Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 14/12/12

Anmeldelse: Tony’s Vesterbro

  • Madanmeldelse af Tony's på Vesterbrogade. Foto: Malte KristiansenMadanmeldelse af Tony's på Vesterbrogade. Foto:
Newyorker-italienske Tony’s i Havnegade har fået en lillesøster på Vesterbro, hvor kokken desværre er lidt for glad for persilleolie og brødcroutoner.

-------
Det er sådan et sted, du tager en ugly date hen.
Min medspiser hører ikke til de mest diplomatiske, men han har en pointe: Tony’s Vesterbro har ikke bare fulgt tidens herskende restauranttrend og dæmpet lyset; de har skruet helt ned, så man mest skimter de andre gæster i silhuet. Den slags medfører selvfølgelig også visse fordele, som min medspiser påpegede, og skal man følge hans tankegang, så er priserne på Tony’s også af en karat (fra 200 kr. for tre retter, og 250 kr. for fire), at en mislykket date ikke vil føles helt så ærgerlig for pengepungen, som den ellers kunne have gjort.

Tony’s Vesterbro er, som navnet antyder, endnu en del af det hastigt voksende Madklub-imperium og er en søster til den oprindelige newyorker-italienske Tony’s i Havnegade. Indretningen er dog noget anderledes: hvide kakler på den ene væg, brune bodegaplanker med nøgne elpærer på den anden, bænke med sorte nappasæder og sofaer med kitschede standerlamper, der fint matchede aftenens soundtrack: sen Fleetwood Mac.

Toilettet finder man inde hos naboen, Madklubben Vesterbro, og hele tonen er tilstræbt casual, sådan som det er blevet Anders Aagaard-Jensens varemærke. Således skyndte vor tjener sig straks at sige »jeg aner altså ingenting om champagne,« da vi spurgte ind til aperitiffen, en særdeles snack-egnet rosé fra Billecart-Salmon (350 kr. halvflasken), som også gik fint til vores forretter.

Først fik vi døg brød – det samme olivenolie- og saltfyldte brød, som på de fleste andre Madklubsteder. Brødet er populært, åbenbart også hos kokken, der i hvert fald genbrugte det som croutoner i næsten hver eneste ret (bortset fra desserten). Så vi spiste brød til i store mængder, og det kan absolut have sin berettigelse, men her var det så udtalt og gav maden så ensartet et udtryk, at det blev voldsomt irriterende.

Dertil var vi dog ikke kommet i min forret: et pocheret hønseæg serveret med kolde kaninrester, røget marv og brød. Det smagte langt bedre end det så ud efter blot en enkelt bid, for da var ægget løbet ud i den grønne persilleolie, som – skulle det vise sig – er en anden af køkkenets helt store favoritter. Medspiseren fik også brødcroutoner og persilleolie, denne gang peppet op med en flødebaseret muslingesuppe med hvide bønner og sauteret grønkål. Af de tre bemeldte blåmuslinger var der ikke mange spor, hvilket kom en del bag på medspiseren, som havde glædet sig til hér i sæsonen at sætte tænderne i nogle store fede blåmuslinger. Og den muslingesaft, der skulle have givet smag til suppen, var tilsyneladende druknet i fløden. Så gik det langt bedre med vores primi. En udmærket risotto til mig, der stadig havde lidt bid i de fondmættede riskorn, serveret med shiitake- og kejserhatsvampe, der dog var syltede alt for sødt til min smag. Medspiseren fik trofie, de aflange liguriske gnocchi på mel og vand, som var garneret med friterede salte sardiner, chili, salvie og et ordentligt skud sort peber. En herlig ret, der bød de øvrige retters olierede fedme trods med masser af kant og uden sammenligning aftenens bedste ret.

Inden hovedretterne gennemgik vi det overvejende italienske vinkort for at finde noget, der kunne matche mit valg, Tony’s kødboller, uden at slå medspiserens ristede pighvar ihjel. Valget faldt på en californisk pinotnoir, Forefront (425 kr.), som fremstod sexet og silkeblød uden for meget eg og efter en tur i isspanden kom ned i en tålelig temperatur, der fungerede fint med begge hovedretter. Mine to store boller smagte sødligt og lå mellem fint al dente kogte linguini – det hele overhældt af en tomatsovs, der smagte som sovs stavet på den måde (og sådan staver de det hos Tony’s) plejer at gøre, drysset med parmesan og krydret med salvie. Retten fejlede ikke noget, men jeg kunne lige så godt have lavet den selv eller spist den i Ikea. Medspiserens ristede pighvar var så hårdtstegt, at man sad og blev helt ærgerlig på fiskens vegne. Pighvarren er havets dronning, og sådan behandler man altså ikke en dame! Tilbehøret bestod af syrlige løgskaller, grønne tomater og en hønseægstor bolle persillesmør på toppen af fisken. Af uransagelige årsager havde kokken også lige smidt nogle halvsmeltede klatter lardo (urtekrydret italiensk spæk) rundt om, som for det første var helt uintegrerede i retten og for det andet efterlod det hele med et meget fedtet indtryk. Men åbenbart stadig ikke fedt nok for kokken, der så også lige havde tilført et skvæt af sin elskede persilleolie. Nå, ja, og så selvfølgelig brødcroutoner.

Til dessert en meget luftig, nærmest strukturløs, tiramisu med mere flødeskum end kaffesmag og solbær, samt en pannacotta med hvid chokolade, lakrids og frysetørrede kirsebær, der i sig selv smagte fint, men hvor man først skulle igennem et bastant låg af meget tung smuldredej.

På dette tidspunkt skreg vore arterier i dødsangst, og vi kunne næsten mærke plasmapladerne klumpe sammen. Nok lever vi madanmeldere farligt, men skal man dø af en blodprop, så vil man jo gerne, at ens sidste måltid har været det hele værd. Og det kan man næppe sige om maden hos Tony’s Vesterbro, der halter en del efter sin mafioso-storebror i Havnegade og trods prisen smager som »an offer, you CAN refuse«.

Hvad: Tony’s Vesterbro
Hvor: Vesterbrogade 64, 1620 København V, tlf. 33 13 33 07
Hvor meget: Vin fra 200 kr., tre retter fra 200 kr., fire retter fra 250 kr.

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Elendig service!

Tonys leverer fornuftig mad til prisen, men stedet bærer desværre tydeligt præg af samlebåndsretter og en upersonlig og utjekket service. Kom igen! Uværdigt for Vesterbro, selvom tanken er god:-)

 

Foto: Ikke oplyst

Fokus på haven & Rosenkåring 2014 JUBILÆUMSFEST

Jubilæumsfest

Foto: Ikke oplyst

Litterær havefest om drømme og visioner 2014

Litterær havefest om drømme og visioner 2014

Føj til favoritter
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
1  
Foto: Ikke oplyst

Festivalweekend om drømme og visioner 2014

Festivalweekend om drømme og visioner 2014

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester