Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 16/02/17

Anmeldelse: Restaurant Mes

  • Restaurant Mes på Jamers Plads i København. Her er det stenbidderrogn. Foto: Asger Ladefoged

    Restaurant Mes på Jamers Plads i København. Her er det stenbidderrogn.

    Foto: Asger Ladefoged
  • Restaurant MES på Jamers Plads i København er blevet anmeldt. Foto: Asger LadefogedRestaurant MES på Jamers Plads i København er blevet anmeldt. Foto: Asger Ladefoged
  • Restaurant MES på Jamers Plads i København er blevet anmeldt. Her er det agurke-hotdog. Foto: Asger LadefogedRestaurant MES på Jamers Plads i København er blevet anmeldt. Her er det agurke-hotdog. Foto: Asger Ladefoged

Well, that’s another fine mess, you’ve gotten me into!

Den berømte linje fra Gøg og Gokke-filmen af samme navn lå min medspiser lige på tungen, da vi trådte inden for på den forholdsvis nyåbnede Restaurant Mes på Jarmers Plads. Ind til et sammenrend af stilarter. Hele den ene endevæg er plantet til med mos i forskellige nuancer af grøn. Et gammelt tysk mormorkøleskab i træ er omdannet til vinskab, mens toiletterne minder om en tur på Det Fri Gymnasiums graffitibombede trappeopgange.

Sidstnævnte skyldes graffitikunstneren Fy, og det hele er sikkert meget hipt, men det gav lidt bange anelser forud for vores femretters smagemenu, der er eneste udvalg på stedet.

Se også: Guide: Her spiser du godt i Københavns Lufthavn

Restaurant Mes staves nemlig med ét S (det franske ord for »mine«) og er udtryk for, at alt i det lille lokale med bare 27 pladser er helt efter køkkenchef og ejer Mads Rye Magnussons (tidl. Falsled kro, Geranium og restaurant Bodil på Vesterbro) personlige smag.

Også vinkortet toner rent flag: overvejende naturvine udelukkende fra Tyskland og franske Jura. Det vil ingen ved sine fulde fem kunne klage over, og allerede ved menuens første ret stod det klart, at også på madsiden har Mads Rye en god smag og en sikker hånd.

Også selv om en hotdog måske ikke ligefrem er det første, man forventer på en gourmet light-restaurant! Men denne bestod af en udhulet halv agurk fyldt med søkogte rejer, creme på friskost og agurkesalat med saltvandsdryppede tallerkensmækkerblade øverst. Knasende sprød friskhed med sødme og salt – og helt sikkert en idé der skal afprøves en varm sommerdag.

Restaurant MES på Jamers Plads i København er blevet anmeldt. Her er det agurke-hotdog. Foto: Asger Ladefoged

I glasset (vi havde flottet os med den matchende vinmenu til 450 kr.) var en riesling fra Patrick Kampf i Rheinhessen, der straks blev afløst af en naturvin fra Champ Divin i Jura på savagnindruen. Champ Divin havde også leveret den cremant på chardonnay, der fulgte med vores indledende snacks (tilkøb 50 kr.), men især den fire år gamle savagnin matchede med sin oxidative og let røgede næse næste ret perfekt.Trods sin alder havde den masser af ungdommelig syre, som skar perfekt igennem en ved lav temperatur langtidspocheret æggeblomme, drysset med karse og sellerisalt og lagt på et leje af sellerimos, der ved bordet blev overhældt med sellerifløde og en skriggrøn purløgsolie – det hele holdt i en fornem balance mellem det salte, det fede og det bitre.

Godt set af vintjeneren, der er udlært fra Kong Hans og optrådte derefter.

Se også: Guide: Her kan du spise i Kødbyen

Nu kom en lille tatar rørt på kalv med sherry, lagt i løgskaller for at give lidt kant til kødet, der yderligere var suppleret med sherrymarinerede salatløgskaller, hvidt maltopulver og en fin rugbrødscrumble.
Endnu et naturvinsvalg fra Jura, denne gang en rødvin lavet på 95 pct. sprød chardonnay (!), der havde sin røde farve og kødtone fra 5 pct. merlot, (Charlot, Octavin).

Restaurant MES på Jamers Plads i København er blevet anmeldt. Foto: Asger Ladefoged

Til næste ret gik Mes mere klassisk med tyske Henrik Möbitzs fantastiske pinot noir fra Kanzelmarken i Baden. Kanzel fra 2012 er meget burgundisk i stilen med fløjl og mørke bær, og det passede smukt til vort langtidsbraiserede oksespidsbryst serveret med kartoffelskum, glaskål drysset med timianaske, tyttebær og årets første spæde ramsløg (den skånske fouragér-legende Roland Rittman var forbi i morges, fortalte køkkenchefen, da han så mit undrende blik). Samt en guddommelig kalveglace med duehjerter.

Se også: 5 stjerner: Dansk-italiensk fusion rammer lige i øjet

Var de fem stjerner ikke hjemme her, kom de det med desserten: æbleis med en slags müesli på tørrede æbler, blå viol og æblesirup på bund af chokoladeskum. Akkompagneret af hele to søde vine: en riesling beerenauslese fra bispesædet i tyske Trier (til æblerne) og Juras kraftigtsøde marcvin (savagnin forstærket med brandy) til chokoladen.

Der var kokkedrenge ved adskillige borde den aften, vi var forbi, og jeg forstår det godt: De må undre sig over, hvor meget smag Mads Rye Magnusson formår at vride ud af sit uhyre sikre og stramt styrede gourmet light-køkken – og så til den afsindigt lave pris.

Mads Ryes mad har både elegance og personlighed, og med super betjening og et vinkort af højeste kvalitet bliver Mes ikke en rodebutik, men et lille personligt MESterværk.

Hvad: Restaurant Mes
Hvor: Jarmers Plads 1, 1551 København V, tlf. 25 36 51 81
Hvor meget: Billigste vin 375 kr. femretters menu 335 kr.

 

AOK Tjenester