Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 23/11/12

Anmeldelse: Mon Amour

  • Foto: Martin Sylvest Andersen Foto: Martin Sylvest Andersen
Mon Amour i Skindergade er en ydmyg, ærkefransk familiebistro med sympatiske priser.

...

»Hvad skal byen med endnu en fransk bistro?« kunne man meget let finde på at spørge sig selv. Og det helt med rette, eftersom København samt nordlige forstæder er ved være endeligt oversvømmet af bistro’er i mellemprislejet med steak frites og andre klassikere på kortet.

Svaret i Mon Amour’s tilfælde skal søges i kroner og øre, for det er først og fremmest det lave prisleje, som er familienbistroens attraktion: Hovedretter kan fås helt ned under 150 kr., for eksempel en gang tartiflette (135,-) – en lunende, nærende stuvning af kartofler, løg, bacon og smeltet reblochon, som enhver, der har stået på ski i de franske Alper, formentlig har smagt.

Kortet – ej heller det med vin - er hverken særlig stort eller fantasifuldt, men sådan er det gerne på en lille familieknejpe. Til gengæld hygger den franske vært Nicolas Lammin og frue det bedste de kan om gæsterne.

Vi startede med at dele en tallerken med blandet charcuteri: Croutoner med henholdsvis rillettes og paté samt diverse tyndskårne franske pølser garneret med syltede perleløg og cornichoner. Af mellemkvalitet vil jeg sige.

Både jeg og min ledsager havde for nylig gæstet Rasmus Oubæks nye restaurant Pluto og havde således kvaliteten af mesterens pølse- og patéværk i frisk erindring, og det faldt ikke ud til ’Den kæres’ fordel: Det ville komme meget bag på mig, om den meget fintmalede og (nitrit?)rødlige paté var hjemmelavet, rillettes’en har muligvis været det, men i så fald uden den store pointe, og pølserne var godt salte og fede uden den store dybde i smagen – spiseligt, men ikke stort, med andre ord.

I glasset ville vi gerne have haft champagne, men den fås ikke på glasset, så vi måtte nøjes med cremant de bourgogne fra Bocquet (85,-), drikkeligt men unægtelig en kende éndimensionelt, når man har sat næsen op efter den ægte vare.

Til forretterne gik vi over til et glas chardonnay fra Languedoc (60,-), Le Chevaliere fra Laroche (som ellers holder til i Chablis), tør og crispy ifølge vinkortet, sødmefuld og småfad ifølge min mund – men jo heller ikke nogen dyr vin.

Til forret fik jeg en gang virkelig old school fiskegratin. På lettere kitschet vis var et par rejer og vist nok en enkelt lille bitte kammusling eller to placeret på en stor muslingeskal godt gemt under en fed dyne af opbagt sauce og ost. Kammuslingen var gummiagtig at bide i, men rejerne var ok.

Min ledsager fik en gang lige så klassisk fransk fiskesuppe. Rødbrun i farven og ret tyk og let grynet i konsistensen. Jeg gætter på, at den har været blendet. Der var intet fiskefyld, men i stedet en håndfuld fint sprøde hvedecroutoner, revet emmentaler og aïoli. Ganske udmærket, bortset fra at en overdossering af Pernod (eller en anden aniskilde) overdøvede stort set alle andre smagsindtryk.

I glasset skiftede vi til en rød bordeaux, en flaske 2006 Château le Bosq fra St. Estèphe (555,-): Flydende fransk klassicisme, som især artede sig fint, da værten flinkt havde hjulpet os til at få den ned i temperatur til de ønskede 15 grader, og vi fik proteiner på bordet i form af en af de gamle bistrotravere:

Jeg fik et confiteret andelår med grøn salat og en gang grov kartoffelmos, som både smagte som og lignede det, vi herhjemme normalt ville kalde varm kartoffelsalat, altså med hele skiver/stykker af kartoffel rørt med formentlig sennep (i hvert fald noget eddikeholdigt). En mos som i øvrigt gik igen som tilbehør i tre ud af kortets seks hovedretter.

Selve låret var godt sprødt, men også en anelse tørt, hvis vi nu skal være meget kritiske – og det skal vi, for det er det, vi får vores løn for. Salaten bestod af diverse grønne blade, cherry tomater og et par appelsinfileter og gik i øvrigt igen (dog uden appelsin) på anden side af bordet, hvor min gæst fik en amerikanerbøf fra Omaha af den på disse breddegrader sjældne franske bavetteudskæring. En relativt billig udskæring, som normalt er kendt for ikke ligefrem at være mør, men til gengæld at have masser af smag.

