Bistroen har ubetinget været de seneste par års største trend på restaurantfronten, hvad enten dens uformelle, enkle og prisbillige format er blevet brugt på det franske, italienske eller nordiske køkken.

Det virker helt oplagt at bruge det oprindeligt franske bistrobegreb på mad fra Vietnam, hvor køkkenet – udover sin sydkinesiske oprindelse – også bærer tydeligt præg af flere hundrede års fransk kolonistyre.

Den tanke har tilsyneladende også strejfet indehaveren Trung Nguyen, for i den del af Colbjørnsensgade, der ligger mellem Istedgade og Vesterbrogade, åbnede han og familien for nogle måneder siden Bistro KiVi (Ki for Kina og Vi for Vietnam).

Genboen Kakadu bryster sig af at være »byens ældste gentlemensklub« og naboen Maxim har tilsyneladende også noget med kæledyrsbranchen at gøre – stedet kalder sig i hvert fald Pet Club.

Sidstnævnte praler af sine »orientalske omgivelser« – at dømme ud fra billeder på stedets hjemmeside i form af masser af forgyldte buddhastatuer samt et eksotisk og særdeles afklædt personale.

På Bistro KiVi har man valgt det modsatte koncept: her er det væggene, der er nøgne og tjenerne, der er klædt ud. Sidstnævnte i moderigtige sorte uniformer, der matcher de spartansk udsmykkede vægge, hvor det kun er den lyserøde tone i indgangspartiet, der giver mindelser om naboskabet.

Man kan sidde både oppe på førstesalen og nede i den høje kælder, hvor også køkkenet ligger – som altid i det matriarkalske Vietnam bestyret af kvinder.

Trung Nguyen, der i Bistro KiVi er »manden på gulvet« (mens hans mor styrer tropperne ude i køkkenet), har tidligere slået sine folder på vietnamesiske Lê Lê Nhà Hàng og på kinesiske Dim Sum, og det bærer det kun seks hhv. for- og hovedretter store menukort præg af, selvom det denne aften så absolut var det vietnamesiske køkken, der var i fokus.

Vi valgte den specielle vietnamesiske bahn xeo-pandekage, hvor et fyld af bl.a. bønnespirer, forårsløg, tigerrejer og svinekød er bagt ind i en sprød kage på æg og rismel.

KiVis udgave var ikke så oliedryppende som smagt andre steder i byen, og når man først får den pakket ind i de medfølgende friske blade af icebergsalat og krydderurter som mynte, koriander og chili og dypper den i nuóc châm (en dip på fiskesauce, lime, sukker, chili og hvidløg), så er det en himmerigsmundfuld med både sprøde og bløde teksturer og søde, stærke og bitre smage.

Selv havde jeg valgt det lille bien hoa-udvalg af forretter. Her var pankopanerede tigerrejer og wontondejpakker med fyld af svinekød (begge med en sursød dip), forårsruller m. svinekød (med salatblade og friske krydderurter til at svøbe ind i samt en nuóc châm-sauce at dyppe i) samt de specielle friske goi cuon-forårsruller, hvor salatblade, glasnudler, gulerodsstrimler, æg, dampede tigerrejer og svinekød er rullet ind i rispapir, der så skal dyppes i en hoisinsauce med peanutsmulder.

Sidstnævnte var køleskabskolde og afgjort ikke helt så frisksmagende og karakterfulde, som jeg før har fået dem, og wontonen virkede også en anelse træt i frituren, men resten af udvalget fejlede bestemt ikke noget.

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010

Vinkortet fortjener ros for ikke at falde hovedløst i den sædvanlige asiatiske fælde med masser af alkoholtunge rødvine, der ikke passer til den delikate og krydrede mad. Her er derimod masser af økologiske vine fra små håndplukkede producenter.

Til forretterne valgte vi en riesling fra Laurenthiushof i Mosel (285 kr.); en basis- såkaldt gutsabfüllung på unge stokke med en næsten frankisk mineralitet, men dog sødme nok til at matche de mange krydderurter.

Til hovedretterne gik vi i en forholdsvis let rød økologisk cabernet franc fra Saumur (Bagatelle fra Manoir de la Tête Rouge til 270 kr.) Bagatellen passede med sin kølige stil og urteagtige aromaer glimrende til oksefiletsalaten, der dog i sig selv var en skuffelse. Kødet var tørt og fremstod sejt, og det kunne hverken resten af salaten (icebergsalat, citrongræs, løg og tomat) eller toppen af friske korianderblade og feldsalat gøre meget ved.

Så gik det noget bedre med »Kokkens Specialitet«: en wokret med marineret svinekød på et leje af syltet – næsten sort – kål, igen med en grøn top af iceberg og feldsalat iblandet løg, bønnespirer og koriander. Ligesom oksefiletsalaten ankom den med en skål ris on the side og retterne mindede en del om hinanden, ikke kun i garnituren, men også hvad angår den milde og forholdsvis anonyme smag.

Bistro KiVi tog til gengæld revanche på desserterne. Først en creme caramel med hilsen til det klassisk franske, desværre serveret med en kugle meget vandig kaffeis ovenpå, der nærmest druknede creme caramellen.

Langt bedre gik det med min dessert, der slog et moderne tema an: en let og elegant chokoladefondant med den påkrævede flydende varme kerne, serveret med en ingefærcreme samt kokosis ovenpå »chilijord« – sidstnævnte baseret på stivelsen maltodextrin.  Tre i sig selv meget adskilte dele, der fungerede supergodt i samspil. Mere af det, tak – for her skiller Bistro KiVi sig virkelig ud i forhold til byens øvrige vietnamesere.

En udmærket vietnamesisk kaffe (på den søde kondenserede mælk som franskmændene også bragte med sig ud i det fjerne og varme Østen) sluttede måltidet af på udmærket vis. Måltidets gode start og slutning skæmmes lidt af de skuffende hovedretter.

En bistro skal i sagens natur ikke forsøge sig ud i den mere avancerede gastronomi, men bedømt ud fra min dessert er jeg ikke i tvivl om at køkkenet har evnerne og viljen til at løfte især hovedretterne ud af anonymiteten og det sidste nøk op i niveau med resten. Indtil det sker, må vi nøjes med tre solide stjerner.  

Det spiste vi:
Vietnamesisk pandekage: 59 kr.
De små hapsere: 155 kr.
Oksefiletsalat: 125 kr.
Svinekød med syltet kål: 109 kr.
Creme caramel m. kaffeis: 55 kr.
Chokoladefondant m. kokosis og chilijord: 69 kr.
Samlet pris for to ekskl. drikkevarer: 572 kr.

Hvad: Bistro KiVi
Hvor: Colbjørnsensgade 7, Kbh. V,  tlf. 33 86 18 38
Hvor meget: billigste hovedret 89 kr., trerettersmenu 199 kr.  og vin fra 210 kr.

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010