Berlingske anmeldelse
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Føj til favoritter Del Send
Restaurant og café | 17/05/17

Anmeldelse: Gemyse

  • Naanbrød med løgkompot. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

    Naanbrød med løgkompot.

    Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Tivoli har fået sin første restaurant med en grøn profil. Søren Frank giver tre stjerner til nyåbnede Gemyse.

Gemyse er ifølge Den Danske Ordbog en fællesbetegnelse for spiselige grøntsager. Således har Tivoli fået sin mig bekendt første restaurant med en grøn profil. Samtlige hovedretter involverer dog kød, fisk eller fjerkræ, så grønnere er Gemyse altså heller ikke. Mon ikke det hænger sammen med, at man gerne vil have fyldt lokalerne, som før husede Divan 2 og Nimbs Terrasse og er nogle af havens allerstørste, og derfor skyder med spredehagl?

Vi startede ude på terrassen med ikke ligefrem veganske flæskesvær, som var fint puffede og sprøde med peanutsauce drysset med koriander til at dyppe i. Vi var ikke de eneste, som dyppede næbet i jordnøddesaucen, det gjorde også havens påfugl, som ikke sådan var til at jage væk. Vores anden snack var en sjov versionering af falafel, lavet på de store, grønne edamame bønner, her med gede-friskost drysset med ramsløg som dip.

Eftersom det var en af de forårsaftener, hvor temperaturen lå under 10 grader, rykkede vi hurtigt ind igen i den store spisesal, som vi mere eller mindre havde for os selv. Vi overvejede at vælge ”Haven rundt”, som er Gemyses store menu til 550 kr. og indeholder både fisk og okse og ost, men endte med »Dagens Måltid« til 250 kr. som består af seks vegetariske retter hvor til fisk, fjerkræ eller kød kan tilkøbes for 95 kr..

Vi startede med at få hver et lækkert naan fladbrød toppet med sødmefuld løgchutney, aspargesbroccoli, rosenblade og gule blomster.

Vinkortet på Gemyse er på ingen måde noget at råbe hurra for. Ikke alene er det lille, praktisk alle vine er hentet fra én leverandør, som Tivoli har lavet eksklusiv aftale med: En deal som tivoli muligvis scorer en masse penge på, men som på ingen måde kommer gæsten til gavn, for priserne er høje og udvalget kedeligt.

Tjeneren, som var sød, men ikke ligefrem var tynget af vinviden, gjorde opmærksom på at 80 procent af flaskerne var økologiske eller biodynamiske - hvilket ikke nødvendigvis får dem til at smage bedre i min mund. Derefter foreslog hun kortets dyreste hvidvin en meursault fra købmandshuset Drouhin til 900 kr., som jeg afviste. Derefter foreslog hun en »gewurztraminer fra Østrig«, (men mente selvfølgelig grüner veltliner), men jeg pegede i stedet på en hvidvin ved navn Le Petit Chat (65,-) og spurgte, om den var økologisk. »Jo,« sagde hun, men da hun ankom med den meget neutrale (som er et pænere ord for intetsigende) vin bedyrede hun, at den alligevel ikke var økologisk.

Menuen kørte på med deleretter: Gode grønne asparges fra Italien blev serveret i klassisk mundering med rasp og brunet smør. En avokado ankom med flere edamamebønner, babyspinat, græskarkerner og karry, mens en lidt tung og grov »risotto« af perlebyg rørt med vesterhavsost og dækket af grillede porer – jeg havde foretrukket mere fyld, mindre korn og en mere våd konsistens.

I glasset have vi en af de mere tålelige rødvine fra kortet, Petalos fra Palacios i Bierzo, Spanien (495,-), der på kortet stod som årgang 2016, men da den ankom viste sig at være 2014.

Næste ombæring af mad bød på en lovlig salt dhal lavet på røde linser, let krydret med bukkehornsfrø. Jeg var heller ikke oppe at ringe over tern af bagt selleri rørt med gede-friskost, serveret i en stor udhulet selleriknold, eftersom jeg savnede syre og kant.

Den tilkøbte fisk var et fint stykke helleflynder, som desværre var tilberedt lige lovlig meget, men dog var sjovere end en skål plukket kylling krydret med vadouvan (fransk karry).

Jeg var nu propmæt, men min ledsager, som altid har mod på dessert bestilte en gang passionsfrugtis med chokoladefondant. Den gode is kom ifølge tjeneren fra »Jacobsen og Jakobsen«, hun mente selvfølgelig Jacob og Jakob.

Desserten var en udmærket slutning på et ganske pænt måltid i mellemfeltet – svarende til tre og en halv stjerne. På plussiden tæller modet til at gå nye veje med mulighed for at spise grønt – på minussiden at man ikke tør at gå hele vejen. Vi ender dog med at runde nedad på grund af det pauvre vinkort og den sløje håndtering heraf.

Hvad: Gemyse
Hvor: Tivoli, Vesterbrogade 3, tlf 88 70 00 00
Hvor meget: Hovedret 225,-, Grøn menu 250,- , Vin 295,-

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Kommentarer

AOK Tjenester