Her, hvor der var tale om amerikanerkød, som sjældent smager af ret meget, men til gengæld er smørmørt, var det nærmest omvendt. Kødet var ledsaget af pomfritter og endnu en lille skål kitsch: Cognacflamberet pebersauce. Det stod snart klart for os, hvorfor denne sauce for længst er gået af mode: Flamberet pebersauce smager simpelthen bare ikke godt!

Jeg var mere i humør til ost end dessert og fik en tallerken med st. albray og reblochon, som begge var lidt karaktersvage. En blomkålssmagende camembert og en skarp roquefort havde lidt mere at byde på.

Min ledsager fik rig lejlighed til at pleje den søde tand med en gang klassisk crème brûlée, en meget flad og lav servering, hvor der således var relativt meget karamel (og sødme) i forhold til cremen, som er smagt med mere vanille.

Vi kan konkludere, at Mon Amour er et virkelig rart sted med et sympatisk værtspar, som trods et par mindre misforståelser tog sig pænt af gæsterne. Priserne er også virkelig sympatiske på stedet, men træerne vokser jo som bekendt ikke ind himlen, man får, hvad man betaler for: Man kan ikke gå ind på byens måske billigste bistro og samtidig forvente sig at finde de fineste råvarer og den skarpeste franske kokkekniv i skuffen.

Hvad: Mon Amour
Hvor: Skindergade 22, København K
Hvor meget: Priser fra: Hovedret 135,- vin 195,-

Javascript is required to view this map.
Kort

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

Come on..

Til Søren Franks information kan man vel ikke klandre en "hverdagsrestaurant" for at servere en paté som indeholder nitrit (hvis dette dog overhoved var sandt), når diverse michellin restauranter benytter sig af selv samme stof?
Skulle vi dog ikke starte med dem?
Der betaler man da trods alt en formue ;-)

 

Giv stedet en chance

En ny underlødig og unødvendigt spydig anmeldelse af Søren Frank.

For at han skal være tilfreds, skal der være den vin på menukortet som han lige kunne tænke sig den dag, og der må ikke blive serveret en sovs/sauce som han ikke kan lide.

Jeg kender ikke til hans påståede problemer med ejeren af denne restaurant, men jeg formoder at anmeldere som andre også skal melde sig inhabile, hvis de ikke kan vurdere en given restaurant objektivt. Det er trods alt andre menneskers levebrød, vi taler om her.

Jeg har spist en enkelt gang på Mon Amour og få confiteret andelår, og det var bestemt ikke tørt den dag.

 

Frk. Jensen for franskmænd

Som Politikens anmelder skriver, så er det den franske udgave af Frk. Jensen for franskmænd. Det er en hverdagsrestaurant. Jeg har personligt kun haft gode oplevelser. Helt ærligt Søren Frank, skal alle restauranter have en michelin stjerne før du kan være tilfreds!

http://politiken.dk/ibyen/nyheder/restauranter/kokkehuer-dyrt/ECE1806429...

 

Lækkert

Min kæreste og jeg har efterhånden spist mange gange på Mon Amour og anbefalet stedet til venner uden at have hørt om en eneste dårlig oplevelse ifm. deres besøg. Vi bliver fortsat positiv overrasket over alt fra maden til servicen - efter 3. besøg kunne de huske hvordan han foretrækker sin steak :) Vi ser frem til mange flere gode måltider og ikke mindst deres profiteroles

 

Mon amour

Vi har spist der flere gange og været tilfreds hver gang velvidende, at det ikke var Noma, vi besøgte. Vi syntes det bærer lidt præg af, at Søren Frank ikke bryder sig om Nicolas Lammin. Ærgerligt for en nystartet bistro. Keep on fighting Nicolas!

 

Kend din anmelder

Hvad havde du regnet med, det er trods alt Søren Frank.

 

Gylden kommentar

I glasset ville vi gerne have haft champagne, men den fås ikke på glasset, så vi måtte nøjes med cremant de bourgogne fra Bocquet (85,-), drikkeligt men unægtelig en kende éndimensionelt, når man har sat næsen op efter den ægte vare.

- kan det blive mere snobbet?

 

Byliv | 04/11/13

Vind med AOK

AOK har altid masser af spændende konkurrencer med fede præmier.
Foto: Torkil Adsersen
Byliv | 04/11/13

Guides til København

Få inspiration til en aften, en dag eller en weekend i København. Vi har samlet vores guides her.

AOK Tjenester