Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 15/02/17

Bål på en helt ny måde: Hotelrestaurant serverer gourmet-snobrød

  • Et gourmet-eksempel på det klassiske snobrød. Foto: Rasmus Kramer Schou

    Et gourmet-eksempel på det klassiske snobrød.

    Foto: Rasmus Kramer Schou
Restaurant BASALT ved Bella Centret laver mad med røg over bål - og er et besøg værd 10 minutter fra Nørreport.

Hvis man tager metroen til Bella Center, kan man ikke undgå at se AC Hotel Bella Sky Copenhagen. Med sine imponerende to hvide og skæve tårne, knejser det med sine 23 etager, 814 designer værelser og 30 fleksible møde- og konferencerum til himlen som Nordens største hotel.

Når man træder ind i den store internationale lobby møder man både grupper af stewardesser fra eksotiske flyselskaber og businessmanden på langfart. Skulle man være sulten, så anbefales det kraftigt at tage trappen op på førstesalen, hvor restauranten BASALT ligger.

Også hvis man normalt bor inde i København, for BASALT er noget så sjældent som en hotel-restaurant, der rent faktisk er værd at rejse efter.

Billedserie: Træd ind i det skæve hotel på Amager

BASALT har hentet sit navn ude fra Amager Fælled, hvor naturen regerer med både regn, vind, bål, ild, røg og råvarer. Hele denne konceptuelle tankegang går igen som en rød tråd i hele restauranten. Der står brændte sorte træer som udskygning inde i den bølgende restaurant, og hele den ene væg ud mod køkkenet er en tilplantet skov af grønne vækster.

På bordene ligger knive med skafter direkte fra vikingetiden, nogle endda lagt i udhulede horn, og noget af maden bliver serveret på planker og drivtømmer fra en svunden tid. Det skal være råt og nordisk, men samtidig lækkert.

Foto: Rasmus Kramer Schou

Køkkenchefen hedder Martin Nilsson-Møller, og han er tidligere sous-chef på Hotel d'Angleterres Michelin-restaurant, Marchal, hvor han arbejdede under Ronny Emborg, og det kan man - heldigvis - godt se på tallerknerne herude.

Se billederne: Her er den nye Madklubben Nørrebro

Stilen er gourmet med rene, klare smage i en let, nordisk referenceramme, hvor nogle udvalgte råvarer skærer skarpt igennem smagsbilledet. Her serveres oftest på håndlavet keramik og ligeså ofte trækker kokkene en liflig duft af røg med sig ude fra køkkenet, hvor to kæmpe ovne med trækul sender temperaturen over de 400 grader og giver mulighed for at lege bål.

Foto: Rasmus Kramer Schou

Det var faktisk en tur på en svensk ødegård, der fik Martin Nilsson-Møller bragt på sporet, da han blev sat til at udvikle restaurantens profil. »Vi grillede jo over bål deroppe i det svenske, og pludselig gik det op for mig, at det er jo det, jeg elsker. Det rå, det røgede, det velsmagende. Så det tog vi med tilbage og arbejdede videre på,« forklarer han.

Man kan bestille 5 retter fra bålet til 475 kr. og kan få en vinmenu oveni til 400 kr. Hvis man går a la carte, ligger forretterne omkring 100-120 kr., men de større hovedretter koster 200-300 kr.

Læs også: 20 ting vi glæder os til i København i 2017

Eftersom BASALT er en hotelrestaurant, kan man også finde en bål-burger på kortet og den obligatoriske oksemørbrad, men de mange hotelgæster gør samtidig også, at det altid er liv og spisende gæster i restauranten.

Til dessert må man ikke snyde sig selv for at prøve deres signatur-snobrød som egentlig er en brioche på pind, som kan dyppes i chokolade eller en emulsion på brunet smør.

Kokkeholdet henter mange af deres råvarer ude i naturen, og så har de en kælder nærmest indrettet som et fermenterings-laboratorium. Hernede leger de med smage, konsistenser og tester nye teknikker af - noget af det bliver til safter, juicer, saucer eller baser for fonder oppe i restaurantens skarpe retter, andet går ikke helt som planlagt og ryger til hønsene.

Læs også: Guide: De 7 nye italienske restauranter i København

Men opfindsomheden og legesygen er stor og kommer restaurantens gæster til gode. Også dem som tager turen inde fra byen - det tager blot 10 minutter i metro fra Nørreport.

Og så kan man jo altid lige starte sit måltid i Sky Baren på 23. etage i Tårn 2 - i 76,7 meters højde, med en cocktail eller bobler til at tage nerverne, mens man nyder udsigten over byen.

Hvad: BASALT
Hvor: Center Boulevard 5, Amager

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester