjem, så har du sat næsen på efter en rolig, romantisk aften i stearinlysenes skær, skal du finde et andet spisested.

Ny i Store Kongengade: M Chak
Hvis du går gennem Store Kongensgade og se lysekronerne på første sal i nummer 60, og undrer dig over, om du har været der hele tiden, er svaret nej. Her lå før et galleri, men midt i september åbnede Amalie Glob, der også driver deli’en A.C. GlobCallisensvej i Hellerup, restauranten M Chak. I kælderens take away kan du slippe nemt og sundt om ved frokosten eller aftensmaden, og hvis du spiser i restauranten, får du take away'ens salater servereret som tilbehør til for eksempel en nøddebøf, en torsk i filodej eller lam i tagine. 
Jeg spiste hos M Chak tirsdag og må indrømme, at jeg ikke igen er parat til at betale 95 kroner for en forret af en kold, flad blini (boghvedepandekage, som skal være lille og luftig) med udefinerbart laksefyld ovenpå, eller 165 kroner for spinatlasagne serveret på en kilotung, kold tallerken med køleskabskolde salater, som ikke overgår Den Grønne Kælder på en god dag. 
Lokalet er hyggeligt,men man forventer en på alle måde skarpere restaurant på Store Kongensgade, hvor de gode restauranter ligger som perler på en snor og byder på knivskarpe koncepter, urbant design god valuta for dankortnotaen på tallerkenerne. På plussiden skal nævnes, at vinkortet på M Chak, som Østjysk Vin har leveret, har et pænt udvalg til rimelige priser, der også tæller et par halvflasker og vine, som serveres glasvis, deriblandt en champagne fra Jean Vesselle. Og hatten af for at åbne en restaurant, hvor vegetarer har flere retter at vælge imellem.

Danmarks dyreste restaurant nu uden køkkenchef
Topkokken Wassim Halal, som tidligere har frydet københavnerne med sin kokkekunst på Formel B, er ikke længere køkkenchef på restaurant WH i Trrige ved Århus. WH er blevet kaldt Danmarks dyreste restaurant og er ligefrem opkaldt efter Wassim Halal, men Wassim har ikke været at finde i køkkenet siden begyndelsen af september på grund af uoverenstemmelser med restaurantens ejer. Wassim drømmer i stedet om at åbne sit eget sted, men da kæresten nægter at flytte til København, må vi i Djævleøens hovedstad nøjes med at savle lidt over hans kogebog, der udkommer i november.

Billigere end cafemad: Dagens varme ret fra Aamann's
Billigt er det ikke, at købe aftensmaden hos Aamann's på Øster Farimagsgade ved Sølvtorvet, men hvis du sammenholder prisen med, hvad du giver for en halvkedelig pastaret på en cafe, så bliver du glad for din dagens varme ret fra Aamann's til 104 kroner to go (124 kr. hvis du spiser den ved Piet Hein-bordet i deli-cafeen). Og så slipper du tilmed for cafeens dårlige musik, træk fra døren og for at høre på, hvad hun også sagde til ham i går ved nabobordet. Jeg stoppede hos Aamann's på vej hjem fra arbejde mandag aften og kunne ikke modstå tavlens forlorne hare af rådyr med kastanjer, sauce med skovsvampe, små kartofler, grønkål, tyttebærkompot og stegte butternutsquash. På plussiden talte, at det smagte skønt og rigtig hjemmelavet på mor-måden (når mor kan lave mad, forståes), men det ville have været smart, om maden var i en emballage, der kunne gå i mikroovn istedet for i foliebakker, men al respekt for at hælde saucen i et lille særskilt bæger af varmeisolerende flamingo. Jeg var også tæt på at blive fristet til at prøve deres økologiske Loire-vin fra Passavant, som også fås i halvflasker til 54 kr., eller et stykke fransk nougat eller en lille pose økologisk, sød lakrids, for deli-butikken er fuld af fristelser, men det må blive en anden dag.

Zooburger forever - trods polarkulde og Hornsleth
Halifax' burgere er gode, men Zoo Bars burger og især fritter er lige en tand bedre, konstaterede jeg fredag til frokost, da en del af AOK-redaktionen var nødt til at foretage en lille frokostekspedition for at få justeret sult og salt-sukkerbalance efter en lidt våd afslutning på et seminar. Burgeren var tip--top: blød bolle, mayo, jalapeños, cheddarost, syltede agurker, tomat und alles og sprøde, mellemstore fritter on the side med mayo og øko-Heinz. Eneste anke var, at de to stykker bacon ikke var ristet, men nærmest kremeret og forkullet, hvilket gav en let bitter smag. Værre var det, at der stod en polarbrise ind ad det åbne vindue, som jeg tre gange måtte bede om at få lukket. Jeg kommer kun på Zoo Bar, når jeg har tømmermænd og skal have en burger, og hvis jeg ikke allerede har hovedpine, så får jeg det, når jeg ser på Kristian Hornsleths såkaldte grafittikunst på væggene, der med sine energiske streger og skrigende farver er i stand til at tricke en migræne på flere hundrede meters afstand, hvorfor det kan anbefale at sætte sig på barstolene i vinduet med udsigt til Kronprinsensgade.

