Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 26/01/17

Anmeldelse: Mangia

  • Foto: Ida Marie Odgaard Foto: Ida Marie Odgaard
  • Madanmeldelse: Mangia Foto: Ida Marie OdgaardMadanmeldelse: Mangia Foto: Ida Marie Odgaard
  12  

Jeg har i al beskedenhed med ti års mellemrum skrevet to bøger om vinene fra Baroloområdet i Piemonte i det nordvestlige Italien. Det betyder, at jeg i forbindelse med researchen til bøgerne har tilbragt mere end ti uger i det kønne bakkede område omkring byen Alba - plus det løse.

Jeg har således ikke tal på, hvor mange gange jeg har spist de to lokale pastaspecialiteter tajarin og plin: Førstnævnte er en tyndere og finere udgave af tagliatelle, mens plin, eller for at være mere præcis agnolotti del plin, er nogle små, ravioliagtige pastapakker. Plin, som betyder »knib«, refererer til den måde, de små pakker er knebet sammen på. Fælles for de to discipliner er, at dejen skal være papirs-tynd og proppet med æg. På Il Centro i Priocca, som er en af mine favoritsteder på egnen, bruger man otte hele æg samt 16 ekstra æggeblommer til hvert kilo mel!

Se også: Billedserie: Nu er Københavns nye madmarked åbent

For mig er dette verdens bedste pasta – frisk og blød i stedet for den tørrede, som man sværger til i Syditalien, og har det med at servere så al dente, at man nærmest knækker tænderne. Så det siger sig selv, at jeg blev opstemt, da jeg fandt ud af, at folket bag vinbaren Bevi Bevi på Vesterbro har åbnet en restaurant ved navn Mangia i Bagerstræde med både tajarin og plin på kortet. Faktisk havde jeg det lidt som et lille barn før juleaften, da jeg gik og ventede på for første gang at smage mine to pastafavoritter i København.

Måtte smage antipasti

Endelig oprandt dagen, og vi entrede det højloftede og bare, men alligevel ganske hyggelige, lokale. Det er klart, at vi var nødt til at smage på husets antipasti, før vi gik ombord i plin og tajarin. Jeg fik tre fine artiskokhjerter – friske, ikke de syltede fra dåse – som var hårdt stegt (eller var de friterede?) og helt enkelt garneret med mascarponecreme og myntepuré. Det kunne jeg godt lide.

Se også: Guide: Her kan du spise i Kødbyen

Min ledsager fik en gang polpo, ottearmet blæksprutte. De tykke arme var både herligt sprødstegte og dejligt møre. Serveringen blev fuldendt af småtern af sprødstegte kartofler, en salsa verde-agtig persillepuré, olivenolie og mild chili – så behøver det italienske køkken faktisk ikke at være sværere.

I glasset havde vi fransk vin. For mig er det helt okay på en italiensk restaurant, hvis det bare er god vin, og det var det: Pinot blanc (75 kr.) fra Marc Kreydenweiss, som var en af Alsaces første biodynamikere. I dag har sønnen Antoine mere eller mindre taget over, her med et interessant bud på en druesort, som ellers oftest bliver vinificeret til absolut kedsommelighed.

Pasta skuffer ikke

Så var vi endelig nået til pastarunden og nej, den skuffede heldigvis ikke. Jeg tog mig af en skålfuld formfuldente plin, perfekt tynde og bløde i dejen med ortodokst fyld af tre slags kød: kanin, kalv og svin. Plinerne var lige vendt i sky, og havde jeg ikke været ateist, ville jeg formentlig have været i himlen – om ikke andet så i hvert fald efter at have smagt min ledsagers tajarin, der var så skarpe, som var de skåret på klavérstreng, og vendt med en sauce på hjemmelavet salsiccia (den ene af de tre italienske kokkes far er slagter, så han kan sit pølsehåndværk) i sin mest puristiske form uden tomat.

Se også: Københavnsk burger kåret som en af verdens 27 bedste

I glasset fungerede en mørk og pebret vin på croatina-druen fra Oltrepo Pavese i Lombardiet (425,-) godt, efter at vi havde fået den kølet ned. Vi sluttede af med hovedretterne, som bestemt heller ikke var dumme. Jeg fik et fint sprødstegt stykke torsk, som var korrekt glasagtigt og saftigt og faldt i flager. Det var garneret med grov spinat vendt hurtigt på panden med pinjekerner og rosiner.

Min ledsager satte tænderne i en mør og saftig bøf – en ribeye – stegt fint medium-rare som ønsket og ledsaget af stegt hjertesalat.

Hallelu-Jah.

Det siger vel næsten sig selv, at jeg allerede går og pønser på, hvornår jeg igen kan finde en anledning til at smutte ned forbi Bagerstræde og guffe plin og tajarin – og alt det andet gode fra Mangias no nonsense-køkken, som er herligt befriet for den fims, der ellers ofte er den italienske gastronomis svøbe.

Hvad: Mangia
Hvor: Bagerstræde 9, 1617 Kbh V. Tlf. 31 32 08 52
Priser: Hovedret 175,- vin 300,- Femretters-menu 375,-

AOK Tjenester