Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 16/03/17

Anmeldelse: Spaghetteria

  • Spaghetteria er et uhøjtideligt spisested, hvor man spiser midt i køkkenet - kokkene står 2, 5 meter fra de nærmeste borde. Foto: Asger Ladefoged

    Spaghetteria er et uhøjtideligt spisested, hvor man spiser midt i køkkenet - kokkene står 2, 5 meter fra de nærmeste borde.

    Foto: Asger Ladefoged
  • Foto: Asger Ladefoged Foto: Asger Ladefoged
  12  

Det italienske køkken boomer i København, som Søren Frank skrev her på siden i sidste uge. Helt centralt i den nuværende italobølge står to tidligere Era Ora-kokke – Fabio Mazzon og Morten Kaltoft – der i 2006 forlod michelinræset og startede det første af nu tre FAMO-osteriaer.

Mange FAMO-afhoppere er siden gået solo, således også Kaltoft selv, der i 2014 åbnede Osteria 16 i Haderslevgade og sidste år fulgte op med Spaghetteria. Sidstnævnte i Buen, den underlige ende af Vester Farimags­gade, der tidligere mest rummede luftfartsselskaber og rejsebureauer.

Navnet har sin årsag, for her fås kun en enkelt menu med fem-seks antipasti, afsluttende med en spaghettiret (secondo). Til 340 kroner for seks-syv retter er det lidt dyrere end storesøster Osteria 16, men ellers er der mange lighedspunkter. Spaghetteria er dog endnu mere spartansk indrettet, og man sidder midt i røg og damp fra køkkenet. Det giver take away-begrebet en helt ny betydning, for vi bar helt bogstaveligt duften af Spaghetteria med hjem i tøjet.

Revet tun over retten

Vi indledte med en god, gammeldags aperitif – den orange og appelsinsmagende Aperol, piftet op med prosecco og tonicvand – inden første omgang af menuens seks antipasti: råmarineret helleflynder med dampet munke­skæg – de sprøde, grønne agretti-stængler med en mineralsk smag henad spinat, der faktisk var rettens mest karakteristiske element. Lidt mere smag var der i puntarelle, den bitre salat, der her var ledsaget af små tomater og tun-salami. Det tørrede tunkød var revet over retten og gav en salt smag af fisk, lidt mere afrundet end den beslægtede bottarga, som er revet af tørret tunfiskerogn.

Det klassiske italienske køkken, som Spaghetteria i den grad er rundet af, bygger på enkle, men gode råvarer importeret fra moderlandet selv, og Spaghetterias kommer fra deres egen lille butik på Enghave Plads.

Spaghetteria er et uhøjtideligt spisested, hvor man spiser midt i køkkenet - kokkene står 2, 5 meter fra de nærmeste borde. Restauranten er blevet anmeldt. Foto: Asger Ladefoged

Dette gjaldt i hvert fald friskosten stracchino, der ledsagede en oksetatar med syltede rødløg, som måtte kæmpe noget for at yde modspil til rettens to fede komponenter. Formentlig også den røgede aubergine, som lå på en pænt hvidløgssmagende crostini, som desværre var blevet noget slatten under den våde mos. Lidt ærgerligt for crostinien, hvis tiltrækningskraft ligger i mødet mellem det sprøde, ristede brød gnedet med hvidløg og det blødere fyld.

Så var vi gladere for femte antipasti: sprøde stykker af grøn asparges med mozzarella overhældt med en god olivenolie. Mozzarellaen var ganske vist ikke forførende dagsfrisk, som man efterhånden er blevet vænnet til på eksempelvis Bæst, men det skal ikke lægges Spaghetteria til last. Selv om det selvfølgelig viser, hvor højt barren – og vi gæsters forventninger – efterhånden er sat til osteriaer i mellemlejet.

Forventningerne blev til gengæld indfriet til fulde med sidste antipasti – risotto kogt med artiskokker, så artiskokbladene havde fået syrlighed af hvidvinen. Det gav perfekt modspil til risottoen, som havde bid og trods osten ikke fremstod særligt fed i denne aftenens bedste ret.

Gode vine

I glassene havde vi hidtil haft en tør hvidvin på trebbianodruen (Valle Reale, 70 kroner glasset), med citrus i næsen og mineralsk tone i munden, men skiftede nu til en pinot noir fra Alto Adige på Alpernes sydside (Alois Lageder, 2013, 85 kroner. En meget elegant vin med kirsebær i næsen, men også velourfylde i munden, der gjorde, at den uden problemer klarede menuens afsluttende spaghettiret, der kom på bordet i et stort fad, med strimler af oksefilet mørnet i den barbera, som den – tilsat tomat og timian – også blev serveret i.

En meget enkel ret i ren Lady & Vagabonden-stil, symptomatisk nok for det italienske køkkens hovedretter måske måltidets mindst interessante del, men samtidig meget sigende for Spaghetterias stil: enkle retter af gode råvarer, serveret uden store dikkedarer af søde og venlige tjenere i afslappede omgivelser.

Ikke den store kunst, men nok til at hive tre store stjerner hjem.

Hvad: Spaghetteria
Hvor: Vester Farimagsgade 2, 1606 København V,tlf. 33 22 60 60
Hvor meget: Billigste vin 300,- seksretters menu 340,-