Har du hørt at...
Den populære burgercafe Halifax i Frederiksborggade åbnede lørdag 6. september sin lille filial i Larsbjørnsstræde overfor baren Floss (eller Flush, som en ung mand troede den hed), hvor tapasbaren Pancha lå. Halifax II er funky, lidt amerikansk dineragtigt med gamle reklameplakater på vægge af rå mursten. Akustikken er lidt hård, men burgere er gode. Som sidemanden, der udbrød: "Det her er sg bedre end Burger King", hvorpå han, som en kongepython, der ikke havde spist i flere uger, gav sig til at sluge sin 250 grams Lone Star-burger.

En kongepython kan man få lov at røre ved i Zoo City i Rødovre, der er byens største dyrehandel. Ligesom kvinder med svingende blodsukker er kongepythonen helt fredelig, når den er mæt.

Kryb og insekter er ifølge det amerikanske Time Magazine det nye, hotte indenfor gastronomi. På AOK er vi selvfølgelig på forkant med udviklingen, da restaurantredaktøren allerede - ud over på cykel at have slugt en del myg gennem årene, har spist en friteret græshoppe. Det var i forbindelse med en rejsemesse, og den smagte mest af olie og havde konsistens som brændt papir.

Mere kød er der på en pythonslange, og hos Kalu, der forsyner restauranter og supermarkeder med vildt og eksotiske delikatesser kan man faktisk købe frossen, vietnamesisk pythonslange til 492 kroner kiloet eks moms. Er man mere til fire ben og striber, har de også zebra på lager.

Morgente hos Sing i Skindergade
Det fine tehus i Skindergade åbner nu allerede klokken 8.30, så du kan nå at drikke din assam eller oolong og spise et strykke brød eller en portion yoghurt med årstidens bær, inden dagen for alvor begynder. Har du ikke tid til at meditere over din te, kan du få den med på kontoret, eller hvor du skal hen i verden.

Ismand – nu med stabilisator
Kim Tøvlesø Simonsen er vild med is. Faktisk laver han så meget is, at han sælger af det. Derfor har han isbaren Ismageriet i Kongelundsvej på Amager. Men bor du i den anden ende af byen, behøver du ikke længere rejse så langt for at smage hans is. Kim har nemlig udgivet en bog med sine opskrifter på is, så du kan lave dit eget ismejeri. Bogen hedder selvfølgelig Ismageriet, er udkommet på forlaget Olivia, som er en del af Politikens forlag, og koster 199 kroner. Her er både opskrifter på is, sorbet, isdesserter og tilbehør til is som guf og kræmmerhus. Kim foreslår et skvæt grøn frugtfarve i mynteisen og bruger stabilisator i mange af sine opskrifter, for at de skal kunne holde sig cremede mere end et døgns tid, men her på redaktionen mener vi ikke, at god is skal gemmes. Den skal spises med det samme. Og så skal den nok stabilisere sig i maven.

Fra vintjener til vinimportør
Erik Jersild har før været sommelier og restaurantchef på toptunede københavnske restauranter som Søllerød Kro og Krogs Fiskerestaurant og den nu lukkede Kommandanten. Her kunne man opleve ham som en erfaren, diskret men også lun og først og fremmest superskarp tjener og vinmand. Personligt skylder jeg Erik Jersild min første storslåede bourgogneoplevelse, da han var mand for at anbefale min veninde og jeg at skillinge sammen til en halv flaske Roch Nuits Premier Cru fra kultproducenten Prieure Roch, som Tom Brandis importerer.
Nok om Bourgogne. Erik har også næse for champagne og hans vinfirma Jersild Vin er blevet importør for huset Champagne de Venoge, som er på størrelse med Pol Roger og Bollinger. Kvaliteten på den standardcuvee jeg har smagt, er bestemt de 310 kroner værd, den koster. Det er en champagne, der både har til gården og til gaden, om man så må sige: Den har et citrus/limekick i næsen, og masser af fylde og krop og duft af ristet brød til husarerne. Frisk og livlig nok til apérif, seriøs nok til spise middag sammen med. Holder du af Bolllinger, vil du også synes om Champagne de Venoges Gordon Bleu Brut Select, der ligesom Bollinger er lavet på mestendels pinot noirdruer. Den fås også i halvflasker til 175 kroner.

Auberge lokker med to retter til 200 kroner
Det er ikke nemt at drive gourmetrestaurant, heller ikke selvom man har et helt succesfyldt restaurantimperium i ryggen, men den hårde konkurrence gourmetgæsterne kommer nu gæsterne til gode på Cofocos mest ambitisøse restaurant Auberge i kælderen på Østerbrogade for enden af Søerne, hvor du fremover kan få to retter for 200 kroner - og det er ligegyldigt om det er lørdag eller mandag. Til sammenligning koster seks retter 500 kroner.

Michelinfrokost på Noma - nu også lørdag
At spise på Noma er ikke blot et måltid. Det er en bevidsthedsudvidende oplevelse, og køkkenchef René Redzepis lette, skandinavisk tone passer især godt til en frokost midt på dagen, hvor Nordatlantens Brygge ligger badet i lys. Ideelt til en fridag, hvor du vil forkæle sig selv og en, du godt kan li´. Indtil nu har denne luksus været forbeholdt folk med fri på hverdage, men fra nu af holder Danmarks eneste tostjerne michelinrestaurant også frokoståbent lørdag. Husk at bestille bord. Læs også AOKs guide De 5 gourmetfrokoster
 
Horizonten i Køge åbner brasserie
Horizonten i Køge er både kendt for deres gode køkken og interessante vinkort, men restauranten har kun plads til 16 gæster, så derfor udvidede værtsparret Charlotte og Henrik i september med et brasserie, hvor der før har været selskabslokale på havnen i nummer 33 - navnet er derfor Brasserie 33.

UmamiGo og Emmerys i Hellerup er flyttet sammen
- Det har hele tiden været vores ambition at udbrede UmamiGo, siger Jesper Boelskifte fra Umami. 1. september rykkede UmamiGo ind i Emmerys filial i HelleruphusStrandvejen i Hellerup - kun få hundrede meter fra Sticks'n'Sushi, som i mange år har været alene om at forsyne Hellerupborgerne med rå fisk, ruller og sticks.
- Tanken er, at åbne tre-fire lignede steder i byen, fortæller Jesper Boelskifte, som har alt godt at sige om Emmerys og dens skaber Per Bruun. Han og hans to partnere kokken Francis Cardenau og sommelier Erik Gemal har allieret sig med gourmand, økonomimand og ex-Meyermand Claus Tingstrøm til at udvikle kæden.

Kommende restaurant åbner før jul
Lige så glad Jesper Boelskifte er for at fortælle om den nye UmamiGo, lige så knap er han i informationerne om hans og partnerne Erik Gemal og Francis Cardenaus kommende projekt, som ifølge rygter er en amerikansk grill eller et steakhouse i supersize. Det eneste, det lykkedes mig at liste ud af ham, var, at åbningen nok bliver omkring jul. Og at projektet både involverer håndværkere og Orbit-designerne, som de også brugte, da de indrettede Umami. Hvor den skal ligge, vil han ikke ud med. Forleden nævnte en anden af byens kokke, at det nye steakhouse får til huse i et tidligere skønhedscenter. Magasinet Gastro skrev allerede i forået, at rygtet ville vide, at køkkenchefen skal være ingen ringere end King of Béarnaise: Rasmus Oubæk. Vi, der elsker en ordentlig bøf og et godt glas vin, venter spændt...

PS: Har du hørt om en ny restaurant, der er ved at åbne? Send et tip til else@aok.dk

Find flere noter, arrangementer, tips og tricks her.

Læs sommernoterne fra Bjørn Blok over her

AOK Tjenester

  • serviceicon

    Cateringtjenesten

    Modtag et væld af cateringinspiration, der matcher dine præferencer.
  • serviceicon

    Festtjenesten

    Skal du holde fest? Udfyld formularen og lad tilbuddene strømme til dig!
  • serviceicon

    Bordbestillings­tjenesten

    Bestil bord direkte gennem AOK.dk.Livebooking Iframe AOK
  • serviceicon

    Bryllupstjenesten

    Vi hjælper dig til at skabe dit livs fest. Her kan du finde inspiration til festen og til alle de andre ting, der hører sig til for et rigtigt bryllup.
  • serviceicon

    Hotel- og konference­tjenesten

    Her kan du søge efter overnatningsmulighed i København.Citybreak Iframe AOK (Hotel- og konferencetjenesten)
  • serviceicon

    Julefrokosttjenesten

    Skal du holde julefrokost? Udfyld formularen og få mange tilbud tilbage fra vore julefrokostudbydere.
  • serviceicon

    Nytårstjenesten

    Skyd nytåret ind med manér. Her finder du inspiration til festen med alle de ting, det indebærer.
 
Alt om København · Pilestræde 34 · 1147 København K (Find os på kortet)
© Copyright 2012, Berlingske Media