Kødbyen er efterhånden ved at udvikle sig til en spændende scene for rustikke mellemklasserestauranter med et udpræget ungt touch. Kongen af københavnske vincaféer, Kenn Husted, som driver bl.a. Falernum, Panzon og Bibendum er også tilstede med Paté Paté, som faktisk har så omfattende et menukort - og så mange rigtige spiseborde - at det berettiger til en restaurantanmeldelse her på siden.

Navnet - Paté Paté - skyldes, at der tidligere i de relativt store, livlige lokaler lå en leverpostejsfabrik. Således var der ingen vej uden om at indlede måltidet med at dele en portion af husets Paté de campagne. »Den vælger alle,« sagde tjeneren, som dog ikke var i stand til nærmere at beskrive indholdet af denne landpostej. Paté kom i en tyk skive, et sted midt mellem fin og grov i konsistensen, og udmærket, hvilket vil sige, at denne klassiker er smagt både værre og bedre før. Traditionelt garneret med cornichoner, grov sennep samt - mere ukonventionelt - syltede rødløg. Kraftig hvidvin med stor tyngde er godt til paté, og vægt var der i hvert fald i den hvide châteauneuf 2010 fra Château Husson (115,-), som min ledsager valgte, mens min st. veran fra Domaine Daventure (75,-) fra samme årgang var mere frugtig og spinkelt bygget.

Så kom vores egentlige forretter, som skulle vise sig at blive aftenens bedste: Jeg fik grillet oksehjerte: Kødet var stegt lynhurtigt, så det blødende hjerte stadig var råt og saftigt. De tynde skiver var spredt ud over tallerkenen som en carpaccio, dryppet med lidt brunet smør, kapers og revet parmesan. En meget enkel, men også uhyre velsmagende og original ret. Mine tanker (og i sin tid formentlig også kokkens) gik øjeblikkelig til St. Johns i Londons kødby, hvor Fergus Henderson, som er arkitekt, selvlært kok og fadder til »nose-to-tail-eating«, har skabt et næsten neandertaleragtigt enkelt køkken med masser af indmad og madfilosofisk tankegods fra Italien. Også retten på den anden side af bordet kunne formentlig have være serveret på St. Johns eller omegn. Lyngrillet ottearmet blæksprutte var garneret med relativt mild salsa af bl.a. chili og koriander samt en grillet citron. Menukortet kaldte den grove sauce en harissa - som er tunesisk - tjaa.. i de varme lande var vi i hvert fald. Fra vinkortet fik vi hver et glas ren nostalgi: Home Town Pinot Noir fra the Hitching Post i Buelton, St. Ynez Valley, Santa Barbera County (110,-). Hvem husker ikke scenen fra filmen Sideways, da Miles bagte på servitricen Maya (Virginia Madsen) netop på denne grillrestaurant tæt på Solvang i Californien? Personligt har jeg en svaghed for dette sted, som jeg har besøgt både før efter Sideways. Ejeren, Frank Ostini, er så vild med pinot noir, at han får lavet en hel vinserie baseret på denne subtile drue.

Hovedretterne fulgte samme formel for hulemandsagtig simplicitet, men var knapt så skarpe som forretterne. Jeg fik langtidsstegt svinebryst af New Hampshire racen (her opfostret på en gård uden for Ystad). Velsmagende kød, men til gengæld var tilbehøret kedeligt, bestående af en lettere sjusket bunke grønne bønner (haricots verts) - var de mon fra Kenya eller dybfryseren, må man spørge sig selv på denne tid af året? Lidt tilsætning af morkler (formentlig tørrede) og hestebønner havde ikke den fornødne karakter til at hæve helhedsindtrykket.

Min ledsager fik onglet. Nu vi var i Kødbyen, skulle vi selvfølgelig have denne mere sjældne, slagteragtige udskæring frem for den dyrere, mere mainstreamagtige rib eye. Kødet, som normalt er hårdere end filet, men til gengæld mere smagfuldt, var godt rødt og skiveskåret, serveret med stegt lardo (lufttørret italiensk spæk), løg, hvedecroutoner og salsa verde, smagte fint nok, men var anrettet i lidt af en rodebunke.

Bestemt ikke af sult, men for at supplere det righoldige proteinindtag med lidt grønt bestilte vi et par sideserveringer: Henholdsvis små stegte grønne spanske pebre (padrones) og en blandet grøn salat. Førstnævnte, som jeg ellers normalt elsker, smagte lovligt meget af brændt pande, sidstnævnte var helt straight.
I glasset en glimrende og forbavsende drikbar ribera del duero - 2008 fra Valsotillo (110,-) - som jo altid er en glimrende kødvin, ikke mindst til svin.
Der var mere britisk inspiration til dessert: Dels en chocolate nemesis, som er englændernes måde at navngive en chokolade fondantkage bagt alene på chokolade, sukker, æg og smør men uden mel. En tung og syndig sag serveret med et par syltede kirsebær. Jeg fik den klassiske pudding kaldet posset, en fromageagtig flødecreme, som normalt laves med citron, men her var smagssat med passionsfrugt og toppet med honningcrumble og en kompot af skovbær - udmærket. Basta for en god, livlig og rustik aften. Jeg noterer mig, at der er fremgang at spore i vinudvalget - Husteds egenimport - som efter min mening ellers før har været svagheden ved hans vinbarer. Hvad maden angår, havner vi midt feltet, med de let rodede hovedretter til at trække ned på et facit på tre og en halv stjerne.

Hvad: Paté Paté
Hvor: Slagterboderne 1, kbh. V tlf 39 695557
Hvor meget: Hovedretter fra 175,- vin 250,-