Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 22/06/17

Anmeldelse: P eatery

  • Madanmeldelse, P Eatery, Hotel Sankt Petri. Pighvar Foto: Ikke oplyst

    Madanmeldelse, P Eatery, Hotel Sankt Petri. Pighvar

Den lettere excentriske norske hotelejer og milliardær Petter Stordalen har en plan: Inden for en årrække vil han eje 33 procent af alle hotelsenge i København. Han er godt på vej. Ud over Hilton-hotellet ved lufthavnen har Stordalen købt den ikoniske postterminal bag Hovedbanen og et parkeringshus, der begge skal indrettes til hoteller.

Og så har han overtaget designerhotellet Skt. Petri, som netop er blevet gennemrenoveret for 150 millioner kr. Inklusiv en ambitiøs restaurant i stueetagen, der i løbet af sine få måneders levetid allerede har skiftet navn fra P til nu P eatery.

Det vil muligvis afføde et fnis eller to blandt hotellets mange engelsktalende gæster, for derovre er p-eater en forkortelse for pussy-eater, og her taler vi ikke om kattedyr af arten felis catus, hvis De forstår, hvad jeg mener.

Vi lagde ud med champagne fra Louis Roederer (160 kr. glasset) og en omgang snacks: Saltmandler, oliven, tapenade, grissini og blå kartoffelchips med aïoli, der blev suppleret med en diminutiv smageske med farmopdrættet oscietra-kaviar fra en tysk importør. Det hele af god bonitet, men jeg havde nok foretrukket at undvære de få dyre støræg mod mere originale snacks.

Madanmeldelse, P Eatery, Hotel Sankt Petri. Kalv Foto: Ikke oplyst

Menukortet kalder sig selv »nordisk middelhavskøkken« og er bygget op efter størrelse med petit, medium og grand retter.

Man kan også bestille en medium- eller en grandmenu med hhv. seks eller ni serveringer, men efter at have hørt indholdet (alle retter er plukket fra a la carten) besluttede vi os for selv at sammenstykke måltidet.

Og snart sad vi med tre småretter til deling. Først rejer med grønne asparges, salturt og en broken citrus-gel; en fin og delikat sommerret serveret i et spidskålblad, der dog manglede salt for at træde i karakter.

Dernæst dybstegte blæksprutter med røget mayo og lidt piment d’Espelette (sød chili), der var pakket ind i så meget nærmest biscuitagtig sprød dej, at forholdet mellem sprutte og dej føltes som 1:10, og det var absolut ikke i blækspruttens favør.

Endelig en kokotte med auberginekaviar (aubergine bagt med hvidløg og olivenolie), toppet af en grøn mousse og grønne blade, der både var velkrydret og havde en dyb smag.

Fra vinkortet, der sympatisk nok rummer en del vine på glas (om end man skal være endog meget glad for italienske Sassicaia for at betale 845 kr. for et glas), havde vi valgt en newzealandsk Marlborough-pinot noir fra Konrad, der til 620 kr. flasken også må siges at være betalt, eftersom den kan købes i detailhandlen for under 200 kr.

Madanmeldelse, P Eatery, Hotel Sankt Petri. Pighvar Foto: Ikke oplyst

Men vi skulle have noget, der både kunne gå til min pighvar og medspiserens kalve-saltimbocca. Pighvarren kom helt klassisk med brunet smør og hakkede nødder samt salturt og små kammuslingelignende skiver af selleri, der også var stegt af i smør. Rigtigt tænkt, men i stedet for en spændstig fisk med en sprød stegeskorpe fremstod min pighvarfilet nærmest ovnbagt og uden sprød kant.

Medspiserens saltimbocca af kalv i skinke med salvie blev serveret med blade af rød syre på toppen samt en smule god indkogt glace, og det var det bedste, der var at sige om den ret.

For kalvekødet var ikke bare alt for tørt, det havde en nærmest smuldrende konsistens, der tyder på genopvarmning, og retten var en direkte ommer.

I det hele taget var det, som om de varme retter denne aften havde problemer med temperaturer og skarphed. En til kalven (der serveres uden tilbehør) tilkøbt blok tortilla manglede f.eks. også salt.

Madanmeldelse, P Eatery, Hotel Sankt Petri. Death by Chocolate - 24 lag chokolade. Foto: Ikke oplyst

Så blev der til gengæld taget revanche i den søde afdeling. Til mig en let og frisk dessert med jordbær drysset med sød chili og akkompagneret af sorbet på estragon, der gav de søde jordbær en letkrydret lakridsagtig smag. Og så finalen: signaturdesserten Death by Chocolate, også kendt som Cardiac Arrest (hjertestop).

Hér lavet i 24 lag hhv. tynde bunde og creme (og jo, vi talte efter) og så tung af chokolade, at vi ikke engang kunne spise en enkelt skive op. Faktisk er der ifølge vores tjener kun to, der til dato har kunnet spise deres kage oven på et fuldt måltid. Vi fik – som mange kunder før os, kunne vi forstå – resten af kagen med hjem.

En sympatisk service, men det kan desværre ikke skjule, at vores måltid på P eatery trods store ambitioner og flot indpakning har så mange uskarpheder og et enkelt direkte styrt, at vi ender et sted mellem to og tre stjerner, hvor prisniveauet trækker os ned på to.

Hvad: P eatery
Hvor: Hotel Skt. Petri, Krystalgade 24, 1172 København K, tlf. 33 45 98 90.
Hvor meget: Vin fra 280 kr. Billigste hovedret 195 kr. Seksretters menu 455 kr.

Det spiste vi på: P Eatery

  • Snacks 135,-
  • Blæksprutte, piment, røget mayo 85,-
  • Rejer og asparges 85,-
  • Aubergine, hvidløg, kaviar 65,-
  • Pighvar, brunet smør, selleri 195,-
  • Kalv, saltimbocca, glace 165,
  • Tortilla 55,-
  • Jordbær, chili, estragon 50,-
  • Signaturdessert 195,-
  • Samlet pris for to ekskl. drikkevarer: 1.030 kr.

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

AOK Tjenester